Det bliver ikke væk

Det er første gang, jeg læser Jørgen Leth. Og forbavset sad jeg ved morgenbordet og sagde: det er jo godt, det her. Min mand hørte mig – mine digte er da også ret gode, sagde han stødt.

Jaja, vist så.

Jørgen Leths første digtsamling kom i 1962, så det er en sikker hånd, der tager os med i oplevelsen af at miste livsånder og vrisse sig igennem dage med inkontinens og svimmelhed. Han føjer sig til rækken af grumpy old men, som må digte på deres forbavselse over, hvordan livets efterår tér sig. Men hvor en Halfdan Rasmussen i »Fremtiden er forbi« med en humoristisk og rytmisk messen digter stramt om vandtøjet, stivheden og slapheden, er Jørgen Leths digtsamling her en sansestrøm. Flydende, poetisk, ærlig, nøgtern, registrerende. Digte uden skandering eller faste regler. Indfald, indimellem uredigeret klapren en tanke ned, hvor tågesynet pludselig har taget over.

Skrev det her for e timesien:
A problemoccured sår der
Ja det kan mangodtsihe
Jeg er nødtbtil atgå tilbage på sovepiller
Jeg har ikke rådtil både at ah detsådrligt
Ogsåikeksove.det går bare ikke

Brug dine øjne, havde hans far sagt da han var ung. Det har han gjort lige siden, også her i den smukt maskerede bedrøvelse over kroppens forskellige baghold. Det lille nu er registreret med klarsyn, i sengen eller på en stol. I den pludselige længsel efter det æggende syn af en kvinde, forførelsen, en bar i junglen. Og i erkendelsen af det grå.

Det går meget godt med skrivning
Mindre godt med at gå og stå
Bølgerne

Slår ind mod de grove grå sten på stranden
Vinden har godt fat i træer og buske
Hvor er det kedeligt når sproget
Bare efterligner livet
Det kan jeg ikke holde ud
Ligesom at se landmand søger kærlighed
Det er bare for dumt
De dumme stuer med møbler og fotografier
Kedsomhedens skånsomt spredte lys
Et hus
Som stritter imod blæsten
Bølgerne

Jørgen Leths digtsamling er personlig, men ikke privat. Han er selvoptaget, men ikke forfængelig. Det er da virkelig godt præsteret.