»Det er vigtigt ikke at være bange«

Navn: Åse Hübbe

Alder: 51 år.

Familie: Gift med Carsten Hübbe, civilingeniør.

De har børnene Michael, 24 år, Christian, 20 år, og Mie, 17 år.

Tidligere job: Overlæge ved Psykiatrihospitalet i Dianalund. Primært på den lukkede afdeling.

Nyt job: Vagtbærende overlæge ved Retspsykiatrisk Afdeling,

Sct. Hans Hospital.

Hvad fik dig til at skifte job?

Jeg trængte til nye udfordringer. Jeg havde lyst til at koncentrere mig om retspsykiatrien. I mit tidligere job havde jeg både patienter med retspsykiatrisk status og almindelige psykiatriske patienter.

Hvorfor er det spændende med

retspsykiatriske patienter?

Jeg har altid godt kunnet lide lukkede afdelinger. Jeg er mest til det der lidt akutte. Det er sjovest. For mig som person er den patientpopulation, der er på lukkede afdelinger, mere udfordrende end den, der er på de åbne afdelinger. Og især de retspsykiatriske patienter, hvor man ud over det rent psykiatriske også skal varetage hensynet til samfundet. Jeg synes også, at det er spændende at arbejde sammen med politiet, retsvæsenet og kriminalforsorgen.

Hvordan vil du beskrive dine patienter?

De er psykisk syge og kriminelle. Og de er psykisk syge i en sådan grad, at de ikke kan sidde i et fængsel. Nogle har begået en lang række butikstyverier, andre har myrdet fok. At de er her, betyder ikke nødvendigvis, at de er meget farlige.

Hvad er det sværeste ved jobbet?

Nu er jeg ret ny her på Sct. Hans, men vi er meget langt fremme med at lave risikovurderinger: Hvordan skal vi handle på patienternes risiko for farlighed? Det er det, der kan være svært. Og det er en af grundene til, at jeg søgte ind her. For at blive dygtigere til at vurdere. Vi skal jo vurdere, hvornår en patient har det godt nok til at komme ud. Men også hvornår vi ikke kan give dem udgang, fordi risikoen for farlighed er for stor. Det er svært, fordi der ligger et kæmpe ansvar. Både over for samfundet, men også over for patienterne selv.

Det kan gå rigtig galt, hvis I tager fejl?

Ja, det er der jo eksempler på både med almenpsykiatriske og retspsykiatriske patienter. Derfor er det rart at være her, hvor vi er mange, der arbejder med risikovurderinger. Og vi arbejder på forskningsniveau, så vi kan nå frem til ensartede vurderinger.

Du er på en retspsykiatrisk afdeling med nogle af de dårligste patienter i retspsykiatrien. Er det ikke farligt?

De har jo vist, at de kan være farlige, så der er en risiko. Og man kan godt komme til skade, ligesom på de almenpsykiatriske afdelinger. Men sygeplejepersonalegruppen er ekstremt trænede i at forebygge farlige situationer. Og trænede i at tilkalde hjælp, så andre personalegrupper kommer til. Så tror jeg også, at det mindsker farligheden, at man ikke selv er bange.

Du er ikke bange?

Nej.

Har du været udsat for noget grimt?

Jeg har fået mange trusler på livet. Det får jeg dagligt. Men jeg er ikke bange. Jeg sørger dog altid for at gå med en alarm. Det gjorde jeg ikke i Dianalund, men det gør jeg nu. Så har vi en regel om aldrig at tale med patienterne alene. Og hvis man er utryg, skal man sørge for, at der er kolleger i nærheden.

Hvad er den vigtigste egenskab at have som læge

på retspsykiatrisk afdeling?

Man skal have en høj grad af faglighed, fordi vi arbejder så selvstændigt. Vi kan altid konferere med de andre, men man er ofte alene. Så tror jeg også, at det er vigtigt, at man ikke er bange. Det tror jeg virkelig er en ulempe, hvis man er bange.