»Det er godt at se, at vi læger kan samle hælene og rette ryggen«

6.00 Vågner og bemærker selvfølgelig i Radioavisen, at 8.000 kolleger og personaler er på vej mod Odense. Ærgrer mig over, at jeg ikke skal med, men glæder mig samtidig over, at jeg skal være sammen med patienterne. Det er trods alt dem, det drejer sig om.

8.00 Telefonerne kimer som bare pokker her i klinikken i Søndergade i Aars, Vesthimmerland. Min kollega Kield Fuglsang, en af de 26 andre læger i kommunen, er kommet over i min solopraksis, da vi udgør nødberedskabet. Efter en halv time er der ro på telefonerne, akutpatienterne skal lige sikre sig en tid. Jeg tænker, at ministeren burde komme herover. Hun trænger til at se, præcis hvad sådan én som mig laver. Ser hun først det, er der nok ikke grund til det lovindgreb. Vi og patienterne er tilfredse.

9.00 En mand med en byld, der er behandlet dagen før, skal have skiftet forbinding. Såret heler fint. En 40-årig mand har pludselig fået en lille akut krise, da ægtefællen er gået i psykisk baglås, og det vælter læsset for ham. Kan ikke løse det her og nu og aftaler, at han kommer igen.

9.30 En mand har i haven banket underbenet ind i en træstub, så der er kommet et voldsomt stort sår. Det burde nok ordnes på sygehuset, men han vil have, at jeg gør det, så det bliver til et større stykke skadestuearbejde, men resultatet er godt, og han er taknemmelig.

10.00 TV2 Nord kommer, for vi har ringet og sagt, at vi har en god historie i klinikken i dag – at læger ikke løber fra deres plads, og at patienterne kan regne med os. De interviewer en 3-4 patienter.

11.30 En dreng har slået tåen i fodbold. 4-5 har halssmerter, men intet alvorligt. En 40-årig kvinde har en byld i armhulen, så den opererer Kield. Det er et deja-vu til gamle dage, hvor vi på vagter også stod sammen og lavede småkirurgi. Nu om stunder oversvømmes vi af kronikere, men når der kommer konflikt 1. september, vender vi tilbage til den almene medicinske kerneydelse – at vi er tilgængelige for patienten, der har behov. At vi er pengene værd. Og at vi er fagligt solide i vores attitude, så patienterne føler, at vi har styring med deres helbred. Det er nok ikke så tosset, at vi kommer derhen, hvor vi var engang.

12.00 Et akut sygebesøg. Kører til Farsø til en nabokollegas patient. Et ligsyn på et plejehjem.

13.00 En lind strøm af akutte patienter fortsætter. Børn med øjenbetændelser, voksne med lændehold, belastninger af bevægeapparatet, småskader, der skal sys.

14.00 Endnu et akut sygebesøg. En 89-årig dame blev fundet på gulvet om morgenen. Men uden men. Nu er hun så faldet igen. Voldsomt slag mod venstre albue. Hun har væskemangel og et muligt brud. Jeg sender hende til skadestuen på sygehuset i Farsø. Hun har brug for en aflastningsplads, da hun ikke kan sendes hjem igen – brud eller ej. Men hjemmeplejesystemet er så belastet, at der ikke er plads; derfor må jeg bede vagthavende om at beholde hende uanset hvad. Det har man forståelse for. Tænk, hvis Astrid Krag så, hvordan vi håndterer sådan en situation.

16.00 Sidste patient. Jeg rydder op og skriver journaler en times tid.

17.30 Kører ud til mit sommerhus ved Trend ved Limfjorden, hvor også kongefamilien har en hytte. Jeg nyder udsigten ned over strandengen og fjorden, Vitskøl Kloster mod nord, Livø og Fur mod vest, ja så tænker jeg, at det her er et godt sted at være læge. Spiser koldskål med gode tvebakker og en dejlig kop te.

19.30 Ser indslaget i TV2 Nord, hvor budskabet er, at patienterne er tilfredse, selvom det er bøvlet, når det ikke er hos egen læge. Min kone Hanne siger, hun er godt tilfreds med min optræden i fjernsynet. Senere ser jeg med stor fornøjelse, at vores formand hyldes i Odense. Det er godt at se, at vi læger kan samle hælene og rette ryggen og sige, hvad der er vigtigt for os, vores fag og vores patienter. Alt er i orden.