Skip to main content

Disciplinærnævn fælder dom i Carina-sagen

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn kritiserer overlæge Benedicte Dahlerup, Aarhus Universitetshospital for hendes behandling af Carina Melchior.

Foto: Region Midtjylland
Foto: Region Midtjylland

Klaus Larsen kll@dadl.dk

16. dec. 2014
2 min.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn kritiserer overlæge Benedicte Dahlerup, Aarhus Universitetshospital for hendes behandling af Carina Melchior. Sagen vakte stor opsigt, efter at DR-Dokumentar i 2012 viste, at lægerne indstillede behandlingen af den svært tilskadekomne pige for at lade hende dø – hvorefter hun til alles overraskelse vågnede op.

Foruden at udtale kritik indskærper nævnet for overlægen at udvise større omhu i sit fremtidige virke. Tidligere har Patientforsikringen tilkendt Carina Melchior erstatning.

”Vi lavede et fejlskøn af den unge kvindes skader, og selv om hun fik kompetent og livreddende behandling, da hun blev indlagt akut, så er der også rigtigt meget, vi kan lære af forløbet”, siger lægefaglig direktør Claus Thomsen i en pressemeddelelse fra hospitalet.

Afgørelsen i Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn bygger bl.a. på en udtalelse fra Retslægerådet.

”Selv om Retslægerådet har kritiseret behandlingen af Carina, så skriver Retslægerådet samtidig, at vurderingen af Carinas tilstand var en kompleks problemstilling, hvor mange faktorer pegede på, at det ikke ville gå godt”, siger Claus Thomsen og tilføjer:

”Jeg kender Benedicte Dahlerup, som en dybt engageret overlæge, der har gjort en stor indsats indenfor intensiv behandling af patienter med kranietraumer. Jeg ved, hvad Benedicte har måttet gå igennem som følge af denne sag. Og det håber jeg ikke, vil ske for nogen anden læge”.

Siden sagen begyndte, har overlæge Benedicte Dahlerup ikke haft med patienter på Aarhus Universitetshospital at gøre.

DR-Dokumentar ville med udsendelsen sætte fokus på organdonation og vise, hvordan processen omkring hjernedød og donation foregår og dermed vise behovet for at få flere til at melde sig som donorer. Blandt andet derfor var hospitalet – og Benedicte Dahlerup – med på at lukke tv-holdet ind.

Ugeskrift for Læger bringer på mandag et interview med Benedicte Dahlerup.

"Pigen, der ikke ville dø… Mirakel? Fikseringsfejl? God journalistik? Ja!"