Er etablering af et regionalt sundhedsvæsen en reel mulighed?

En udvikling præget af store forskningsmæssige og teknologiske fremskridt har på det medicinske område igennem den sidste dekade gjort et interamtsligt samarbejde tvingende nødvendigt. Endvidere har samarbejdet og dermed specialefordelingen mellem det enkelte amtssygehuse ligeledes krævet en udbygning. En sådan udvikling har da også i et vist omfang fundet sted, men er beklageligvis foregået i et tempo, som mildt sagt har været fodslæbende.

Denne langsomt forløbende proces har ikke mindst været betinget af holdningen hos en lang række lokalpolitikere, hvis genvalg tilsyneladende har været prioriteret højere end både hensynet til patienterne og muligheden for at opnå den størst mulige nyttevirkning af den skattemæssige finansiering. Dette adfærdsmæssige paradoks skal ses på baggrund af, at der har været og er stemmer i at gå ind for bevarelsen af lokalsygehuse, idet man har prioriteret erhvevspolitikken højere end sundhedspolitikken. Indtil den nuværende regering indførte et skattestop, kunne lokalpolitikerne endvidere lade hånt om økonomien, skatten kunne jo sættes op efter behag - hvilket den også jævnligt blev.

Det skal retfærdigvis anføres, at også faglige kredse har bidraget til fodslæbet, idet man - primært overlægerne - ud fra en faglig stolthed ikke ville afgive behandlingen af visse sygdomme og dermed forhindrede en faglig velbegrundet centralisering. Det kan vel heller ikke udelukkes, at bekvemmeligheden og arbejdspladsbevarelsen har været en motiverende faktor for, at sundhedspersonalet har argumenteret for, at et lokalsygehus ikke skulle nedlægges eller ændre opgavevaretagelse.

Sognerådspolitik

Med baggrund i den her skitserede problemstilling står vi i dag med en række uhensigtsmæssige sygehuskonstruktioner - ofte af rudimentær karakter - spredt ud over det ganske land. Som eksempler på en sådan uhensigtsmæssig struktur har vi sygehuse som Lemvig, Give, Tarm, Odder, Grenå, Hørsholm, Esbønderup, og flere kunne nævnes.

Det skitserede adfærdsmønster omtales populært som »sognerådspolitik«.

Den 1. januar 2007 træder der en ny forvaltningsstruktur i kraft med etableringen af regionerne, hvis absolutte hovedopgave bliver sygehusdriften.

Et fundamentalt spørgsmål er, om vi fra de kommende regionsråd kan forvente, at politikerne fremover vil udvise det samme uhensigtsmæssige adfærdsmønster som hidtil? Eller vil regionernes størrelse betyde, at de kommende regionspolitikere tvinges til at vise et større overblik og fremsyn, idet den lokale tilknytning forsvinder og dermed også behovet for en sognerådspolitik.

Umiddelbart må det desværre forventes, at der vil være en vis grobund for stadig at dyrke denne sognerådspolitk, idet loyaliteten nu er lokaliseret til de tidligere amter i stedet for som tidligere til et bestemt sygehus. Hertil kommer, at hvis dobbeltmandater tillades i de forskellige politiske partier, kunne risikoen være, at der i regionsrådene vil være en høj repræsentation af byborgmestre og byrådsmedlemmer, specielt fra byer med sygehusinstitutioner, som således vil repræsentere lokale erhvervs- og beskætigelsesmæssige interesser på bekostning af kvaliteten og rationaliteten i sundhedssektoren.

At der er et vist belæg for disse påstande, fremgår tydeligt af de nuværende amters adfærd, idet det enkelte amt eller sygehus netop nu opruster - nybyggeri, omstruktureringer - inden den forestående fusion i håbet om, at netop deres sygehusinstitutioner overlever i den kommende region, i stedet for at afvente en helhedsvurdering af sundhedssektorens planlægning i den nye region.

Der er endog groteske eksempler på, at formanden for et amtsligt sundhedsudvalg tilkendegiver i aviserne, at et bestemt sygehus næppe får en fremtrædende placering i den kommende region. Ikke desto mindre bygger det pågældende sygehus på livet løs, med etablering af patienthotel, parkeringshus og opkøb af naboejendomme, alt sammen med den pågældende sundhedsudvalgsformands accept. En adfærd som må karakteriseres som kritisabel.

