Skip to main content

Dyremodeller i tromboseforskningen

AKADEMISKE AFHANDLINGER Cand.med.vet. Aage Kristian Olsen : Forf.s adresse: PET-Centret, Århus Kommunehospital, Nørrebrogade 44, 8000 Århus C. E-mail: aage@pet.auh.dk Forsvaret fandt sted den 12. april 2002. Bedømmere: Erling Falk , lektor, civilingeniør Jens Lykkesfeldt og dyrlæge Alicja Mortensen .

2. nov. 2005
2 min.

Studier over postprandiel faktor VII-aktivering hos grise og rotter

Ph.d.-studiet blev udført i samarbejde mellem Afdeling for Tromboseforskning, Syddansk Universitet, klinisk biokemisk afdeling, Centralsygehuset i Esbjerg og Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole i København i perioden 1999-2002. Faktor VII (FVII) er en nøglekomponent i aktiveringen af koagulationssystemet og dermed central for dannelsen af arterielle tromboser. Det er dog uvist, om den postprandielle FVII-aktivering, forårsaget af fedtrige måltider, øger risikoen for tromboser, da trombindannelsen tilsyneladende ikke øges. En dyremodel vil være nyttig til belysning af dette, og formålet med ph.d.-studiet var at udvikle en sådan model. Göttingen-minigrise og LEW/Mol-rotter blev afprøvet. Efter forstudier af metoder til blodprøvetagning, blodanalyse og induktion af postprandiel hyperlipæmi blev FVII forsøgt aktiveret i minigrise og rotter. Disse blev sondefodret med fedt i doser, der metabolisk svarer til to g/kg hos mennesker. Der blev taget blodprøver før og efter sondefodringen, og der blev målt triglycerider, aktiveret FVII (FVIIa), FVII-koagulant aktivitet (FVIIc), FVII-amidolytisk aktivitet (FVIIam) og i rotteplasma tillige trombin-antitrombin-komplekser (TAT). Grisene og rotterne opnåede hyperlipidæmi som hos mennesker. I grisene forblev FVIIa og FVIIam uændrede, og FVIIc faldt. Hos rotterne steg FVIIa, mens FVIIc, FVIIam og TAT forblev uændrede som ved observationer hos mennesker. Det konkluderes, at rotter, men ikke minigrise, aktiverer FVII efter fedtrige måltider. Rotter synes derfor at være velegnede til belysning af FVII-aktiveringens kliniske betydning. Grise er ikke brugbare til dette formål, men kan tjene som negativ model for FVII-aktiveringen. Ph.d.-studiet understreger, at valg af forsøgsdyr er et overordentlig vigtigt element i biomedicinsk forskning, der bør fokuseres mere på.