Doctor Foster

Dramaer i lægelige kulisser har en særlig appel. Men der er langt imellem serier, der er så veldrejede som denne, der har modtaget to National Television Awards for henholdsvis bedste dramaserie og bedste dramatiske præstation

I første afsnit af BBC Ones miniserie »Doctor Foster« dumper vi lige ned i smukke og vellidte Gemma Fosters (Susanna Jones) liv. Hun er ledende praktiserende læge i Parminster Medical Centre og lykkeligt gift med Simon (Bertie Carvel), en lokal entreprenør, med hvem, hun har en søn Tom. Alt synes lykkeligt hos den velafbalancerede læge, men vi befinder os ikke længe i hendes solbeskinnede liv, før mørke skyer samles, og det blæser op.

Den mørkhårede Gemma finder et langt lyst hår på sin mands halstørklæde, og en nagende mistanke vokser i hende. Et stykke tid befinder vi os i tvivlen sammen med Gemma – er det bare paranoidt opspind, eller er der noget om snakken? Tegnene bliver flere og tydeligere, og efterhånden som mistanken vokser i hende, drives hun længere og længere ud i sin søgen efter svar. Hurtigt står hendes mands svigt klart. Ikke blot er hun svigtet af sin elskede, men også venner og kolleger synes at være involveret i ægtefællens bedrag. Uvenskaber og konflikter skyder op som paddehatte, og som en smuldrende kulisse slår ikke blot hendes ægteskab revner, men også karriere og venskaber, og til sidst revner selv den smukke doktors egen facade. Nedbrudt flygter hun og kaster sig uden håb ud i et altopslugende hav, men i stedet for at synke til bunds stiger i stedet et medeansk monster op af vandet.

Allerede i første kapitel får vi en ledetråd (eller spoiler) i form af et citat fra Congreves »The Mourning bride«. Det er et citat, som skal vise sig at være et bærende tema gennem serien: »Heaven hath no rage like love to hatred turned, nor Hell a fury like a woman scorned«.

Serien sparer ikke på dramaet, men lader bitterheden, begæret, hævntørsten og vreden flyde frit – inspirationen fra den græske tragedie fornægter sig ikke. Spændingskurven er støt stigende gennem serien, og hovedpersonerne drives længere og længere ud i vanviddet. Og måske er det netop det, der bærer serien igennem – et ufortyndet blik ind i nogle af de dystre sider, som vi måske alle indeholder? Plottet strækkes til tider tæt på grænsen til det urealistiske, men skuespillet er overbevisende, og dramaet leveres, så man som tilskuer føler, at man er med helt inde i hjertekulen på hovedpersonerne. Underholdende er den i hvert fald!