Finansiering

Et andet område, hvor fagligheden kan frygtes at få trange kår, er i grænsedragningen mellem kommunerne og regionerne, hvor de økonomiske forhold uden tvivl vil spille en langt større rolle end fagligheden. Kommunernes Lands-forening har jo tidligere klart tilkendegivet, at gamle mennesker sagtens kan behandles på sygestuer i lokalmiljøet. Et synspunkt der er ideologisk betinget, men som både er fagligt forkert og repræsenterer en etik, der ikke hører hjemme i et velfærdssamfund. Et standpunkt der kun har et motiv nemlig at spare penge på bekostning af svage patientgrupper.

Hvorledes de økonomiske muligheder vil blive for regionerne er endnu uvist, idet ingen kan overskue effekten af det kommende finansieringssystem. Det er også ukendt, hvad sammenlægningsomkostningerne vil blive, samt hvem der skal dække disse omkostnin-ger. Det er derimod velkendt, at stor set samtlige amter/H:S i dag har store finansielle problemer med deraf følgende idelige besparelsesrunder i sygehusvæsenet. Der er vel intet som tyder på, at regionernes økonomi bliver bedre end amternes. Et forhold der tilsiger, at det er en absolut nødvendighed, at der planlægges efter at opnå maksimal sundhedsmæssig effekt af de investerede midler.

Der er i de sidste 10 år nedlagt en del sygehuse. Denne udvikling vil utvivlsomt fortsætte, et skøn vil være, at 25 - 40% af de nuværende sygehuse vil blive nedlagt, vurderet ved antallet af matrikler, inden for de næste 15 år. Til gengæld vil antallet af store/større sygehuse vokse, idet behovet for dels samarbejde mellem de forskellige specialer i behandlingen af den enkelte patient vil øges, dels skal patientvolumen være sufficient.

Samarbejde

Den forestående reform vil give anledning til mange problemer, men en positiv effekt kunne være muligheden for samlet at revurdere sundhedssektoren med fagligheden som målestok.

En sådan proces kræver, at der allerede fra i dag indledes en debat såvel internt i de faglige miljøer som eksternt, dvs. i offentligheden med henblik på fagligt hensigtsmæssige løsningsmodeller.

Overlægeforeningen er således ikke enig i H:S direktionens synspunkt:

»H:S Direktionen skal i den forbindelse henstille til, at der ikke på nuværende tidspunkt i processen inden for de forskellige sundhedsfaglige områder og specialer indledes nye, konkrete samarbejder om specialeplanlægning m.v. i den kommende region«

(Citat fra et notat skrevet af direktionen H:S, udsendt til institutionerne i H:S, oktober 2004)

Vi opfordrer amterne/ H:S og ministeriet til snarest at invitere de faglige miljøer til et samarbejde. Fagligheden bør være et omdrejningspunkt i den nye regionsdannelse, og vi er indstillede på selv at indlede et samarbejde.

Det beslutningsvakuum, der eksisterer, indtil regionsrådene er på plads, bør ikke hindre en nødvendig debat om vigtige faglige problemstillinger i en ny forvaltningsstruktur.

Overlægeforeningen har besluttet, at der allerede på nuværende tidspunkt etableres et samarbejde mellem forenin-gens amtsrepræsentanter i den enkelte region, bl. a. med det formål at søge indflydelse p å den kommende organisationsstruktur. Vi må kraftigt opfordre til, at de faglige miljøer i amterne, eksempelvis repræsenteret ved specialerådene eller lignende faglige råd, indleder et samarbejde i den enkelte region - også selvom dette må medføre, at afdelinger, der tidligere har været i en indbyrdes kompetetiv situation, nu må anse hinanden som samarbejdspartnere og ikke konkurrenter. Hvis ikke vi er i stand til at præstere dette samarbejde, vil andre træffe beslutninger, hvor der vil være en betragtelig risiko for, at hovedpræmisserne vil være alt andet end fagligheden og kvaliteten af denne.

Dog må vi tro og håbe på, at en reorganiseret og oprustet Sundhedsstyrelse i fremtiden vil være i stand til at hjælpe med til, at fagligheden opprioriteres ved den kommende specialeplanlægning.