Halvdelen af de universitetsansatte lægelige lektorer og professorer nærmer sig eller har overskredet pensionsalderen, og deres formand er bekymret for rekrutteringen. Læger er ikke altid førstevalg som undervisere, lyder det fra universiterne. FADL-formand kan ikke se problemet.
På landets lægeskoler nærmer halvdelen af de universitetsansatte læger sig deres pension samtidig med, at der på landsplan kun er 18 ansatte lektorer eller professorer under 50 år.
Således viser en nylig opgørelse fra Universitetsansatte Lægers Forening (ULF ), der repræsenter lægelige lektorer og professorer med primæransættelse på universitetet, at 51 procent af medlemmerne er over 60 år, hvoraf hele 17 procent har passeret de 70 år. Samtidig er foreningens medlemsskare i aldersgruppen 40-49 år i perioden 2010-2017 skrumpet fra 25 til 10 procent. En udvikling, der bekymrer ULF’s formand, Helle Hasager Damkier.
”Jeg var godt klar over, at vi har mange medlemmer i den høje alderskategori, men at det er over halvdelen, som relativt snart går på pension, er kommet bag på mig. Ligesom det overrasker, at der ikke kommer nye og yngre kræfter til – at der i aldersgruppen 40-49 år er sket et så kraftigt fald, som tilfældet er.
En del medicinstuderende underviser på bachelordelen, men herefter mister vi dem – de kommer ikke igen”, siger Helle Hasager Damkier.
Hun mener, der er flere grunde til, at gruppen af yngre medlemmer er skrumpet.
”Selv om det ikke er nyt, er det et faktum, at vi lønmæssigt ligger langt under det, vores kolleger på hospitalerne får. Dertil kommer presset på de eksterne bevillinger – rekrutteringen af lægelige undervisere sker via forskerstillinger med indbygget undervisningsforpligtelse.
Derudover er det blevet sværere selv at kunne bestemme over sin arbejdstid, hvorfor flere formentlig ser sig om efter et andet job med flere penge.
Endelig har der nok ikke været tilstrækkeligt fokus på, at det at forske og undervise også er et muligt job. Bliver man som medicinstuderende ikke undervist af læger på studiet, ser man heller ikke selv et universitetslærerjob som en mulighed. Det er simpelthen ikke fint at undervise”, siger Helle Hasager Damkier, der selv underviser i anatomi på medicinstudiet i Aarhus.
En biokemiker eller en mikrobiolog kan vel også undervise?
”Bestemt. Men i ULF finder vi det helt essentielt, at der er læger ansat til at sikre den lægefaglige relevans og kvaliteten af den undervisning, der udbydes på medicinstudiet. Det er vigtigt, at undervisningen tilpasses det, de studerende har brug for at vide for at kunne fungere som læger. Bliver de undervist i ting, der ikke er essentielt, mister de overblikket”.
Af ULF’s undersøgelse fremgår også fordelingen af medlemmer fordelt på de fire universiteter. Mens Københavns Universet tegner sig for 84 ud af foreningens 180 medlemmer, er 49 ansat på Aarhus Universitet, 15 på Syddansk Universitet, mens bare fem læger er ansat på Aalborg Universitet (AAU) til at undervise – de resterende 27 medlemmer fordeler sig på forskellige andre institutioner.
Dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på AAU, Lars Hvilsted Rasmussen, mener, at det pauvre antal af universitetsansatte læger under 50 år har flere årsager.
Men først og fremmest er det et bevidst valg, at landets yngste lægeuddannelse har andre fagprofessioner end læger til at undervise de studerende.
”Lægeuddannelsen er en akademisk uddannelse – ikke en ren professionsuddannelse.
De medicinstuderende skal på universitetet møde den akademiske verden og forstå, at man som læge også skal være videnskabsmand.
De skal have mange rollemodeller – ikke kun dem med blod på træskoene.
Ja, nogle læger kan perspektivere til en klinisk kontekst. Men ikke alle – nogle har ingen klinisk erfaring at trække på”, siger Lars Hvilsted Rasmussen og forklarer, at der på AAU’s bachelordel bl.a. er jordemødre, biomedicinere, dyrlæger, sundhedsteknologer og bioinformatikere ansat.
”Det afhænger af det enkelte fag, hvem der underviser i hvad. Nogle fag fordrer en forståelsesdybde, der kræver andre fagligheder end den lægelige”, lyder det fra Lars Hvilsted Rasmusen”, der også peger på en anden mulig forklaring på, at det at blive universitetslektor tilsyneladende ikke appellerer til yngre læger.
”I en national situation med mangel på læger er det klart, at lægerne suges ud på hospitalerne, hvilket går ud over rekrutteringen til universiteterne. Var der et overskud af læger, ville flere formentlig opsøge en universitetskarriere.
Der er mange unge, der bliver grebet af universitetsmiljøet, og mange tager en ph.d.-grad, hvorefter de så desværre forsvinder igen.
Samtidig er antallet af professorer steget voldsomt, hvilket har devalueret titlen. Lars Hvilsted Rasmussen, dekan
Men når det er sagt, er det også evident, at en status som universitetsansat desværre er blevet devalueret i forhold til tidligere. Det hænger bl.a. sammen med, at der er blevet skruet ned for samfundets ønske om, at så mange som muligt skal have en længevarende uddannelse.
