Content area

|

Død af akademisk hovmod

På Københavns Fødselsstiftelse var dødeligheden af barselsfeber tårnhøj i 1848. Alligevel gjorde chefen det nærmest til en livsopgave at bekæmpe en rationel metode til at mindske dødeligheden.

Nyheden om Semmelweis' succes  med at bekæmpe barselsfeber faldt ikke i god jord hos hans kolleger.
Af
Klaus Larsen, kll@dadl.dk

Historien om den østrigske fødselslæge Ignaz Semmelweis er kendt, så den skal kun repeteres ganske kort:

I 1847 opdagede han, at hvis lægen og de medicinstuderende vaskede hænderne i klorkalk, reduceredes dødeligheden af barselsfeber på hans fødeafdeling til en tiendedel. Det var en revolutionerende opdagelse i en tid, hvor epidemier af barselsfeber hærgede fødeafdelinger over hele Europa. På Fødselsstiftelsen i guldalderens København var dødeligheden i perioder så høj, at man måtte lukke og flytte til lokaliteter ude i byen – hvor problemet blot fulgte med.

Problemet skyldtes, at de studerende, der skulle lære fødselshjælp, kom direkte fra sygestuer eller dissektionssal og stak deres beskidte hænder op i underlivet på de fødende. Det var fattige kvinder, der lå gratis på stiftelsen, hvor de under løfte om anonymitet kunne føde deres »uægte« børn. Modydelsen var, at de skulle være undervisningsmateriale og lade deres fødselskanal eksplorere af de studerende. Og det havde fatale følger – især, hvis de studerende kom lige fra dissektionsøvelser i Frederikshospitalets lighus inde ved siden af eller havde behandlet pusfyldte sår og bylder.

Det havde været nemt at efterprøve Semmelweis’ opdagelse: Forsøget kunne være gennemført ved at bede læger og studerende vaske hænderne som foreskrevet af Semmelweis – og konstatere, om det faktisk reducerede den uhyggeligt høje dødelighed.

»Kadaverpartikler«

Men nu var Wissenschaft kommet på mode, så gammeldags empiri ville være for nemt. Det skulle gå ordentligt og videnskabeligt forsvarligt for sig. Og Semmelweis’ svaghed var nem at få øje på: Han var nemlig ikke i stand til at levere en acceptabel videnskabelig forklaring på sin opdagelse.

Hans kolleger og hans egen chef vendte sig imod ham. Sagde han ikke lige, at de havde snavsede hænder? Og i øvrigt stødte han an imod den fremherskende teori om årsagerne til barselsfeber og de andre hospitalsinfektioner, der gjorde enhver indlæggelse til en leg med døden (se boks).

Semmelweis havde det problem, at de sygdomsfremkaldende bakterier endnu var ukendte – de blev først opdaget fra 1870’erne. Derfor havde hans fjender nemt ved at pille ham ned.

En af hans fremmeste kritikere var dansker. Chefen for Fødselsstiftelsen i København og professor Carl Edvard Frederik Levy havde ellers selv problemer nok med de tilbagevendende epidemier. Men da han ved årsskiftet 1847-1848 fik tilsendt en artikel om Semmelweis’ opdagelse, tog han det ikke som en anledning til selv at efterprøve østrigerens påstand. I stedet satte han sig for at skrive en tilintetgørende »videnskabelig« nedgørelse af Semmelweis i et tidsskrift, som han netop havde grundlagt.

Han refererer Semmelweis’ ideer og fortsætter så med at pille dem fra hinanden og konkluderer, at Semmelweis har begået videnskabeligt makværk.

Semmelweis’ ideer holder da heller ikke vand. På fødegangen i Wien var de studerende gået direkte fra dissektionssalen til de fødende, så Semmelweis konkluderede, at de slæbte »kadaverpartikler« med til fødegangen. Her havde han opdaget, at klorkalk var det bedste middel til at fjerne den rådne lugt fra dissektionssalens halvt opløste lig – og det var den lugt, som Semmelweis fejlagtigt mente, var skyld i barselsfeberen.

Ingen tog hans teori alvorligt. De fleste ignorerede ham, mens andre gjorde tykt nar. Andre, heriblandt Levy, hængte ham ud som en dårlig forsker.

Åreladning, kviksølv og brækmidler

Ifølge den medicinske tradition, som Levy var rundet af, var kunne barselsfeber ikke være én specifik sygdom – især da, hvis smitten kom fra lig, der var døde af vidt forskellige årsager. Hvis Semmelweis i det mindste havde nøjedes med at undersøge den smitte, der stammede fra barselsfeberlig, kunne hans teori måske tilskrives en vis værdi. Men nu måtte Levy afvise enhver tanke om et enkelt, specifikt smitstof. I øvrigt fandt professor Levy det latterligt at tro, at et smitstof, som var så småt, at det ikke engang kunne ses, skulle være i stand til at lave så stor ravage. Alle forsøg viste jo, at det var mængden af de »putride Stoffer«, der overføres, som er afgørende for, hvor hurtigt og dræbende en infektion udvikler sig. Ingen ved deres fornufts fulde brug kan vel tro, at den smule smitstof, der »kan skjule sig i en Neglekrog«, kan fremkalde en så voldsom og dødelig sygdom.

