Efterslæbet i middellevetiden skal væk

På et møde den 30. november 2001 var titlen: Hvilke oplysninger har politikere brug for, når de skal tage stilling til en ny screeningsmetode? Det meste af mødetiden var helliget en ny, negativ udmelding fra Det Nordiske Cochrane Center om mammografiscreening (1). Men uanset hvor forskelligt de medvirkende så på denne screening, var der enighed om, at den ikke øger middellevetiden for danske kvinder.

Ikke desto mindre er det den oplysning, som danske politikere mest af alt har brug for at få kendskab til i forbindelse med nye tiltag. For Danmark har en uforholdsmæssigt lav middellevetid. Det er efterslæbet i middellevetid, der mest af alt adskiller Danmark fra de lande, vi plejer at sammenligne os med på sundhedsområdet. Efterslæbet i middellevetiden i forhold til Sverige var på over tre år i 1999 (2).

Danmark har også et efterslæb i forhold til andre lande på kræftområdet. Det var baggrunden for en nye kræftplan. Her er ambitionen at bringe Danmark på niveau med de omgivende lande. Det ville være rimeligt, om efterslæbet på middellevetiden også førte til et formuleret mål som for kræftområdet. Tilsvarende burde diskussioner om en ny screening i Danmark omfatte omtale af, om den vil bedre middellevetiden for de screenede. Dernæst om det er den form for screening frem for andre former for screening, der vil føre til det ønskede resultat.

Screening behøver ikke som mammografiscreening alene at være diagnostik af uerkendt sygdom, men kan også være påvisning af risikofaktorer. Faktorer, der uændret indebærer en stor hyppighed af senere sygdom, men ændret vil kunne mindske denne udvikling. En norsk undersøgelse viste en gavnlig effekt af intervention over for rygning og kolesterol i forbindelse med koronar hjertesygdom (3). Denne indsats bygger på en screening af 40-årige for disse to risikofaktorer. Flere undersøgelser viste, at intervention over for personer med nedsat glukosetolerance mindskede risikoen for senere udvikling af alderssukkersyge (4-6). Denne indsats forudsætter en screening for nedsat glukosetolerans, et sygdomsforstadie, som er hyppigere i Danmark nu end for 22 år siden (7).

Så visse former for screening vil åbne mulighed for at påvirke middellevetiden i gunstig retning. Den stigning, der er set i den danske middellevetid gennem de seneste fem år, er især tilskrevet en mindsket dødelighed af hjerte-kar-sygdomme for de 35-70-årige. Men det er endnu uoplyst, hvor meget dette fald skyldes en mindre forekomst af blodprop i hjertet, og hvor meget det skyldes en forbedret overlevelse for de patienter, der har denne sygdom (2). Begge forhold spiller muligvis en lige stor rolle, så sikker viden om sammenhængen vil vise, hvor meget en forbedret risikoprofil for danskere har bidraget til den nye udvikling i den danske middellevetid. Og dermed hvor meget sygdomsforebyggelsen burde styrkes i forbindelse med en kommende økonomisk oprustning af det kardiovaskulære område.

Omtale af screeninger udelukkende som sygdomsopsporing og ikke som screening for risikofaktorer og risikoprofiler er en indirekte distancering til vores folkesundhedsprogram (8). Det fremgår af Hanne Hollnagels mødereferat, at der ikke var konsensus mellem mødedeltagerne om, hvilke oplysninger politikere har brug for (9). Det gælder forhåbentlig forslaget om, at lægerne kun skal tage sig af de syge og ikke af de raske.

Danske læger burde kunne redegøre for, hvad der har bidraget til den forbedring i den danske middellevetid, som vi har oplevet de seneste fem år. Folkesundhedsprogrammet burde skærpes med en målsætning om, at Danmark inden 2010, hvad angår middellevetiden, genvinder den plads internationalt, som landet havde i 1970.

Odense, Finn Edler von Eyben