Samtidig er antallet af professorer steget voldsomt, hvilket har devalueret titlen”, lyder det fra Lars Hvilsted Rasmussen
Thomas G. Jensen er leder af Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, der har det overordnede ansvar for den medicinske bacheloruddannelse.
Han medgiver, at det er et problem, at der er så få universitetsansatte læger under 50 år.
”Men vi skal ikke gøre problemet større, end det er – det går ikke så ringe endda. Vi har læger ansat på fuld tid og flere, der er ansat på deltid, mens de resten af tiden arbejder på hospitalerne. Vi prioriterer at have læger ansat, så de i undervisningen og forskningen kan benytte deres kliniske eksempler og erfaringer.
Men vi er glade for, at vi har en blanding af læger og ikkelæger til at undervise og forske”, siger Thomas G. Jensen, der oplever, at det stadig er attraktivt at være universitetsansat.
”Der er større konkurrence end tidligere om at få stillinger hos os, navnlig fra andre faggrupper end læger. Vi ser ikke alene på uddannelsesbaggrund, men også på, hvor meget og hvor godt de har publiceret, hvor de har været i udlandet, og om de er i stand til at tiltrække eksterne forskningsmidler.
Inden for f.eks. neuroscience kommer forskere med ikkelægelig baggrund fra hele verden med meget stærke CV'er. Det er aldrig nok ,bare’ at være læge, man skal også som læge være konkurrencedygtig for at få en fast stilling.
Faktaboks
Men når det er sagt, er det selvfølgelig vigtigt at sikre balancen”, siger Thomas G. Jensen og tilføjer:
”Jeg har selv fravalgt en karriere på et hospital. Lønnen på universitetet er ikke prangende, men anstændig”.
Også på Syddansk Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet er man ifølge dekan Ole Skøtt opmærksomme på at sikre en vis balance mellem lægelige og ikkelægelige undervisere.
”Vi har fokus på, at de, der får en ph.d.-grad, bibeholder deres kontakt til forskningen og dermed undervisningen.
I de basale fag er der mange ikkelæger, der underviser. Og selv om de kan være nok så udmærkede, har de studerende også glæde af undervisere fra deres egen kommende profession, som de bedre kan identificere sig med.
Dybest set handler det om, at de unge læser medicin, fordi de vil være klinikere, ikke fordi de gerne vil undervise.
Nej, det handler ikke om, at det ikke er ,fint’ at undervise. På hospitalerne er det en fjer i hatten at få lov at undervise de medicinstuderende. Ligesom det på hospitalerne er attraktivt at få stillinger med indbygget tæt relation til universitetet”, siger Ole Skøtt.
På Københavns Universitets Institut for Cellulær og Molekylær Medicin har rekrutteringen til undervisningen af de medicinstuderende været på ”dagsordenen i de sidste ti år”, siger institutleder Ole William Petersen.
”Ja, jeg er bekymret, og så alligevel ikke, for vi har rekrutteret nye læger og omskolet nuværende ansatte, så vi i hvert fald er fremtidssikret i de næste ti år.
Nej, vi savner ikke lægelige undervisere. Ikke mindst fordi vi også røgter en meget stabil og loyal stab af eksterne lektorer med rod i klinikken, og som med glæde tager del i undervisning og eksamination”.
Er det for dig hip som hap, om det er en biokemiker eller en læge, der underviser?
”Nej, det er det ikke. Jeg må dog sige, at vores biokemikere og ingeniører har meget tætte forbindelser, bl.a. via de nye clinical academic groups med klinikere. Derfor får de ofte et ret godt indblik i tidsvarende lægelige aspekter af lige præcis deres speciale”, lyder det fra Ole William Petersen.
Formand for Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL), Claas-Frederik Johannsen, synes ikke, at det er et problem, at en del af undervisningen varetages af ikkelæger:
”Vi bliver på alle lægeskolerne undervist af mange forskellige fagprofessioner. Ud over lægelige lektorer og professorer bliver vi undervist af ph.d.-studerende og studenterundervisere samt mange eksterne læger".
"Jeg synes f.eks ikke, at det er nødvendigt, at man har haft mindst en introstilling i nefrologi for at kunne undervise i faget nyrefysiologi – vi skal være basic doctors.
Meget af lægestudiet handler om at opfylde nogle læringsmål og bestå eksamener”, siger Claas-Frederik Johannsen, der ikke på studiet savner lægelige rollemodeller.
”Der er plads til flere slags lægelige rollemodeller, og det er for alvor under vores praktikophold, vi begynder at danne vores lægelige identitet”, siger Claas-Frederik Johannsen og fortsætter:
”Der, hvor jeg ser et problem, er, at man kan blive skuffet, når det er ph.d.-studerende, der står for undervisningen. Vi vil gerne have forskningsbaseret undervisning. Men man fornemmer ofte, at de underviser af pligt, ikke af lyst, og det bliver derfor ofte lidt tungt og uengageret. Hvorimod det stort set altid er godt, når det er studenterundervisere, der står for undervisningen”.
