Skip to main content

DF springer fra kritik af grønthøsterkravet

Dansk Folkeparti hopper fra at ville fjerne produktivitetskravet på 2 pct. til nu sammen med regeringen at fastholde kravet. Folketinget svigter patienterne, siger Bent Hansen (S)

Kristian Thulesen Dahl er formand for Dansk Folkeparti. Foto: Dansk Folkeparti
Kristian Thulesen Dahl er formand for Dansk Folkeparti. Foto: Dansk Folkeparti

Anders Heissel, ah@dadl.dk

9. maj 2017
3 min.

Mens Dansk Folkeparti i sidste uge klart opfordrede regeringen til at ”stoppe det årlige krav om 2 pct. produktivitetsstigninger”, stemte partiet i dag sammen med regeringen om at fastholde kravet.

Det var SF, der i sidste uge havde indkaldt til en forespørgselsdebat i Folketingssalen om produktivitetskravet på 2 pct., og sammen med Dansk Folkeparti stod SF bag en opfordring til regeringen om at ”stoppe det årlige krav om 2 pct. produktivitetsstigninger, som samtidig vil sikre et godt arbejdsmiljø for medarbejderne, og som ligger indenfor rammerne af en ansvarlig økonomisk politik.”

Derimod var regeringen i sidste uge sammen med De Radikale og Socialdemokratiet mere afventende og ville igangsætte ”en gennemgang af styringen på sundhedsområdet, der skal belyse, hvad der virker og ikke virker i den nuværende styring, og på den baggrund komme med forslag til en bedre styring fremadrettet.”

Den formulering kunne Dansk Folkeparti tilsyneladende bedre lide, for i dag stemte partiet for det forslag, der fastholder produktivitetskravet på to procent indtil videre. Vedtagelsen falder, to dage før regionerne og regeringen indleder forhandlinger om regionernes økonomi for 2018.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har ellers i foråret stærkt kritiseret det årlige krav fra staten.

”Dansk Folkeparti stiller nu spørgsmålet, om tiden ikke er kommet til at droppe det produktivitetskrav på 2 pct., som sundhedsvæsenet har været pålagt i cirka 15 år. År efter år er sundhedspersonalet blevet bedt om at løbe hurtigere og levere flere behandlinger for de samme penge. Det kan ikke bare fortsætte uændret fremover,” skrev Kristian Thulesen Dahl i sit ugebrev i slutningen af marts.

Desuden blev kravet om at fjerne kravet løftet op til at være en del af finanslovsforhandlingerne.

”I førsteomgang er det et krav, vi har til regeringens forhandlinger med regionerne i foråret. Får de det ikke på plads der, så tager vi det op ved finansloven til efteråret,” sagde DF-formanden til TV2.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Dansk Folkeparti om, hvorfor partiet har ændret holdning.

Patientforeninger, læger, sygeplejersker og regionerne har i lang tid meget tydeligt sagt, at aktiviteten ikke kan fortsætte i det uendelige, men det skøjter et stort flertal i Folketinget let og elegant henover. Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner

Folketinget svigter patienterne

Men at både Dansk Folkeparti og de andre partier bag dagens vedtagelse freder kravet får formanden for Danske Regioner til at reagere.

”Jeg må sige, at jeg er skuffet. Patientforeninger, læger, sygeplejersker og regionerne har i lang tid meget tydeligt sagt, at aktiviteten ikke kan fortsætte i det uendelige, men det skøjter et stort flertal i Folketinget let og elegant henover ud fra en firkantet Excel-tankegang om mere, mere, mere,” siger Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner, og tilføjer:

”Folketinget svigter patienterne, når man ikke vil indse, at kravet om to procents meraktivitet på hvert eneste hospital ikke gavner hverken patienter eller personale. Vi har en unik mulighed for at give patienterne bedre behandling og bedre rammer på vores hospitaler, hvis afdelingerne sættes mere fri, og jeg begriber ikke, hvorfor Folketinget stiller sig på hælene over for det. Vi har stærke patientrettigheder, der sikrer hurtig udredning og behandling, vi har otte nationale mål til at følge sundhedsvæsenets udvikling, og vi har budgetlovgivning. Der er meget faste rammer for sundhedsvæsenet. Det giver ganske enkelt ingen mening at bevare produktivitetskravet," siger Bent Hansen i en pressemeddelelse.