Skip to main content

En lille fortælling om/en lille guide til overlevelse

Jeanette Haar Larsen, jhlaus@yahoo.dk

24. feb. 2009
2 min.



Jørgen Steen Nielsens bog »En lille fortælling om/guide til overlevelse« er meget smart delt op i to dele. Den ene del læses forfra mod bagfra, hvorefter man vender bogen og læser den næste fortælling tilbage mod midten igen.

Den første del hedder: »En lille guide til overlevelse - fra sort samvittighed til grøn livsstil«. Man kan her læse om, hvor meget CO2 vi alle udleder, og hvor meget vi skal ned på at udlede, for at vi får en grøn fremtid.

I starten er det ret skræmmende læsning, da det virker ret uoverskueligt og urealistisk at skulle kunne spare så meget på CO2. Vi skal hver enkelt ned fra at udlede ti tons CO2 til at udlede et ton årligt. Altså skal vi alle udlede en tiendedel af det, vi gør.

Dog kommer der hurtigt forskellige løsninger og forslag til, hvordan vi ved at ændre ting i vores hverdag, dels kan spare CO2, men også i mange tilfælde penge. Små ting hjælper til, at vi kan have et ordentligt klima at leve i fremover.

Der er detaljer om kost, indkøb, hjemlig indretning og transport. Jeg blev blandt andet overrasket over, at oksekød i forhold til svinekød og fjerkræ udleder meget mere CO2 på grund af fremstillingen.

Det er meget oplysende. Der er mange billeder og grafer, og en del af problemstillingerne må man håbe bliver taget op på politisk niveau.

Den anden del hedder: »En lille fortælling om overlevelse - fra klimatrussel til grøn revolution«.

Den gør status over klimaforandringerne og beskriver den grønne revolution, som ses nogle steder, blandt andet i erhvervslivet.

Det er egentligt underligt, at der ikke findes mange flere bøger som denne. Måske er det, fordi mange af os, inklusive mig selv, har en tendens til at ignorere store ting som klimaforandringer. Dette, fordi vi ikke føler, at vi kan gøre noget. Desuden er vi efterhånden så vant til alskens apparater og mad, meget som bare bliver smidt ud. Men vi kan rent faktisk gøre noget, hvis vi tænker over, hvad vi gør, og det er svært at argumentere for, at vi ikke hver især skal tage ansvar og tænke over de ting, vi gør i hverdagen.

Bogen er tiltrængt og et banebrydende værktøj, som punkt for punkt forklarer problemerne ved klimaforandringerne og giver lister for hvert punkt med løsningsforslag.

Jeg vil anbefale, at alle læser den og kigger listerne igennem, for der er steder, hvor vi alle kan spare CO2-udledning.

People'sPress, 2008

362 sider

Pris: 299 kr.

ISBN 978-87-7055-266-0