Diagnostisk center- modebegreb eller nyudvikling?

Diskussionen om diagnostiske centre minder lidt om diskussion om sundhedscentre for nogle år siden. Alle taler om det, men ingen ved rigtigt, hvad det er. Der findes tre diagnostiske centre i dag, de er forskellige og ingen af dem kalder sig faktisk et diagnostisk center. Men begrebet har sneget sig ind i debatten og er kommet til at fremstå som løsningen: Det er her, kræftpatienter og andre alvorligt syge patienter skal have den hurtige diagnose, så de ikke risikerer at blive sendt fra det ene specialeområde til det andet for at få en diagnose.

Formand for Kræftens Bekæmpelse, Frede Olesen, der har været en fortaler for diagnostiske centre, konstaterer:

»Diagnostiske centre er på vej til at blive en succeshistorie«.

Det siger han med baggrund i, at regionerne i stort omfang er i gang med at planlægge nogle, og andre skal til det. Nogle kalder det diagnostiske centre - for eksempel i Nordjylland, andre kalder det noget andet. Socialdemokraterne har bebudet, at de vil stille forslag om hurtigere diagnostik til efteråret. Det skal ske ved »at styrke de diagnostiske afdelinger, som skal understøtte almen praksis i at stille en diagnose og ved at etablere diagnostiske centre, hvortil vanskeligt diagnosticerbare sygdomstilfælde hurtigt kan henvises til endelig diagnostik«, som det hedder i et udkast til forslaget.

I de diagnostiske centre vil det være speciallæger med en bred sammensætning af medicinske specialer, som i fællesskab står for udredninger og henvisninger til relevante undersøgelser.

Centrene skal ifølge socialdemokraternes oplæg oprettes på større sygehuse, som rummer en bred vifte af medicinske specialer.

Regionerne i gang

Hvis ikke andet har Sundhedsstyrelsens seneste pakkeudmelding vedrørende kræftpatienter med uklar diagnose fået regionerne i gang med at planlægge, hvordan det hurtige tværfaglige diagnostiske forløb skal organiseres.

I Region Nordjylland er der fire diagnostiske centre på tegnebrættet, et på hvert af regionens fire sygehuse. Regionen kalder dem virtuelle diagnostiske centre, idet der ikke skal ske en fysisk samling af al diagnostik. Der sk al etableres en særlig organisation, som tager sig af forløbsansvar mv. Almen praksis henviser direkte, og patienten er garanteret forundersøgelse tre dage efter. Hver patient skal have et individuelt udredningsprogram, og selve udredningsforløbet i det diagnostiske center må maksimalt tage ti dage.

Bemandingen er ikke helt på plads endnu. Men på det diagnostiske center på Aalborg Sygehus vil der være en fastansat forløbskoordinator og en sekretær. Der skal være to læger (en under uddannelse og en speciallæge) tilknyttet, de er dog ansat på de medicinske afdelinger. Hver læge skal have sit ambulante spor. Lægen under uddannelse skal tage sig af forundersøgelserne, og den anden skal tage sig af svaret på dem. Patienterne skal være ikkeakutte, især ældre og alvorligt syge, hvis lidelser er komplicerede og uafklarede. Udredningen skal ske i en ambulant/daghospitalsfunktion.

Region Hovedstaden har også planer. Der er lige nu to spor i planlægningen af den diagnostiske indsats - indtil videre separat, oplyser koncerndirektør Svend Hartling:

Det ene går ud på at indrette nærhospitalerne til diagnostiske centre for patienter, der er svære at udrede - dog ikke umiddelbart kræftpatienter.

Det andet spor går ud på at finde ud af, hvordan regionen skal implementere Sundhedsstyrelsens kræftpakke om de uspecifikke symptomer »Pakkeforløb for metastaser uden organspecifik kræfttype«.

Svend Hartling siger, at de to spor ikke nødvendigvis skal overlappe, men muligvis kommer til at gøre det. Det hænger ikke mindst sammen med, hvilke funktioner hospitalerne har i regionen efter budgetvedtagelsen.

Er der kun få faciliteter eller specialer, kan man jo ikke have større diagnostiske blokke, konstaterer Svend Hartling.

Behov for begrebsafklaring

Lægeforeningens bestyrelse har i denne uge (efter deadline) diskuteret diagnostiske centre. Navnlig med henblik på at nå til en begrebsafklaring.

