Har deres ryg
For Ulf Hørlyk er det helt åbenlyst, at han som ledende overlæge skal blande sig i en debat, der ellers primært er foregået blandt yngre læger, han har nemlig brug for at sende et klart signal.
”Selvfølgelig tænker jeg primært på de yngre læger, men det er også af egoistiske grunde, jeg har lavet de her indslag til debatten. Jeg kan ikke med god samvittighed drive min afdeling, hvis ikke jeg har en gruppe læger, der tør at agere”, forklarer han.
En afdeling, hvor der er en grundlæggende tillid til hinanden og en tro på, at hver især udfylder deres rolle i det samlede forløb, er målet. Uden den tillid kan Ulf Hørlyks ansatte ikke agere som det team, der er nødvendigt.
”De yngre læger skal vide, at jeg ultimativt har deres ryg, og det slår jeg fast ved at komme med de her indspark i debatten”, siger Ulf Hørlyk.
Klar til at handle
Ingen hospitalsafdeling er perfekt, og Ulf Hørlyk indrømmer gerne, at fejl også kan ske hos ham, men han er fast besluttet på at tage ansvaret for dem. Hvis en ekg ikke bliver set, så tager han det som et udtryk for, at de rammer, han har sat op for at undgå den slags systemfejl, ikke er tilstrækkelige.
”Hvis noget lignende skulle ske hos os, så håber jeg, at det bliver indberettet i UTH-systemet. Så vil jeg få ansvaret, og jeg tager skraldet. Derefter kan jeg så tage fat i den enkelte læge eller se på et system, der har svigtet”, forklarer Ulf Hørlyk om, hvordan han håber, at systemet fungerer.
Derfor har han også sagt til alle sine ansatte, at de ikke skal gå stille med dørene, hvis der er revner i fundamentet for at udføre god og sikker lægegerning.
”Mine ansatte skal spotte, hvor svaghederne i vores system er, hvor det kan ske for dem og så skal de melde det til mig. Så er det mit job at reparere det hul og sikre, at deres ryg er fri næste gang en lignende situation opstår”, slår han fast.
Supervision er ikke valgfrit
På Horsens Sygehus’ akutafdeling skal bagvagterne frem i forreste række, så de yngre læger kan lære af dem og være sikre på, at de er dækket lægefagligt ind.
”Jeg mener ikke, at supervision af yngre læger skal være efter behov. Jeg forventer oprigtigt, at de yngre læger søger supervision på alle patienter, der lander i akutmodtagelsen”.
Ulf Hørlyk har efter inspiration fra en akutafdeling i Boston indført 90-sekunders supervision på alle patienter, hvor de kort og struktureret præsenteres for en supervisor. Det har han indført for at give en større tryghed, og det fungerer, selvom det i praksis tager fire minutter.
”Det betyder, at det er det team, der modtager, der samlet tager ansvaret for patienten. Ingen skal være bange for at forstyrre den næste læge i rækken, og man er ikke bagvagt på min afdeling, hvis man ikke deler min opfattelse af, at når man arbejder på en akutafdeling, skal man være nogenlunde lige dele læge, leder og lærer”, slutter Ulf Hørlyk.
Læs mere:
Få overblikket: Ugeskriftet guider dig igennem Svendborgsagen
Støttekampagne for yngre læge spreder sig på Facebook