Drab på begæring

Der er ikke mange, der forventer at blive overraskede, når Det Etiske Råd onsdag den 13. løfter sløret for sin holdning til eutanasi.

Tom Alsner, anæstesiolog og næstformand for foreningen En Værdig Død, regner klart med, at i det mindste flertallet i rådet vil fastholde nejet til aktiv dødshjælp fra seneste udtalelse, der kom i 1996.

Det er i Danmark forbudt at udføre såkaldte aktive handlinger som f.eks. hjælp til assisteret selvmord, mens læger ikke kan straffes for at bruge smertestillende medicin, hvis dette er nødvendigt for at holde en døende patient smertefri - også selv om det kan medføre en fremskyndelse af dødstidspunktet. Læger skal også respektere døendes ønsker om at undlade udsigtsløs livsforlængende behandling.

Tom Alsner er personligt varm fortaler for, at man i Danmark overvejer at indføre lovgivning a la de europæiske lande, hvor læger i særlige tilfælde har lov til at give aktiv dødshjælp til patienter med ubærlige lidelser. Men han mener absolut, det er relevant, at Det Etiske Råd forholder sig igen, også hvis grundholdningen - nej til drab på begæring, som det hedder i juridisk sprogbrug - er den samme som for syv år siden.

»Jeg forventer ikke en nyorientering fra rådets side. Men vi har brug for at debattere, så vi kan komme videre og blive mere afklarede. Den teknologiske udvikling og den stadigt mere intense internationale debat gør, at vi er nødt til at forholde os til, hvad en god død er«, siger Tom Alsner.

Læger er paternalistiske

Tom Alsner understreger, at han faktisk mener, at alle i den danske debat grundlæggende er enige. »Vi ønsker, at mennesket skal have ret til en værdig død, og at vi ønsker at være etiske. Vi har blot brug for at drøfte, hvordan både lovgivning og praksis bedst understøtter de ting«, siger Tom Alsner.

Han peger på, at flertallet af danskerne i opinionsundersøgelser udtrykker ønske om at have lov til at kunne afslutte livet med hjælp af en læge, hvis lidelserne bliver for store. Han peger også på, at den teknologiske udvikling udfordrer vores gængse tankegang omkring lægens rolle i forhold til livets afslutning.

»Det så vi allerede i 1992, hvor lovgiverne efter massivt befolkningspres gav mulighed for, at man via et livstestamente kunne frabede sig udsigtsløs livsforlængende behandling. Vi har som læger endnu ikke aflagt den paternalistiske tankegang, hvor vi mener at vide, hvad der er bedst, og vi har tendens til at fokusere på sygdommen og dens behandling frem for på patienten. Det er meget vigtigt, at hjælp til en værdig død aldrig må blive et tilbud, og det er meget vigtigt, det aldrig bliver en erstatning for den optimale pleje og omsorg. Men samtidig må vi arbejde på at få aftabuiseret døden, så vi kan være til stede for mennesker i den yderste nød. Det kan også være ved at give dem den tryghed, det er at vide, at man har en udvej, hvis lidelserne bliver for store«, siger Tom Alsner, der peger på, at det allerede foregår - og at det for alle parter vil være en styrke, hvis man tør tale om det.

»Der er allerede i dag læger, der blidt og respektfuldt hjælper deres medmennesker på vej, når de kan se, at det er det eneste rigtige. Næste skridt må være, at vi tør tale om det«, siger Tom Alsner.

Eutanasi i Danmark

En ny tværeuropæisk undersøgelse bekræfter, at også danske læger i et vist omfang udfører eutanasi.

Undersøgelsen bygger på spørgeskemabesvarelser fra læger i hhv. Holland, Schweiz, Danmark, Sverige, Belgien og Italien, og resultaterne blev offentliggjort i Lancet i august d.å.

Man har i undersøgelsen spurgt lægerne om en lang række dødsfald, og svarene viser, at der forekommer »læge-assisterede« dødsfald i samtlige lande, uanset om der er lovgivningsmæssig mulighed for det eller ej - men at forekomsten er forsvindende lille i lande som Italien og Sverige, hvor der ikke er legaliserende lovgivning, mens tallene er tilsvarende meget højere i især Holland, der har den ældste lovgivning på området.

De lægeassisterede dødsfald defineres i undersøgelsen som dødsfald, hvor lægen direkte intenderer partientens død via sine handlignger. Det kan være i form af eutanasi, lægeassisteret selvmord eller tilfælde, hvor lægen afslutter patientens liv, uden at der foreligger en eksplicit begæring fra patienten. Med i definitionen er ikke smertestillende behandling med livsforkortende effekt.

Danmark placerer sig mellem de to hovedgrupper af lande. Undersøgelsen estimerer, at 0,79 procent af alle dødsfald i Danmark foregår »lægeassisteret«, mens de tilsvarende tal for hhv. Italien og Holland er 0,10 og 3,40.

