En jeg kendte engang

Wendy Mitchell er 58 år, da hun får Alzheimer-diagnosen. Hendes bog er et yderst læseværdigt vidnesbyrd fra selve den hjerne, der er i færd med at »smelte som en isvaffel« på en sommerdag. For heldigvis er den del af hjernen, der kan skrive, endnu fungerende. Bogen er anbefalelsesværdig, ikke blot til patienter med tidlig demens og deres pårørende, men til alle fagprofessionelle, der omgås mennesker, som lever med demens. Man må bære over med de afsnit i kursiv, hun adresserer til sit gamle jeg, »en jeg kendte en gang«, som også er bogens titel. Disse afsnit kan virke en anelse overgearede med deres beskrivelser af tidligere tiders tilværelse som alenemor med en overmåde god hukommelse og en imponerende handlekraft.

Bogen skal læses for dens nøgterne indblik i, hvad der sker for et menneske, hvis fortid gradvis opløses, samtidigt med at fremtiden bliver for skræmmende at tænke på. I dette limbo mellem liv og død er det kun nutiden, der bliver tilbage. Og den forstår forfatteren på imponerende vis at få det bedste ud af, selv om færdighederne smuldrer mellem fingrene på hende, en for en. Disse beskrivelser er befriende blottet for sentimentalitet. Læseren indføres i den subjektive oplevelse af sygdommens første stadier, der udefra set kan forveksles med stress, men som indefra rummer forfærdende øjeblikke af tomhed eller tåge. Symptomerne beskrives, så læseren selv fornemmer den pinagtigt svigtende hukommelse, energitabet, trætheden og tabet af arbejdsidentiteten, som i unødig grad foregår, uden at hovedpersonen selv har indflydelse på det. Som noget nyt for mig beskrives en udtalt lydoverfølsomhed og omfanget af en svigtende motorik, herunder evnen til at løbe uden at falde samt udføre venstresving, både i bil og på cykel. Tabet af evnen til at bage – har jeg husket at komme bagepulver i?

Men udover at beskrive de åbenlyse tab introducerer Wendy Mitchell en palet af inspirerende mestringsstrategier i forhold til at tackle hjernens gradvise udfald. I troen på at en person med demens, som selv fortæller om sygdommen, vil have ekstra gennemslagskraft, dedikerer hun sin tilværelse til netop dette, melder sig til forskningsprojekter og bliver en efterspurgt foredragsholder. Paradoksalt nok åbner sygdommen således for nye meningsfulde muligheder. Hjulpet af teknikken, en Ipad med alarmer, der fortæller hende, hvornår hun skal stige af toget, udfordrer hun sin rædsel for at fare vild og rejser rundt i fremmede byer med udskrift af kort og fotos af de kendemærker, hun skal passere. Når hun sover på hotel, undlader hun at trække gardinerne for som et signal til sig selv om, at hun ikke er hjemme. På en post-it-seddel skriver hun, hvor hun er, og hvad hun laver, så hun om morgenen igen kan tage tråden op.

Ud over at inspirere med både mod og opfindsomhed minder Mitchell os om, at selvom hukommelsen forsvinder, er mennesket med dets følelsesmæssige register intakt. Muligvis glemmer patienten med demens detaljer om plejens art, men ikke den følelse, den efterlader.

Særligt interesserede kan læse hendes blog www.whichmeamitoday.wordpress.com. À