En flod skal være i bevægelse

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har samlet mange års egne erfaringer med angst og depression og med behandlingssystemet i denne bog. Den beskriver, hvilken indflydelse lidelserne kan have på livet, og hvordan den enkelte selv må finde en vej til at leve livet med de vanskeligheder, de medfører, støttet af professionelle, således at man kan stå ved sig selv.

Bogen har 12 kapitler, der hver består af en blanding af erindringer fra forfatterens eget liv med angst og depression og interview med fagpersoner fra vidt forskellige områder som hjerneforskere, klinikere inden for psykiatri og psykologi, kognitive terapeuter, børnepsykolog, psykoanalytiker, præst og iman. På denne måde tegnes der et billede af en psykiatri, der er kalejdoskopisk, mangfoldig og stærkt modsætningsfyldt (ligesom livet). Hvor holdninger brydes og får stor betydning for behandlingen. Evidensen diskuteres, og det fremgår, at det er sparsomt, hvor sikker evidensen er for de forskelligartede behandlingsformer. Hjerneforskningens landvindinger og muligheder beskrives, og det reduktionistiske syn sættes op over for det holistiske.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen er en af de forfattere, der i disse år tør sætte sine egne erfaringer med psykiske lidelser i spil i en større sags tjeneste. Hendes CV er imponerende med en række udgivelser af digte og romaner, priser og tillidsposter. Hun er samfundsbevidst og en af ildsjælene i Venligboerne.

Fra hun var 12 år gammel har hun lidt af angst og tilbagevendende depressioner. Som barn og ung var hun fast patient i børnepsykiatrien og siden i voksenpsykiatrien, og hun fik medicin i store doser, uden at det for alvor hjalp.

20 år gammel fik hun af sin psykiater at vide, at hun skulle tage medicin resten af livet. Det ville hun ikke. Hun besluttede sig til at finde sin egen vej, klare sig gennem livsstilsændringer, terapi i forskellige former og ikke mindst gennem at komme overens med sig selv og sit bevægelige sind. Erfaringen af, at både angst og depression kommer og går, hjalp. Det gjorde også erfaringen af, at livet i sig selv har meget mere at byde på end sygdomme og diagnoser herunder bl.a. livet som mor, ægtefælle og forfatter.

Et af bogens gennemgående temaer anslås i det første kapitel, hvor den kurdiskfødte psykolog Moshdeh Ghasemiyany, der har speciale i traumer, taler om betydningen af ikke at være bange for sine følelser, selv om de gør ondt, om hvordan smerte og glæde kan eksistere side om side og om, hvordan smertefulde følelser kan forskydes til kroppen. Det udfoldes videre hos præstent Lotte Mørk, der anvender Kirkegaards angstbegreb som et eksistensielt vilkår, der dybest set handler om angst for muligheder og for at fejle. Skam er et andet gennemgående tema. Skam fører til tavshed og dermed til ensomhed og er en af grundene til den stigmatisering, der fortsat belaster mennesker med psykiske lidelser.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen er udogmatisk. Hun mener ikke, at der er én sandhed om psykiske lidelser, endsige én rigtige behandlingsform, hvor »one size fits all«. Den medicinske diskurs er alt for forenklet til at kunne stå alene, men den kan heller ikke undværes. Den åndelige eller eksistensielle dimension, der tegnes af præsten og imanen, er en del af menneskers liv.

Behandlingssystemerne har store begrænsninger – både i metodevalg og i tidshorisont. Helst skal man blive rask efter et korterevarende »pakkeforløb«, og ellers er det ærgerligt.

Det er en ambitiøs bog, der rejser mange spørgsmål, som bevidst står uforløste. Der er ingen samlet konklusion, men et kludetæppe, hvor hver enkelt skal finde sin egen vej, hvilket er noget af en opgave.

Det er en af bogens forcer, at alle de interviewede er ildsjæle, der brænder for at få ny viden og for at hjælpe mennesker.

Bogen er meget velskrevet, mættet med refleksion og information og vil kunne gøre læger klogere og mere forvirrede på samme tid, hvilket skal forstås som en anbefaling.