Michael Norup er læge og ph.d. ved Afdeling for Medicinsk Videnskabsteori på Panum Instituttet, og han har stået for den danske del af undersøgelsen. Han mener, at selve diskussionen om legalisering af eutanasi blot er et hjørne af et stort og vigtigt emne.

»Vi har som læger brug for at tale mere om vores rolle, når det gælder patienternes død. Vores arbejde standser ikke sammen med den fremadrettede behandling«, siger Michael Norup.

Tavse om døden

Tallene fra den tværeuropæiske undersøgelse viser nemlig, at de fleste af os har sundhedsvæsenet med ved sengekanten, når vi dør.

»Tallene for samtlige medvirkende lande viser, at kun én ud af tre dør uventet og pludseligt. I to ud af tre dødsfald er der tale om forudgående sygdom, og om at der behandles og lindres.

Det vil sige, at der i forbindelse med to ud af tre dødsfald træffes lægelige beslutninger af den ene eller anden art. Det er et væsentligt emne, hvordan vi som læger i det hele taget hjælper patienterne bedst muligt i den sidste fase af deres liv«, siger Michael Norup.

Han er ikke personligt afklaret, hvad angår spørgsmålet om legalisering af aktive handlinger, der kan hjælpe døden på vej.

»Det gør indtryk på mig, at lægerne i de lande, hvor man under særlige betingelser må hjælpe patienter med ubærlige lidelser til at dø, også taler langt mere med patienterne om døden. Der er også studier, der viser, at de efterladte har det bedre, når der har været stor åbenhed omkring dødsprocessen og de beslutninger, der er blevet taget. Jeg synes, vi har brug for at vide mere, og vi har brug for en debat uden tabuer. Jeg er ligesom alle andre bange for, om en legal adgang til lægeassisteret dødshjælp bliver en moralsk glidebane, vejen til Auschwitz. Men jeg må også sige, at erfaringerne fra bl.a. Holland ikke tyder på det,« siger Michael Norup.

Vi må acceptere gråzonen

Formanden for Det Etiske Råd, Ole Hartling, vil ikke løfte sløret for, hvad rådet konkret anbefaler i redegørelsen. Men han lægger ikke skjul på sin personlige holdning. Han er modstander af, at man lovliggør aktive handlinger, der fremskynder døden, selv om han erkender, at det foregår.

»Der vil altid være et gråzone-område, og der vil vær e ekstreme situationer, hvor lægen må træffe et etisk valg. Men vi kan ikke lovgive ud fra undtagelserne og ud fra de ekstreme tilfælde, for så normaliserer vi det, som netop bør være de absolutte undtagelser. Min påstand er, at hvis der er et valg, så er man nødt til at forholde sig til det - både som læge og patient. Jeg er modstander, bl.a. fordi jeg har store betænkeligheder omkring læge-patient-forholdet, ligesom jeg synes, det er en overset bekymring, hvad det er for en byrde, man lægger på lægen som menneske ved at pålægge ham eller hende at slå andre ihjel«, siger Ole Hartling, der peger på, at den tværeuropæiske undersøgelse viser, at der faktisk også i Holland, hvor der er legal mulighed for dødshjælp, er et mørketal: Der foregår ligeledes lægeassisterede dødsfald uden om de »officielle« kanaler.

»Jeg synes, det fortæller, at der vil være en form for glidebane - at grænsen altid vil blive overskredet«, siger Ole Hartling.

Magt over døden

Formanden for Det Etiske Råd er i meget høj grad enig i, at omsorg for døende og for livets sidste dage trænger til at blive diskuteret og belyst, men han mener faktisk, at det er en teknologifikseret tankegang, hvis man forsøger at løse dilemmaerne omkring store lidelser ved at legalisere eutanasi.

»Vi lever i en tidsalder, hvor vi gerne vil have magt over alt. Også over døden. Kan vi ikke bestemme over den, prøver vi at tiltage os magten ved at beslutte, hvornår døden så skal indtræffe«, siger Ole Hartling, der påpeger, at det ikke mindst er ved hjælp af teknologien, at den palliative omsorg er blevet bedre.

»Jeg synes, det er dybt interessant, at man i disse år i Holland netop er begyndt at prioritere den palliative indsats højt. Man opretter palliative enheder og hospicer, og lægerne bliver vejledt i, at dødshjælpen ikke er den bedste løsning. Den store interesse og åbenhed er formentlig en følge af det store fokus på eutanasien. Jeg synes, det vil være fornemt, hvis vi i Danmark lærer af andres erfaringer og sætter vores kræfter ind på at skabe gode betingelser for en værdig død, men samtidig erkender, at en lovliggørelse af eutanasi faktisk ikke er nødvendig og kan få ulykkelige konsekvenser«, siger Ole Hartling.