Eksacerbation i kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) er hvert år årsag til mere end 20.000 indlæggelser, og på trods af den generelle tendens til afkortning af indlæggelserne, er antallet af forbrugte sengedage fortsat stigende (Fig. 1 ).
Eksacerbationer kan imidlertid i nogen grad både forebygges og behandles - og formentlig bedre, end det sker i dag. Dette er blevet tiltagende klart gennem de seneste par år på baggrund af en kombination af kontrollerede undersøgelser og epidemiologi.
Ligesom progression af KOL kan bremses ved rygeophør, fører rygestop også til mindre risiko for fremtidige indlæggelseskrævende eksacerbationer. Nyere data fra Østerbroundersøgelsen tyder på, at disse positive effekter ikke kan opnås ved rygereduktion, og for KOL-patienter er målet derfor totalt rygestop.
Hos patienter med moderat til svær KOL (FEV1 <50% af forventet) og gentagne eksacerbationer er fast behandling med langtidsvirkende bronkodilatatorer og inhalationssteroider i kontrollerede undersøgelser vist at reducere antallet af eksacerbationer med 20-30%, mens det endnu er usikkert, om der for eksacerbationer vindes yderligere ved kombinationsbehandling med begge præparatgrupper. De patienter, der på denne baggrund bør sikres fast behandling, er således patienter med lungefunktion (i.e. FEV1 ) på under 50% af forventet, der behandles medikamentelt for en eksacerbation. Nye store farmakoepidemiologiske studier tyder på, at den reducerede risiko for eksacerbation direkte kan »oversættes« til en reduktion i mortalitet. Om patienter med højere lungefunktion og gentagne, behandlingskrævende eksacerbationer ligeledes bør behandles synes at være sandsynligt, men er ikke dokumenteret på nuværende tidspunkt.
To præparatgrupper anvendes ud over bronkodilatatorer ved eksacerbation i moderat til svær KOL - systemisk kortikosteroid og antibiotika. Mens sidstnævnte ikke er voldsomt underbygget af gode kontrollerede undersøgelser, er behandling med systemisk kortikosteroid nu baseret på flere velgennemførte kontrollerede undersøgelser. Kortikosteroid bør gives i doser på ca. 0,5 mg/kg legemsvægt, og der synes ikke at være grund til mere end en uges behandling. Vedligeholdelsesbehandling med systemisk kortikosteroid er forbundet med øget sygelighed og dødelighed og er uden dokumenteret gunstig effekt på forløbet af KOL-sygdommen.
Den største landvinding inden for behandling af eksacerbation i KOL synes dog at være den tiltagende udbredte brug af noninvasiv respiratorbehandling til patienter med KOL-eksacerbation og akut respirationsinsufficiens og/eller hyperkapni. Denne behandlingsform - givet tidligere og til patienter med pH <7,30 efter initial behandling - reducerer dødelighed, behov for intubation og egentlig respiratorbehandling samt komplikationer, primært de nosokomielle pneumonier, der er relateret til den invasive respiratorbehandling. Behandlingen er ikke et alternativ til invasiv respiratorbehandling, men et supplement, og i flere kontrollerede undersøgelser har man vist, at noninvasiv respiratorbehandling kan foretages på et semiintensivt lungemedicinsk afsnit, hvilket dog endnu er stort set ikkeeksisterende i Danmark.
Sammenfattende er vor viden og vort armamentarium til behandling af denne store - og fortsat voksende - patientgruppe øget markant i de seneste år. Det er således på tide at skifte holdning til indlæggelseskrævende patienter med eksacerbation i KOL. Tidlig behandling med noninvasiv respiratorstøtte, korrekt medicinering under eksacerbation og efterfølgende fast medicinsk behandling med henblik på at mindske risiko for fremtidige eksacerbationer bør tilbydes på alle landets sygehuse. Kan dette endvidere - som det bør - følges op med pulmonal rehabilitering, vil vi efterhånden være i stand til at tilbyde disse patienter en god, veldokumenteret og tidssvarende behandling - langt fra tidligere tiders nihilistiske holdning.
Reprints: Charlotte Suppli Ulrik, Lungemedicinsk Klinik 221, H:S Hvidovre Hospital, Kettegård Alle 30, DK-2650 Hvidovre. E-mail: csulrik@dadlnet.dk
Litteraturliste kan fås ved henvendelse til forfatterne.