Skip to main content

"Er der en læge til stede?«

Dr. Google versus dr. Pro.

FOTO: Lars E. Andreasen/TV2
FOTO: Lars E. Andreasen/TV2
28. feb. 2018
2 min.

En tv-quiz, hvor tre professionelle læger battler mod dr. Google (med tre lægmænd på tasterne). Hans Pilgaard i velkendt oplagt stil (og rasende tempo med stopur) sætter fut i løjerne. Et spejl af tidens trend: jo flere data i hurtigere tempo, jo bedre. Pyha, lægerne vandt de to første omgange. Så kan vi da vente lidt med pensionen. Så er der måske alligevel mere end data i det at være læge. Så kan det måske alligevel hjælpe at have kropslig viden, kende til "dørhåndtagsspørgsmål" etc.

Hov ... der er jo kun tale om, at kombattanterne må stille ja-/nejspørgsmål. Man har altså ikke en chance for at undersøge patientperspektivet – det fortabte perspektiv i vores metier. Den narrative tilgang er pist borte.

Hvad skal jeg mene om det quizprogram? De gør det godt, de tre søde læger. Toptrænede i den deduktive metode. Jeg ville nødig flashes så direkte. Dr. Google kommer tæt på rigtige diagnoser. Snart kan han nok distancere lægerne … siger mange it-eksperter. Lægerne bliver overflødige! Temaet minder mig lidt om den gamle traver om arv og miljø. Seneste udgave er udsagnet om, at så snart genomet var afkodet, kunne vi forudsige alle sygdomme ud fra genanalyser. Ups, vi havde overset miljøets betydning og RNA-afkodningen endnu en gang.

Som underholdning kan jeg godt se programmets plads i sendefladen, men det udfordrer ikke mig.

 

Carsten Albers, cand.med., MHH, speciallæge i almen medicin

E-mail: calbers@dadlnet.dk

Interessekonflikter: ingen