»Jeg underviser kommende speciallæger i den ældre patient, og det har slået mig, at de mangler kendskab til aldring. Den kommende tarmlæge ved f.eks. ikke nok om, hvad der sker i tarmsystemet, når man bliver gammel, og de kommende øjenlæger kender ikke nok til øjets aldring – i det hele taget ved de kommende speciallæger ikke nok om, hvad der er normal aldring i det organsystem, som de beskæftiger sig med«, siger Ellen Holm, der er overlæge på Geriatrisk Afdeling, Nykøbing F. Sygehus.
Ofte er det svært at skelne mellem, hvad der er alder, og hvad der er sygdom, mener Ellen Holm, hvilket også de mange organspecialister, der har bidraget til bogen, kan bekræfte. »Det har været en udfordring for dem at finde den viden frem – det er slet ikke nemt«, siger hun og tilføjer:
»Det er også derfor, vi har lavet bogen«.
Hvorfor er det vigtigt at vide det?
»Fordi gamle mennesker med f.eks. hjerteproblemer ikke kan behandles ligesom yngre mennesker med hjerteproblemer, da de andre organer også lider, selv om man ikke umiddelbart kan se, at der er aftagende funktioner. Man skal også være ekstra opmærksom på bivirkninger af behandling«.
»Man ser også, at gamle mennesker har anderledes symptomer, f.eks. hvis de har hjertesygdomme – man kalder det atypiske symptomer. Men i virkeligheden er de ret typiske, når man er gammel, de er kun atypiske i forhold til lærebøgerne«.
Det lyder som om, de gamle er i fare for at blive fejbehandlet og underdiagnosticerede?
»Det bliver de også. Det viser alle studier i UTH (utilsigtede hændelser) også. Der er en enorm overrepræsentation af ældre. Jo ældre man bliver, desto større er risikoen for at blive udsat for en utilsigtet hændelse. Det bekræfter, at det ikke er nok, at lægen bare ser på 'sit eget' organ, når man har med ældre mennesker at gøre«.
Ellen Holm tilføjer:
»Derfor er det også en absurditet, at Københavns Universitet i den nye studieordning for medicin har udeladt undervisning i geriatri. Det er meget mærkeligt«.
Hvorfor absurd?
»Fordi ældre er den største patientgruppe, vi har. Det er gamle menneske, der befolker hospitalerne, så det er fuldstændig absurd, at kommende læger ikke undervises i det. Det, de unge læger ser, når de er på akutvagt, er overvejende gamle mennesker. Det er et udtryk for en undervurdering af specialet«.
Hvad skyldes den undervurdering?
»Det hænger sammen med, at den brede indgang aldrig har været så fin. Intern medicin – der ikke længere findes som speciale – delte skæbne med geriatri på den måde. Der er mere status i at behandle en patient med en mærkelig defekt i en hjerteklap eller noget andet sjældent og sært, end der er i at gå og passe patienter, der fejler almindelige ting. Det er tosset, men sådan er det«”
Hvordan vurderer du status for geriatrien?
»Efter at intern medicin blev nedlagt – i 2004 – er det på en måde gået fremad. Fordi unge læger har opdaget, at hvis de interesserer sig for den brede interne medicin, er det geriatri, de skal vælge. Og fordi vi oplever et stadigt større behov for geriatere, er der rigtig gode karrieremuligheder. I dag mangler der geriatere alle vegne på sygehusene. Men man slår ikke stillingerne op, for man ved, at der ikke kommer nogen ansøgere. Alle nyuddannede geriatere bliver suget op med det samme, de bliver ansat som overlæger, allerede inden de er færdige med deres uddannelsesstilling«.
Hvad er det, man efterspørger fra geriatrien?
»Vore styrke er, at vi har lidt forstand på det hele. Gamle mennesker fejler sjældent kun én ting. Vi tilbyder den brede lægelige vurdering, for det er det, vi er uddannede i. Vi kan også give en helhedsvurdering, som er tværfaglig, og hvor man inddrager kommune og andre personalegrupper. Den brede internmediciner er i dag geriateren, og den figur er der brug for i akutmodtagelser, på geriatriske afdelinger, på samarbejdende afdelinger som f.eks. ortopædkirurgi, og hvis vi havde nok, ville der helt sikkert også være brug for geriatere i kommunerne – men det sidste har lange udsigter«.