Skip to main content

En fornyet indsats mod malaria

Anita M. Rønn, Lasse S. Vestergaard & Ib C. Bygbjerg

2. nov. 2005
3 min.

Dansk Selskab for Tropemedicin & International Sundhed har til formål at styrke indsatsen over for sundhedsproblemer i fattige samfund, særligt i udviklingslandene i syd. Selskabet orienterer sig bredt inden for discipliner som infektions- og tropemedicin, medicinsk mikrobiologi og immunologi, epidemiologi, entomologi, farmakologi, miljømedicin, medicinsk antropologi og folkesundhed samt behandling og forebyggelse af sygdomme hos rejsende, flygtninge og indvandrere.

Den globale malariabyrde

I lighed med hiv/aids og tuberkulose er malaria en fattigdomssygdom, hvis globale kontrol kræver en styrket multidisciplinær indsats. Malaria rangerer højt på den globale liste over infektionssygdomme og er den hyppigste parasitære infektion i troperne. Malaria er samtidig den sygdom, som tydeligst har sammenhæng med fattigdom, hvilket er påvist i nyere opgørelser fra Verdensbanken, hvor 58% af samtlige malariatilfælde findes blandt de fattigste 20% af verdens befolkning. I Afrika dør der årligt mindst 1 mio. børn under fem år af malaria, hvorved parasitten er årsag til 25% af alle dødsfald i denne aldersgruppe. Herudover ses 300-500 mio. kliniske tilfælde per år. Samfundsøkonomisk skønnes malaria i de højendemiske områder at koste halvdelen af den årlige økonomiske vækst. Blandt de fattigste befolkningsgrupper bruges op til en tredjedel af husstandsindkomsten på malariabehandling. Mortaliteten blandt børn i Afrika er fordoblet fra 12-18% i perioden 1960-1989 til ca. 25% i 1990'erne. Dette skyldes faldende investeringer og interesse for at støtte malariabekæmpelse, herunder mindsket interesse i industrien for at udvikle nye malariamidler til erstatning for de eksisterende billige midler som klorokin og sulfadoxin/pyrimethamin, som har mistet effekt pga. resistensudvikling (Fig. 1 ). Ud af 1.223 nye medikamenter, der er blevet registreret de seneste 25 år, er kun tre malariamidler. Kollaps af nationale malariakontrolprogrammer pga. indskrænkede offentlige sundhedsbudgetter i mange udviklingslande, uroligheder, krige og ændrede miljø- og klimaforhold bidrager yderligere til den forværrede malariasituation.

Behov for en fornyet indsats

En fornyet og styrket indsats mod malaria er altså påkrævet. Der er behov for flere ressourcer, til forbedringer inden for sundhedssystemerne og implementering af nye kontrolmetoder. En god begyndelse er Roll Back Malaria -kampagnen, som WHO og Verdensbanken søsatte i 2000, der bl.a. har som sit ambitiøse mål at reducere den globale malariadødelig med 50% inden 2010. Af andre tiltag kan nævnes The Multilateral Initiative on Malaria (MIM), som bl.a. har til formål at styrke uddannelsen af lokale kontroleksperter og malariaforskere. I november 2002 afholdt MIM i Tanzania den største malariakongres til dato med over 1.000 deltagere, heraf ca. 400 fra Afrika. Som prioriteringsområder diskuteredes lægemiddeludvikling og indførelse af kombinationsbehandling, forskning inden for epidemiologi, immunologi og vaccineudvikling, vektorkontrol samt styrkelse af offentlige og private sundhedsinstanser med henblik på forbedret diagnostik og behandling. Der kan dog ikke rapporteres om afgørende gennembrud, og inden for eksempelvis vaccineudvikling ser der ud til at være et godt stykke vej endnu. En god nyhed i 2002 var den komplette sekventering af genomet for hhv. malariaparasitten Plasmodium falciparum og vektoren Anopheles gambiae. Disse teknologiske landvindinger vil forhåbentlig medvirke til udvikling af nye effektive kontrolredskaber, men et sufficient finansieret sundhedsvæsen og trænet personale er nødvendige for redskabernes rette anvendelse. Fra dansk side er der mangeårig tradition for forskning i malaria, og der bidrages aktivt til det måske vigtigste våben (foruden fattigdomsbekæmpelse) nemlig opbygning af forskningskapacitet i udviklingslandene.



Reprints: Anita M. Rønn, Epidemiklinikken 5131, H:S Rigshospitalet, DK-2100 København Ø.

Litteraturliste kan fås ved henvendelse til forfatterne.