»Vi er nødt til at definere, hvad det er, vi taler om, når vi siger diagnostisk center. For eksempel: Hvad kan et diagnostisk center, som en medicinsk afdeling ikke kan? Før vi har afklaret begrebet, kan vi jo vanskeligt diskutere det. Der er også behov for konsekvensanalyser i forhold til de øvrige nye strukturelle aktiviteter, såsom fælles akutmodtagelser, cancerpakker osv.«, konstaterer Overlægeforeningens formand Erik Kristensen.

Spørger man Frede Olesen om hans definition, lyder svaret:

»Det er et sted, hvortil praktiserende læger uden ventetid kan sende patienter med uklare symptomer, som kan være tegn på alvorlig sygdom. Her får de en blokdiagnose, altså en undersøgelsesserie, som udføres umiddelbart efter hinanden og sideløbende. Det betyder, at en eventuel behandling hurtigt kan komme i gang«.

Han uddyber:

»Blokdiagnose skal ses som en modsætning til sekvensdiagnose, hvor man med ventetider imellem bliver undersøgt for først det ene så det andet, først blodprøver, så røntgen, så speciallæger, så måske nye undersøgelser. Før man får tænkt sig om, kan der være gået to til tre måneder inden diagnosen er stillet, sådan var det i gamle dage. Derved taber man behandlingsmuligheder, ikke bare ved kræft, men også ved andre sygdomme, f.eks. leddegigt«.

Han fortsætter:

»Med et diagnostisk center genoptager man egentlig lidt den gamle medicinske afdeling, hvor patienterne blev indlagt og ikke sluppet, før de var færdigundersøgt. Så et diagnostisk center er altså en modernisering af den gamle medicinske afdelings blokdiagnostik. Den forsvandt med den moderne teknologi og blev erstattet af seriel diagnostik i en sekvens over lang tid«.

Formanden for Dansk Selskab for Intern Medicin, Thomas Gjørup, er engageret i diskussionen om diagnostiske centre.

Han siger:

»Jeg er sådan set meget enig med Frede Olesen. Grenspecialerne er i dag i nogen grad spredt. Specialiseringen inden for intern medicin har givetvis betydet, at vi har tabt nogle patienter på gulvet«.

Thomas Gjørup har været formand for en tænketank under Danske Regioner, der sidste år udgav en rapport, hvori man anbefalede, at der bliver etableret diagnostiske centre som en integreret del af fælles akutmodtagelserne. De skal sikre ekspertise og diagnostik til de akutte medicinske patienter. Udspillet fra tænketanken er endnu et eksempel på, at begrebet bliver brugt med forskelligt indhold og organisation. Men uanset hvad man lægger i begrebet, er fokus på de medicinske afdelinger og deres diagnostiske beredskab. Thomas Gjørup siger:

»Hvis de medicinske afdelinger i højere grad var indstillet på at give patienterne direkte adgang til diagnostik og ekspertise, også uden at patienten er indlagt, ville meget være vundet. Der skal en holdningsændring til«.

Fem spørgsmål til Frede Olesen om diagnostiske centre

Kræftens Bekæmpelse er en slags fadder til begrebet.

Hvordan ser du fremtiden for diagnostiske centre?

På vej til at blive en succes. Regionern e har erkendt behovet og er på vej.

Kan en medicinsk afdeling ikke klare det lige så godt?

Nej, for de er oftest subspecialiserede, og desuden er de gearede til at udføre diagnostik ambulant i en sekvens over tid.

Er et diagnostisk center efter dine begrebet kun rettet mod cancerpatienter?

Nej, bestemt ikke. Tager man tankegangen om diagnostisk center til sig, er de store vindere faktisk ikke kræftpatienter, men alle andre. Hver gang en praktiserende læge ser et alarmsymptom, der kunne være kræft, vil kun en ud af tyve have kræft. Af de andre 19 har nogle en alvorlig sygdom, som så hurtigt er udredt, og nogle har ikke, hvilket også hurtigt bliver afklaret. Nogle mener, at kræft har været en gøgeunge i systemet. Men diagnostikinitiativerne er et lokomotiv for alle andre patienter også.

Behandler man også på et diagnostisk center?

Principielt nej. Det er ligesom i en fælles akutmodtagelse, hvor en patient afklares i en blok og dernæst bliver sendt hjem eller ind på sygehuset på en afdeling.

Er der udenlandske erfaringer med diagnostiske center?

Ikke som sådan. Men den diskussion, vi har, findes overalt.