Skip to main content

”Det er jo dig, der er lægen”

Nogle patienter vil helst ikke tage ansvar, men ortopædkirurgerne på Sygehus Sønderjylland ønsker den aktive patient frem for den passive patient. Nu tages der skridt til yderligere udbredelse af Joint Care, der er afdelingens eget koncept for patientinvolvering

Overlæge Jens Knoke (tv) og Klinikchef, overlæge, dr.med. Christian Akim Jacobsen, Center for Ortopædi og Medicin.
Overlæge Jens Knoke (tv) og Klinikchef, overlæge, dr.med. Christian Akim Jacobsen, Center for Ortopædi og Medicin. (Foto: Palle Peter Skov)

Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

30. sep. 2015
5 min.

Patienter skal tage ansvar og involvere sig i deres eget behandlingsforløb. Det er holdningen nationalt og regionalt, og det arbejdes der med på hospitaler over hele landet. Men hvordan og hvor går grænserne? På sygehuset i Sønderborg var de blandt pionererne, da de omkring 2000 udviklede det, der i dag er kendt som Joint Care på Ortopædisk Klinik. Nu skal konceptet udvides, og om få måneder vil det omfatte nye patientgrupper. Men hvad er erfaringerne, og hvordan skal de nu bredes ud?

Vi besøger sygehuset på Als for at få svar. Vinden er skarp denne grå efterårsdag, og der har også i overført betydning været megen blæst omkring Sønderborg Sygehus. Skulle det være akuthospital? Det blev så Aabenraa, og mange har den opfattelse, at det historiske sygehus i Sønderborg, der en gang blev oprettet som flådelazaret af tyskerne, nok nærmest står tomt.

Intet er mere forkert, der er masser af aktivitet, og Ortopædkirurgisk Afdeling står for cirka halvdelen af operationskapaciteten på Sønderborg Sygehus. Alene skulder- og knæoperationer samt kunstige hofter og knæ udgør i alt omkring 2.500 operationer årligt, og dertil kommer hånd- og fodkirurgi. På denne travle afdeling er patientinvolvering mere end et fint ord.

Faktaboks

Fakta

Afstemme forventninger

"Når det gælder ny hofte og nyt knæ, arbejder vi ud fra principperne i vort selvudviklede koncept Joint Care, der indebærer, at patienten skal tage aktivt del i sit behandlingsforløb", fortæller klinikchef, overlæge, dr. med. Christian Akim Jacobsen, Ortopædisk Klinik.

"Det vil vi nu gerne udbrede, og vi håber senest om et halvt år at kunne lade de årligt 7-800 skulderindgreb omfatte af Joint Care. Her drejer det sig typisk om yngre patientgrupper end dem, der skal have ny hofte eller nyt knæ, og det er ofte patienter, der i forvejen orienterer sig blandt andet på nettet om de muligheder, der er, uden altid at have fået konsekvenserne belyst", siger klinikchefen.

Også patienter, der skal have foretaget indgreb i knæ, skal efter planen omfattes af konceptet for patientinvolvering og patientansvar.

”Når vi vil involvere patienterne og beder dem tage stilling, hører vi fortsat nogle gange den der: ”Det er jo dig, der er lægen”. De forventer at få at vide, hvad der skal ske, og at vi som læger skal komme med løsningen. De vil have serveret hovedretten og ikke et menukort. Men det er vigtigt, at patienten tager ansvar for sit eget forløb, og for eksempel ved skulderproblemer er der som regel flere muligheder. Måske er det ikke et indgreb, der i første omgang skal til? Der kan måske vælges mellem intensiv fysioterapi i otte uger eller et operativt indgreb, og skal der opereres, er der også flere muligheder”, siger Christian Akim Jacobsen.

Han mener, at det er vigtigt at afstemme forventningerne. Patienten vil måske hurtigt tilbage til arbejdet og forventer hurtigt at komme det uden at risikere at skulle gennem flere indgreb. Eller patienten er måske pensionist og vil godt prøve et mindre indgreb først, fordi tiden ikke betyder så meget.

”Der er vidtgående indgreb, og der er mindre vidtgående indgreb. Patienten skal kende mulighederne og ikke mindst konsekvenserne. Jo mere vidtgående indgreb, jo større risiko for komplikationer. Det skal vi redegøre for, og vi skal komme med vore anbefalinger ud fra patientens tilstand og øvrige forhold. Men patienten skal tage medansvar for, hvad der vælges ”.

Patientseminarerne

De kommende måneder forberedes patientseminarer for foreløbig skulderpatienter på samme måde, som der holdes seminarer for patienter, der skal have ny hofte eller knæ.

Overlæge Jens Knoke er hofte- og knækirurg og sektoransvarlig for hofteoperationerne på Sygehus Sønderjylland. Han er ikke i tvivl om, at Joint Care har betydet kortere indlæggelser, færre genindlæggelser og større tilfredshed:

”Allerede ved de første samtaler i ambulatoriet slår vi fast, at forløbet er et teamarbejde, som patienten er en del af. Patienten skal involvere sig og bidrage, vi har forventninger til patienten, præcis som patienten har forventninger til os. Der er dem, der kommer og siger, at de har slidgigt og gerne vil have en ny hofte. Men så enkelt er det ikke, det er nu en gang ikke som at sende bilen på serviceværksted. Vi skal sammen med patienten afdække behov og muligheder, og måske skal der først prøves med træning, vægttab, justering af smertestillende medicin, blokade i hoften eller andet. Der er en risiko ved alle operative indgreb, og det skal patienten vide”, siger Jens Knoke.

Hvis operation er løsningen, inviteres patienten til seminar sammen med andre patienter. Her er alle fagpersoner med, også fysioterapeuten, der redegør for forventninger til efterfølgende træning. Også pårørende inviteres med til seminaret, og det kan både være familie og venner, der deltager. De kan bidrage til, at patienten under hele forløbet lever op til det, der forventes fra sygehusets side.

Trods ønsket om involvering, er der dog grænser, fastslår den sektoransvarlige overlæge:

”Vi ønsker ikke den passive patient, der blot lægger det i vore hænder med et ”du ved bedst”. Til gengæld kan der også være tilfælde, hvor en patient kommer med krav, hvor vi må sige: "Det vil vi ikke". Vi inddrager patienten, vi giver patienten ansvar, men det er stadig os, der har den lægefaglige ekspertise. Det er stadig os, der har det sidste ord”, siger Jens Knoke.