?
Læs mere om arbejdspladslogin her.

Content area

Nyhed / 20. mar 2017

Doktor Bagges anagrammer

Nyheder

Praktiserende læge Claes Kjær anmeldelser Ida Jessens nye bog "Doktor Bagges anagrammer"

Dato
20. Mar 2017
Forfattere
Claes Kjær, claeskjaer@dadlnet.dk Interessekonflikter: ingen
💬 0

I 1927 får doktor Vigand Bagge en opfordring fra Ugeskrift for Læger til at skrive et bidrag til en antologi med titlen »Fra Doktorstolens Tid«.

Jo mere konkret og personligt, jo bedre, skriver redaktøren. Morsomt at få, fra samme Ugeskrift, Vigands netop konkrete personlige natlige fortællinger til anmeldelse.

Han sendte aldrig noget til redaktøren

Vigand er distriktslæge i et stort distrikt i Jylland med bopæl i Thyregod. Konsultation om formiddagen. Mange sygebesøg resten af dagen. Ved årtusindskiftet med doktorstolen fastspændt på en hestevogn. Siden i bil. Om natten skriver han de sider, som denne bog består af. Af og til morer han sig med at lægge anagrammer: »Doktorstolen – Knoldet torso – Lortet ond sko«.

Doktor Bagges anagrammer

Forfatter: Ida Jessen

Forlag: Gyldendal

Sider: 160

Pris: 199,95 kr.

I 1904 gifter han sig med den næsten 20 år yngre friskolelærerinde Lilly Høy. Hun kommer til Thyregod fuld af energi og mod på nyere pædagogiske metoder. Ingen salmesang og udenadslære. Vigand støtter hende og kommer selv på skolen for at koppevaccinere børnene og tale om hygiejne.

Hvad er det, Vigand fortæller os om lægelivet, sin hustru, sine forældre og om sig selv for snart 100 år siden?

Vigand er en samvittighedsfuld læge. En autoritet optaget af at forbedre hygiejnen hos bønder og fattigfolk. Men også temperamentsfuld, arrogant og sarkastisk. Han er ikke let at komme ind på. Hans værn mod andre inklusive hans hustru er også et værn mod ham selv.

Han bærer på en trist hændelse. Han er kommet til at injicere inficeret serum til fem børn med difteritis. De dør alle. »Der er de forglemmelige dødsfald, og så er der dem, man ikke kommer af med«, skriver han et sted.

Han er god til at iagttage, god til at glo, som han siger. »Det menneske fangede mit blik« om første gang, han ser Lilly. »Jeg blev interesseret i hende. Ikke forelsket. Nej, jeg fæstnede mig ved hende på en mere metodisk måde«. Parret forbliver barnløst. Rører de overhovedet ved hinanden?

En skovtur en sommerdag og et ophold på Grand Hotel i Vejle, hvor han skal holde foredrag, er to situationer som kunne være intime, men ikke bliver det. Han trækker sig. »Hun fortæller sine historier i håb om at få mig til at fortælle mine. Det er underligt med mennesker. De tror, at gør de noget for en anden, bliver de mødt med noget tilsvarende«.

Strejf af lykke oplever han kun, når han er alene. Et hvil i en grøftekant på vej til et sygebesøg. I haven en lun septemberaften efter at Lilly er gået.

»Sentimentalitet – Til sen nattetime« lyder et af hans anagrammer. Flere steder i papirerne er der hændelser, hvor han reagerer med vrede. Han kommer i tanke om en hændelse fra doktorstolens tid. Et natligt sygebesøg. Stolen skal fæstnes til hestevognen med jernkæder. Så snart hesten hører kæderne rasle, stikker den af med vogn og det hele. Kusken efter. Det sker hele tre gange. Doktor Vigand bliver vred. »Jeg lå og suttede på min retfærdige vrede. Den smager alt for godt«.

Fortællingen minder i sin groteskhed om Kafkas novelle »En landsbylæge«.

Vigand skriver om sin barndom i apotekergården i Sønderborg. Han hadede sin morfinbrugende mor og elskede sin far. »Jeg var ikke noget svært barn. Jeg beundrede min far så højt. Han behøvede ikke at se i min retning – at han fandtes var nok.«

Læg mærke til Ida Jessens præcise og intuitive sprog. Ingen unødige metaforer i hele bogen. På højde med Alice Munro (nobelpristager i 2013), der i novellen »Øjet« skriver om sin mor:

»Og huset havde været fyldt af min mor, hendes fodtrin, hendes stemme, hendes duft. Lidt som pudder, og alligevel ildevarslende. Den lå i alle stuerne, også når hun ikke var der«.

Vigand bliver syg og er klar over, at det er til døden. Han magres, og der er blodige diarréer. Han vil skrive til Lilly, men kan ikke. »Til dig« er det eneste forsøg. Han lægger et sidste anagram: »Lilly og Vigand – Lovgyldig lian«.

Papirerne, som altså udgør denne bog, sender han til frøken Neergaard, den sygeplejerske, der var vidne til hans injektion af det inficerede serum. Afvisende og sarkastisk til det sidste. »Så kan hun lave et festligt bål i haven. En sodplet i panden har hun fortjent«.

Den lille bog er læst på et par timer. Men der er mange udforskningmuligheder for læseren til lang tid. Lilly har skrevet sin egen dagbog. Den kan læses i Ida Jessens: »En ny tid«.

💬 0 Kommentarer

Right side

Nr. 6/2017

EmediateAd

EmediateAd

Senest kommenteret

Hver femte kvinde har uforklarlige lidelser
💬
1
Torben Jørgensen 29. mar 2017 11:15
Den generiske model for sundhedshistorier
💬
1
Sven Felsby 28. mar 2017 15:33
BLOG - Morten Sodemann: Kampteknik på chefgangen
💬
1
Christian Schlütter 28. mar 2017 14:43

EmediateAd

EmediateAd

EmediateAd

EmediateAd

Dagens navn

Sandra Sofie Teiblum: speciallæge, Gynækologisk Klinik Hillerød