Skip to main content

Det brede samfunds perspektiv var vigtigt for mig

PODCAST: Praktiserende Lægers Organisation fylder 50 år i år. Jens Aage Stauning har været med i 37 af de år, og Ugeskriftets podcast har talt med ham om de forandringer og patienter, han har oplevet.

Foto: Ugeskrift for Læger
Foto: Ugeskrift for Læger

Britt Lindemann, brl@dadl.dk / Foto: Ugeskrift for Læger

11. dec. 2017
3 min.

For 50 år siden følte læger, at almen praksis var i fare, og dannede derfor Praktiserende Lægers Organisation. Jens Aage Stauning har været med siden 1980, dengang praktiserende læger i vid udstrækning måtte uddanne sig selv. Men praktiserende læge ville han være.

Allerede under et studieophold i Indien fik han øjnene op for, at han var mest interesseret i det brede samfundsperspektiv, og syv år på forskellige hospitalsafdelinger lige fra gynækologisk til ortopædkirurgisk og psykiatrisk bekræftede Jens Aage Stauning i, at han ikke kunne vælge bare ét speciale.

»Hver gang jeg kom til en ny afdeling, så tænkte jeg ,Gud, hvor er det spændende, det vil jeg gerne vide noget mere om´, så skiftede jeg til en ny afdeling og tænkte ,Gud, hvor er det spændende’, og så blev det klart for mig, at jeg godt kan lide det hele. Og så er det jo bare at vælge praksis«, siger Jens Aage Stauning.

Men først i 1994 blev almen medicin oprettet som en selvstændigt speciale, og selvom Jens Aage Stauning allerede havde bred klinisk erfaring fra sine år på hospitalsafdelingerne, måtte han lære sig selv op, da han nedsatte sig som praktiserende læge.

»Det væltede ind med patienter med de sygdomme, der ikke stod nogen steder. De havde hovedpine, lændesmerter og ondt i maven, så jeg måtte lære mig selv op. Jeg samlede hurtigt noget praktisk erfaring, men læste mig også til meget og satte mig lynhurtigt på en masse kurser«, siger Jens Aage Stauning.

I dag er de unge læger godt og grundigt uddannet, men kontrasten til Jens Aage Staunings begyndelse i praksis er skærende:

»Når jeg tænker tilbage på det, så var det fuldstændigt latterligt, så lidt uddannelse jeg havde fået til at gå i praksis. Jeg havde et obligatorisk femugerskursus, og så havde jeg arbejdet 14 dage som vikar, det var så det. Men hvad vidste jeg egentlig om almen praksis?«

Uendelig efteruddannelse

De første 25 år tilbragte Jens Aage Stauning i en solopraksis i nordvestkvarteret i København og de sidste 12 år på Almen Praksis ved Københavns Universitet, en praksis med ca. 7.000 tilmeldte patienter og tæt knyttet til universitetet. På den måde har han arbejdet med meget forskellige patientgrupper, fra socialt udsatte i nordvest til studerende i indre København. Især en patient fra nordvest husker han tilbage på som én, han fik gjort en forskel for.

»Hun havde diagnosen borderline eller personlighedsforstyrrelse, og det led hun af i meget svær grad. Hun var formentlig blev misbrugt som barn og har klaret sig på at spille på sit gode udseende i sine unge dage, men endte til sidst i misbrug. Hende kom jeg ganske tæt på og hjalp hende til forskellige placeringer«, fortæller han og fortsætter:

»Det krævede rummelighed, accept og tolerance af mig. Hun kunne finde på at råbe og skrige og knalde med dørene. Hun var hjemløs i flere perioder og meget, meget svag, men det lykkedes at stabilisere hende. Hende glemmer jeg ikke«.

I praksissen ved Københavns Universitet, som Jens Aage Stauning for nylig er blevet pensioneret fra, mødte han mange patienter med problemer af en helt anden art.

»Jeg mødte mange unge studerende, og de er jo vældigt gode, kloge og dygtige, men de var stressede, angste, deprimerede og usikre på sig selv. De havde det bare ikke godt«, fortæller han.

Derfor måtte Jens Aage Stauning endnu en gang efteruddanne sig, denne gang i samtalebehandling.

Lyt til podcasten her og hør Jens Aage Stauning fortælle om, hvordan lægerollen har udviklet sig, og hvordan han har oplevet det.