Skip to main content

Diagnostisk Center - nu i cyberspace

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

4. jan. 2013
5 min.

»Øresusen, svimmelhed og kvalme«. Sådan står der - blandt meget andet - i et indlæg på det virtuelle netværk for læger DoctorsOnly. Ordene stammer fra en patient, der er kørt lidt fast i det danske sundhedsvæsen, hvor ingen hidtil har kunnet finde ud af, hvad der egentlig er i vejen.

I sin kvide skrev patienten til brevkassen hos Netdoktor, og herfra har det nu fundet vej til DoctorsOnly som resultat af et nyt samarbejde mellem de to internetinitiativer. Nemlig et diagnostisk center på nettet.

Den svimle patient er her blevet genstand for en tværfaglig konference, og på skærmen kan man se, at bl.a. en psykiater, en neurolog og en almenmediciner har meldt sig med forslag.

Siden vil der ske det, at folk hos DoctorsOnly sammenskriver svarene i lægmandssprog og sender teksten tilbage til Netdoktor, hvor den så bliver offentliggjort.

Dog ikke med de pågældende lægers navne - de er anonyme, når der kommunikeres ud over lægenetværkets rammer.

»Lægerne skal kunne tale frit fra leveren«, siger Anders Sølgaard, som er grundlægger og medejer af DoctorsOnly.

Eksemplet illustrerer fint tanken bag samarbejdet.

»Det er et samspil mellem tre typer af læger på tværs af specialer. De byder ind med løsninger af forskellig art«, siger han.

Spørg massen

Fænomenet er velkendt ikke mindst fra USA og er blevet døbt crowdsourcing. Man udnytter den samling af forskelligartet viden, der er til stede i »massen«, som hvert enkelt individ af gode grunde ikke kan sidde inde med helt alene.

Ideen med den tværfaglige konference om emner fra Netdoktor er ny, men selve crowdsourcing-ideen findes allerede på DoctorsOnly, hvor medlemmer godt kan finde på at sende en forespørgsel ud i netværket om patientproblemer, de ikke lige kan greje eller blot gerne vil have andre perspektiver på.

»Det er i høj grad debat, diskussion og videndeling. Og vi ser en bevægelse mod, at det bliver mere og mere klinisk fagligt. Hvor det til at begynde med var meget praktisk - f.eks. hvordan finder jeg en dygtig lægesekretær, eller hvilket epj-system skal jeg vælge - er det blevet mere klinisk fagligt«, siger Anders Sølgaard om netværket, der startede i slutningen af 2010.

P.t. er der 1.500-2.000 læger i netværket, som er forbeholdt netop læger. Det er vigtigt ikke blot af hensyn til de reklamer, som sitet bringer i lighed med andre lægemedier. Det er også vigtigt for overhovedet at få læger til at åbne op.

»De vil gerne kunne diskutere i øjenhøjde. Der er ikke nogen sygeplejersker. Der er ikke nogen journalister. Der er ikke nogen hospitalsdirektører. Der er kun læger«, som Anders Sølgaard siger.

»Til gengæld fremstår alle medlemmer med navns nævnelse. Det er vigtigt for os, at vores medlemmer tør stå ved deres mening, så vi tillader ikke anonyme indlæg«.

Så hvad er det for nogle læger, der er med?

»Vi har lidt flere almenmedicinere, end der er i den generelle lægepopulation. Det, tror jeg, er fordi, vi har været på Lægedage nogle gange, og der får vi rigtig mange nye medlemmer. Og så er de yngre læger nok mere tilbøjelige til at hoppe på vognen. Men det interessante er, at det er de ældre læger, der er mest aktive«, siger Anders Sølgaard.

»Jeg tror, at det skyldes autoritetstro i lægestanden. De yngre er nok lidt tilbageholdende med at sige deres mening, når først overlægen har været på banen«.

Hvad med lægernes ansvar for de råd, de giver?

»Vi siger, at når patienterne får tilbagemeldingen i hånden, skal de gå til deres egen læge. Det er ikke så meget anderledes, end hvis patienten selv har været inde på nettet og downloadet information. Og de ting, der bliver anbefalet, er ikke noget, man bare kan gå i gang med selv. Man kan ikke selv ringe til f.eks. en neurologisk afdeling og bestille en undersøgelse«.

Snart på mobilen

Crowdsourcing på DoctorsOnly er p.t. tilgængelig på nettet, men snart kommer der en app til mobiltelefoner. Det er planen, at den skal introduceres i 2013.

»Så kan medlemmerne principielt stå ved hospitalssengen og stille et spørgsmål. Lad os sige, at det er inden for kardiologi. Så skal den bippe hos alle andre i netværket, der enten er kardiologer eller har sagt, at de har interesse for kardiologi«, siger Anders Sølgaard.

»Og så ser vi hele tiden på, hvordan vi kan udvikle netværket. Vi har f.eks. nogle ideer om videnbanker eller resursecentre. Hvad er der af vejledninger? Hvor er der gode links? Nogle gode præsentationer? Det kommer vi til at lave mere af«.

Fakta

DoctorsOnly er et onlinenetværk for læger og kun læger. P.t. er der 1.500-2.000 medlemmer.

Medlemskab er gratis.

Netværket er grundlagt af Anders Sølgaard, som i dag ejer det sammen med fire partnere. Anders Sølgaard er desuden indehaver af kommunikationsbureauet Seven Four Pharma, men ud over ejersammenfaldet er DoctorsOnly uafhængigt af dette.

Netværket finansieres via reklamer, spørgeundersøgelser og - snart - stillingsannoncer.

Langt til kolleger

Louise Grønhøj er i introstilling i en almen lægepraksis i den lille, nordjyske by Tårs. Hun meldte sig ind i DoctorsOnly, da hun blev færdig som læge, og hun anvender det regelmæssigt.

»Jeg bruger det måske en gang om ugen«, siger hun om det virtuelle netværk blandt læger. Og hun nøjes ikke med at kigge. For eksempel lagde hun på et tidspunkt et spørgsmål ud på netværket om gode råd, da hun skulle have sig en ny lægetaske.

Det medførte bl.a., at en række kolleger ikke blot nøjedes med at komme med råd og forslag, men også lagde fotos ud af deres egne tasker, så hun kunne hente inspiration.

Hun lægger også gerne klinisk faglige problemstillinger ud, men ikke noget om specifikke patienter.

»Jeg vil ikke afvise det i fremtiden. Man tager nok altid et trin ad gangen. Men jeg har lagt spørgsmål ud om generelle ting. F.eks. lavede jeg et oplæg om kandidater til hormonspiral, da der kan være forskellig praksis i de forskellige klinikker, og her var flere gynækologer på banen«, siger hun.

Langt til Riget

Der er en indlysende udkantsvinkel i netværk som DoctorsOnly. I Tårs er det fysiske lægenetværk ikke stort - der er to andre læger i klinikken, hvor Louise Grønhøj arbejder - og det bidrager også til, at hun er aktiv på DoctorsOnly.

»Det kan godt være, at jeg havde brugt det anderledes, hvis jeg var i f.eks. en stor praksis i København. Her i Tårs er netværket af yngre læger begrænset, og jeg er ikke med i en 12-mandsgruppe endnu, da jeg endnu ikke er begyndt på hoveduddannelsen«, siger hun.

Og så er der selvfølgelig den mulighed, som netværkets medlemmer har, for at komme i kontakt med ikke blot kolleger rundt omkring i landet, men også specialister. Der kan være langt til Rigshospitalet, Skejby eller Odense Universitetshospital fra steder som Tårs.