Det rigtige antal lægeerklæringer

Hvad er det rigtige antal lægeerklæringer, som danske læger bør udskrive? Set fra arbejdstagerside er mængden nærmest ubegrænset, og lægerne kritiseres jævnligt for at være for karrige med at udskrive erklæringer i forbindelse med lidelser, der har relation til fx arbejdsmiljø. HK har for nylig truet læger med retssager og erstatningskrav, fordi de efter HK's mening var for rigoristiske med at udskrive erklæringer. Mennesker, der lider af de såkaldt »nye sygdomme«, klager over, at lægerne ikke vil tro på dem. Mennesker, der bliver nervøse for at flyve pga. en terrorhandling, truer med at skifte læge, hvis de ikke kan få en erklæring, så de kan undgå at betale den aflyste ferietur.

Set fra den anden side tegner der sig et ganske anderledes billede. Lægerne strør om sig med lægeerklæringer, der koster samfundet formuer i tabte arbejdsdage, alt for høje erstatninger for skader, uretmæssig refusion for afbestilte rejser, alt for mange på sygedagpenge osv. Som vi har indrettet os i det danske sundhedsvæsen, vil den praktiserende læge konstant befinde sig i dette krydsfelt af samfundsmæssige interesser. Det er klart, at lægen ikke bevidst skal udskrive falske lægeerklæringer, hverken til det ene eller det andet formål, men for lægen er det grundlæggende tillidsforholdet til patienten. Lægen skal tro på en patient, der møder op med ondt i ryggen. Så er det en lægelig opgave at forsøge at afhjælpe rygproblemet, men ikke at afvise det.

Den seneste byge af kritik mod lægernes udskrivning af erklæringer blev startet af en selvstændig sociolog, der havde undersøgt antallet af langvarige sager om sygedagpenge. Han konstaterede, at antallet var steget markant fra omkring 150.000 i 1992 til over 200.000 i 2001, selv om det var en periode med stigende velstand, beskæftigelse og bedret sundhedstilstand i befolkningen. De praktiserende læger blev tillagt en væsentlig del af skylden, fordi »sygeerklæringer ofte blev udstedt på et så spinkelt grundlag, at der kan gå måneder, hvor kommunerne forhindres i at bringe ledige tilbage på arbejdsmarkedet«. Årsagen til lægernes handlemåde var ifølge sociologen »godhed og misforstået hensynstagen«.

Det er naturligvis ikke det værste som læge at blive beskyldt for at være god og hensynsfuld. Det kan på den rigtige dag opfattes som en kompliment, og at det skulle være en misforståelse at vise godhed og hensyn, er ikke helt let at forstå. Hvis en patient føler sig hæmmet af rygsmerter eller plaget af en musearm, er det ikke et misforstået hensyn at sikre patienten fra belastende arbejde i perioden, hvor lidelsen bliver udredt og eventuelt afhjulpet. Det ville være meget lidt hensynsfuldt at tvinge et sygt menneske til at blive på arbejdspladsen. Alle lægeattester bliver i øvrigt efterfølgende vurderet af kommunens lægekonsulent og de professionelle sagsbehandlere, og de kan gå i dialog med lægen, hvis de mener, at der er et problem.

På samme måde er det heller ikke misforstået hensynstagen, hvis en læge sygemelder en person, der har så »ondt i livet«, at vedkommende ikke kan fungere på sit arbejde. Det er naturligvis igen lægens opgave at få udredt lidelsens art og om muligt at få den afhjulpet, så vedkommende kan komme tilbage på arbejdsmarkedet. Hvis det ikke lykkes, er det op til de sociale myndigheder at vurdere det videre forløb, men det er ikke lægens opgave at hive gulvtæppet væk under en person, der føler sig syg. Hvorfor der så er sket denne kraftige stigning i antallet af danskere, der er på sygedagpenge, er et helt andet spørgsmål. Det kan have at gøre med et arbejdsmarked, der er blevet mere konkurrencepræget og krævende, og ikke mindst, at disse »klienter« ofte tidligere har været dagpengemodtagere. Men den side af problemet er det ikke en lægelig opgave at udrede.