For speciallæge i psykiatri og ph.d.-studerende Maria Brink er det lige så fedt at forske, som hun havde drømt om. Dog har det overrasket hende, hvor ofte tidsplanen skrider.
Sommervarmen har sneget sig med ind på Maria Brinks lille kontor, der ligger på første sal i en gul, aflang murstensbygning. Det første i en lang række af lave huse, der gør det ud for Psykiatrisk Afdeling på Odense Universitetshospital.
På trods af et åbent vindue er luftcirkulationen i rummet ikke overvældende, og når Maria Brink inden længe sætter slutspurten ind og gør klar til at aflevere sin ph.d.-afhandling ultimo 2016, bliver der næppe mindre hedt i kontoret.
Men den 44-årige speciallæge i psykiatri brokker sig ikke. For hende var det en drøm, der gik i opfyldelse, da hun for to og et halvt år siden begyndte en tilværelse som ph.d.-studerende efter at have arbejdet flere år i klinik.
»Jeg havde gerne villet forske længe, og da forskningsprofessor Bent Nielsen meldte ud, at han havde mulige ph.d.-projekter liggende i skuffen, vidste jeg, at det kunne være min mulighed«, fortæller Maria Brink.
»Skizofreni på livstid – en register- og interviewundersøgelse blandt ældre med mangeårig skizofreni« blev titlen på den ph.d.-afhandling, der har lagt beslag på en stor del af Maria Brinks tid i de seneste to og et halvt år. Målet med projektet er at få oparbejdet en større viden om ældre mennesker, der har levet med en skizofrenidiagnose i flere årtier.
Faktaboks
»Vi ved ikke særlig meget om den gruppe mennesker. Hvad karakteriserer dem, hvorfor er de blevet så gamle (mennesker med skizofreni dør ellers i gennemsnit 15-20 år tidligere end andre, red.), og hvordan er deres livskvalitet? Det er nogle af de spørgsmål, vi gerne vil have svar på«, siger hun.
Ph.d.en er delt i to, så der dels er en registerdel, dels en interviewdel. Hvor registerundersøgelsen fortrinsvis skal belyse kronisk, fysisk sygdom, medicinforbrug og brug af sundhedsvæsenet hos denne patientgruppe, skal interviewdelen besvare spørgsmål om livskvalitet, tendens til depression, misbrug og lignende.
For Maria Brink har registerundersøgelsen været lidt af en prøvelse.
»Registerdelen har været uoverskuelig i starten. Jeg følte mig skudt tilbage til børnehaveklassen og skulle til at lære at navigere i et helt nyt land. Jeg var for eksempel ikke klar over, at man selv skal finde og bestille helt præcise variabler i de forskellige registre. Det er et arbejde, der tager rigtig lang tid, blandt andet fordi registrene ikke ligger samme sted, og man selv skal orientere sig i de forskellige systemer. Og når man så endelig har fået bestilt sine data, går der tre til seks måneder, inden man har dem«, siger hun og fortæller, at hun har fået uvurderlig hjælp af en statistiker undervejs.
I det hele taget har Maria Brink måttet sande, at ting som regel tager betydeligt længere tid end først antaget, og at bureaukratiet visse steder lever i bedste velgående.
»Den største udfordring er helt sikkert tiden. At disponere og planlægge. Man er i gang med mange parallelforløb hele tiden, og man er meget afhængig af andre og af ting, man skal vente på. Folk sagde til mig, at jeg skulle være heldig, hvis jeg fandt tid til selve projektet,
fordi meget andet ville fylde tiden. Og det fik de ret i«, siger hun og nævner blandt andet fondsansøgninger, kurser, undervisning og mailkorrespondancer som noget af det, der særligt har stjålet af hendes tid.
Der, hvor Maria Brink har følt sig mest på hjemmebane undervejs i projektet, er i interviewdelen. »Den har klart været det sjoveste. Jeg har det bedst med rigtige mennesker og ikke computere, og interviewene har gjort projektet mere levende«, siger hun.
Der har dog også været udfordringer forbundet med den del af projektet. Maria Brinks mål var således at interviewe 150 mennesker, der havde en skizofrenidiagnose, var i alderen 55-85 år og bosat i Region Syddanmark. Men den opgave viste sig at være umulig at løse, og det lykkedes kun at komme op på 75 interviewpersoner.
»Rigtig mange har jeg ikke kunnet få fat i, fordi jeg ikke har kunnet opdrive deres kontaktoplysninger. Nogle vendte aldrig tilbage til mig, og så var der en del, der ikke ønskede at deltage. Måske fordi de har det godt og ikke har lyst til at blive mindet om, at de har en diagnose, mens andre har det så dårligt, at de ikke kan overskue at være med«, siger Maria Brink.
Det skinner klart igennem, når Maria Brink fortæller, at hun befinder sig godt med forskerkasketten på. »Jeg er meget taknemmelig over at have fået muligheden for at forske, og jeg har ikke rigtig haft nogen nedture undervejs. Måske hænger det sammen med min alder. Jeg tror, at det betyder noget, om man er i starten af tyverne, eller om man, som jeg, er lidt ældre og har været ude som kliniker i nogle år og ved, at verden ikke bryder sammen, hvis der er et eller andet, som ikke lige fungerer«, siger hun.
Maria Brink håber også, at forskningen bliver en del af hendes fremtidige karriere.
»Jeg trives nok allerbedst i klinikken – det er der, jeg henter min energi. Men i forskningen får jeg perspektiver og baggrund med, hvilket jeg har nytte af i klinikken. Det er én stor optur, at man lige så stille får oparbejdet et helt nyt overblik. Man træder et step op og kan overskue meget mere. Men jeg bliver aldrig fuldtidsforsker. Så ville jeg nok visne. Kombinationen af forskning og klinik er rigtig fin for mig«, siger Maria Brink.
Se videoer om læger og forsknng her på Ugeskriftet.dk under Se og Lyt