Semmelweis fortsatte uanfægtet sit renlighedsregime, som han udvidede til også at omfatte alle instrumenter, der kom i kontakt med de fødende kvinder. Det lykkedes ham derved stort set at udrydde forekomsten af barselsfeber blandt de fødende på hans afdeling.

Levy var uanfægtet, og hans Fødselsstiftelse gik i de følgende år fra den ene epidemi af barselsfeber til den næste. Det fik ikke Levy til at give den semmelweisske metode en chance. I stedet spekulerer han i, om der er en sammenhæng mellem forekomsten af barselsfeberudbrud og skiftende vindforhold. Han bestilte opgørelser over vindforholdene for længere perioder, men kunne ikke påvise en sammenhæng. Under en epidemi flyttede han de fødende ud i byen; barselsfeberen flyttede med. Heller ikke luftrensningsapparater på fødestuerne fik miasmet til at gå væk.

Han behandler med åreladning og kviksølv, som »mange Gange viste fortrinlig Nytte«. Men mener også, at bræk- og afføringsmidler »i Forbindelse med en Topisk Behandling af Uterinslimhinden ofte have virket meget heldbringende«. Levy tilføjer, at man også kan se naturen selv »bringe Frelse« ved »lokale Pusudtømmelser eller Abscesdannelser«. Men dødeligheden var uændret.

»Kosmiske Potenser«

I de følgende år hærgede barselsfeberen videre på Fødselsstiftelsen. Men Levy holder fast, og 17 år efter, at han første gang blev præsenteret for Semmelweis’ teori, bruger han fortsat kræfter på at sværte den formastelige østriger. Det sker bl.a., da han i 1865 holder foredrag i Det kgl. medicinske Selskab.

Foredraget kan læses i Ugeskrift for Læger fra 25. marts samme år. Her fremhæves Levy Semmelweis for sin »Extravagante Eensidighed [som] har gjort hans Anskuelser mindre betydende for Videnskaben«. Under påberåbelse af videnskabelighed hævder professor Levy, at sygdommen er »afhængig af et Lokalmiasma«. Dette må dog formodes at være under påvirkning af »athmosphæriske Indflydelser«, og at miasmets patogene virkning »baade begunstiges og svækkes ved forskjelligartede atmosphæriske eller kosmiske Indvirkninger«. Ja, undertiden »indtræffer det, at de atmosphæriske eller kosmiske Potenser selv indeholder det skjulte miasmatiske pathogene Agens«, skriver professor Levy.

På samme tid var den udstødte og latterliggjorte Semmelweis på vej ud i alkoholisme og muligvis begyndende demens. I juli 1865 blev han mod sin vilje indlagt på et sindssygeasyl, hvor vagterne gennempryglede ham og lagde ham i spændetrøje, da han modsatte sig. Han blev anbragt i mørkecelle og behandlet med kolde afskylninger og amerikansk olie. To uger senere døde han af sepsis – muligvis fra sår, han fik ved indlæggelsen.

Før sin død havde han ledet en fødeklinik i Budapest. Her ansatte man en ny leder, og på kort tid blev klinikkens dødelighed mangedoblet. Det blev dog ikke genstand for kritik, men skjult bag et slør af kollegial tavshed.

Takket være akademisk hovmod hos Semmelweis’ kritikere fortsatte barselsfeber med at slå tusinder af kvinder unødigt ihjel. I København fortsatte barselsdøden indtil 1870’erne, hvor Joseph Listers og Louis Pasteurs anti- og aseptiske principper slog igennem – også på Fødselsstiftelsen.

»Hospitalisme«

1800-tallets hospitaler var – ud over barselsfeber – hjemsøgt af fire store infektionssygdomme:

• Rosen (erysipelas) – en akut hudinfektion, der skyldes streptokokker og på få timer kan udvikle sig med høj feber og på kort tid føre til patientens død.

• Hospitalsgangræn – koldbrand, der udvikler sig i inficerede sår og fører til nekrose i muskler og knogler.

• Pyæmi – dannelse af pusfyldte bylder.

• Sepsis – blodforgiftning

Tilsammen blev disse »fire store« kendt som »hospitalisme«. Før opdagelsen af sygdomsfremkaldende bakterier – herunder streptokokker – var den fremherskende teori, at de mange hospitalsinfektioner skyldtes miasmer – giftige dunster, der opstod spontant af snavs og forrådnelse.

Blad nummer: 

💬 3 Kommentarer

Right side

af Bente Bundgaard | 19/07
36 kommentarer
af Bente Lützen | 16/07
1 Kommentar
af Christian Frøkjær Thomsen | 16/07
1 Kommentar
af Klaus Roelsgaard | 15/07
2 kommentarer
af Geske Johanne Glahn | 14/07
1 Kommentar
af Finn Redke | 14/07
4 kommentarer
af Finn Redke | 14/07
3 kommentarer