Skip to main content

Dumpekarakter til stjernesystemet

Journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

23. jan. 2009
3 min.

To stjerner ud af fem mulige

Det er overlæge, dr. med. Johan Kjær-gaard, som giver Sundhedsstyrelsens stjernesystem for sygehusene - www.sundhedskvalitet.dk - dumpekarakter.

Og han må vide det. Ikke bare har han årelangt arbejde bag sig med kvalitetsudvikling - bl.a. som leder af daværende H:S' Enhed for Klinisk Kvalitet. Han leder også den ekspertgruppe, der i dag offentliggør en diger rapport om, hvordan stjernesystemet skal forbedres.

Læser man mellem linjerne i de diplomatiske formuleringer, er det stærkt påkrævet og kan kun gå for langsomt.

F.eks. står der i rapporten, at brugerne går i stå, når de søger information på hjemmesiden, og at det er svært for dem at gennemskue, hvad stjernerne betyder.

»Det er et genialt koncept. Men jeg deler den almindelige lægelige holdning, at vi ikke har noget imod, at fakta bliver offentliggjort - vi vil gerne være ærlige - men det skal være troværdigt og afspejle virkeligheden. Oplysninger skal være retvisende, ikke misvisende«, siger Johan Kjærgaard.

Systemet vil nu blive lavet fundamentalt om, så hospitalernes generelle stjernestatus bliver nedtonet til fordel for de enkelte behandlinger. Det skal stå tydeligt for enhver, at man godt kan få firestjernet behandling på hoftekirurgi, fødsler m.m. på et tostjernet hospital. Og omvendt.

Nok opgraderes det faglige, men der er behov for begge aspekter.

»Vi kan se, at folk fokuserer meget på det behandlingsspecifikke. Men de vil også gerne have at vide, f.eks. hvor mange senge pr. stue der er, og om hygiejnen er i orden«, siger Johan Kjærgaard.

Flere faglige data

Det faglige vil få mere plads, efterhånden som statistisk anvendelige, offentligt tilgængelige og landsdækkende oplysninger ruller ind fra f.eks. kræftpakkerne, flere kliniske kvalitetsdatabaser og Den Danske Kvalitetsmodel.

Men ikke alt kommer med.

»Der skal være mindstetal for, hvor stor aktiviteten er på en afdeling, før det giver statistisk mening. Det kan give et problem for de små institutioner«, siger Johan Kjærgaard.

Det vil primært sige de små private klinikker, som risikerer ikke at opnå tilstrækkelig volumen til at blive omfattet af systemet.

Der vil også blive mulighed for at vægte de forskellige data i den samlede karaktergivning. Men kun hvis det anbefales af de videnskabelige selskaber, som ekspertgruppen anbefaler bliver dybt involveret i udviklingen af retvisende målinger til systemet.

Hjemmesiden skal desuden gøres langt mere brugervenlig, så den bliver nemmere at finde rundt i.

Den slags koster, og 2008-finansloven afsatte derfor 10,5 mio. kroner over tre år til stjernesystemet Version II.

Fakta

Stjernesystemet blev oprettet i 2006, og året efter blev en ekspertgruppe nedsat under ledelse af overlæge, dr.med. Johan Kjærgaard, der skulle rådgive om, hvordan systemet kan opgraderes.

Gruppens rapport foreligger nu og indeholder i alt 44 indstillinger og 35 supplerende anbefalinger.

På finansloven er der afsat 10,5 mio. kroner over tre år til implementering.

Rapporten kan ses på Sundhedsstyrelsens hjemmeside: www.sst.dk