Erhvervsevnetab

Som rådgiver og som læge kommer man ofte i tilfælde af skader i berøring med begrebet erhvervsevnetab i forskellige sammenhænge.

Ved en gennemgang af begrebet erhvervsevnetab i de relevante love og andre områder, må man konstatere, at begrebet opfattes forskelligt og i høj grad praktiseres forskelligt, alt efter hvor man støder på det.

Umiddelbart kan man støde på forskellige former for udlægning og forståelse af erhvervsevnetab inden for følgende områder.

1. Arbejdsskadeforsikringsloven.

2. Erstatningsansvarsloven.

3. Lov om social pension.

4. Privattegnede erhvervsudygtighedsforsikringer.

5. Pensionskasser/kollektive ordninger.

Nærmere gennemgang af erhvervsevnetabsbegrebet forudsætter, at man undersøger de enkelte områder og går ud fra den formelle tekst og sammenholder det med anvendelsen samt regulær tilblivelse.

Arbejdsskadeforsikringsloven

Loven blev vedtaget efter forarbejde i betænkningen vedrørende arbejdsskadeforsikring i 1977, og blev endelig vedtaget med ikrafttræden den 1. april 1978

Loven har til formål at sikre ansatte mod skader, som overgås dem i forbindelse med arbejdets udførelse.

Har arbejdsskaden efter lovens § 32 medført nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved at arbejde, tilkommer der den pågældende erstatning for tab af erhvervsevne. I den forbindelse fremhæves det, at erhvervsevnetabet skal være på mindst 15%, da der i modsat fald ikke ydes erstatning.

Endvidere anføres det, at man ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet skal tage hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt, ved et sådan arbejde, der med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, alder og mulighed for erhvervsmæssig omskoling og optræning.

Omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven er alle ansatte, mens ejeren ved en personligt ejet virksomhed ikke er omfattet. Er virksomheden etableret i selskabsform, er ejeren omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, hvilket ikke umiddelbart forekommer logisk.

Ved vurderingen af erhvervsevnetabet er der lagt op til et individuelt skøn over, hvilken betydning arbejdsskaden præcist har for denne skadelidte.

Erhvervsevnetabet fastsættes efter arbejdsskadeforsikringsloven af Arbejdsskadestyrelsen med ankemulighed til Den Sociale Ankestyrelse.

Udgangspunktet for vurderingen er, om der er tale om en lønnedgang, og ved afgørelsen lægger man vægt på nuværende indtægt sammenholdt med den tidligere indtægt.

Det er således forskellen mellem den tidligere løn og den nuværende løn, der danner grundlag for beregningen af erhvervsevnetabet.

Til brug ved fastsættelsen indhentes en lang række oplysninger omkring skadelidtes tidligere løn, pensionssager, efterløn, dagpenge etc.

Som konsekvens heraf ydes der ingen erstatning for tab af erhvervsevne, hvis skadelidte har genoptaget det gamle arbejde til samme løn eller et andet arbejde til en tilsvarende løn eller evt. en højere løn.

Har skadelidte derimod genoptaget arbejdet til en løn, der ligger 15% under den tidligere løn, fastsættes erhvervsevnetabsprocenten på basis af lønnedgangen omregnet i procenter, der dog skal være delelig med 5.

Efter arbejdsskadeforsikringslovens § 31 skal afgørelsen så vidt muligt træffes inden for 2 år.

Endvidere er det meget væsentligt, at der efter arbejdsskadeforsikringsloven er regler om genoptagelse (revision), hvilket betyder, at der kan laves foreløbige afgørelser. Dette betyder, at afgørelserne strengt taget kan følge skadelidtes erhvervsmæssige indtjening og erhvervsmæssige karriere. I den forbindelse bemærkes, at udgangspunktet er, at ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven udbetales som løbende ydelser. Der er dog hjemmel til at udbetale op til 50% i erhvervs-evnetab som et kapitaliseret engangsbeløb.

Endvidere fremgår det af arbejdsskadeforsikringslovens § 32, at der skal tages hensyn til mulighederne for erhvervsmæssig omskoling og optræning, hvilket tillige fremgår af de seneste ændringer inden for den sociale lovgivning, hvor der er gennemført mange tiltag, for at skadelidte og syge bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet i form af f.eks. skånejob, flex-job mv. Det betyder, at de sociale ydelser og erstatninger efter arbejdsskadeforsikringsloven tilpasses en slags »ydelseskoordinering«.

Efter Arbejdsskadestyrelsens praksis vil der ske fradrag for forudbestående lidelser. Dette kan tages som udtryk for, at Arbejdsskadestyrelsen anvender kausalitetsreglen, således at skadelidte selv må bære risikoen for særlige sygdommes anlæg og/eller en svag tilknytning til arbejdsmarkedet.

Arbejdsskadestyrelsen har dog som følge af en nyere højesteretsdom fra 1998 ændret praksis vedrørende forudbestående lidelser.

Erstatningsansvarsloven

Forud for vedtagelsen af Erstatningsansvarsloven har der i al væsentlighed ikke været lovgivet på området. Efter de dagældende regler opererede man med invaliditetsgrader, som dækkede mén, erhvervsevnetab og en række sociale forhold. Alt afhængig af skadelidtes »totalsituation« blev der fastsat en invaliditetsgrad på op til 100%. I mangel af enighed mellem skadelidte og skadevolders forsikringsselskab blev der truffet afgørelse af Sikringsstyrelsen (nu Arbejdsskadestyrelsen). Afgørelsen var i et vist omfang bindende mellem parterne. Justering af »prisniveauet« pr. grad henset til inflation og samfundsudvikling blev foretaget af domstolene.

Erstatningsansvarsloven blev vedtaget med ikrafttræden pr. 1. oktober 1984. Forud for vedtagelsen af loven var der foretaget et udvalgsarbejde. I et vist omfang byggede overvejelserne i udvalget på de erfaringer, der var indhentet i forbindelse med anvendelsen af arbejdsskadeforsikringsloven. Herefter indførte man med skyldig hensyn hertil et system, hvor der blev givet erstatning for erhvervsevnetab, mén og en række andre ydelser.

Indtil skaden bliver stationær, skal man i princippet stilles, som om skaden aldrig var sket. Efter stationærtidspunktet opererer man som udgangspunkt med ménerstatning samt erhvervsevnetab. Stationærbegrebet var nyt i forhold til arbejdsskadeforsikringsloven. Méngraden fastsættes under hensyn til skadens medicinske art og omfang og de forvoldte ulemper i skade-lidtes personlige livsførelse.

Den medicinske følge af skaden har ikke selvstændig indflydelse på spørgsmålet om, hvorvidt der tilkommer skadelidte erstatning for erhvervsevnetab, men tillægges alene betydning ved fastsættelsen af méngodtgørelsen.

Hovedsigtet med Erstatningsansvarsloven var, at Arbejdsskadestyrelsen relativ hurtigt skulle træffe en vejledende afgørelse, og erstatningen kommer til udbetaling. Hvor der i arbejdsskadeforsikringsloven var en regel om, at sagerne kunne genoptages, indførte man derimod en skærpet regel om genoptagelse i Erstatningsansvarsloven, således at man efter § 11 kun kunne få sager genoptaget om ændring af mén og erhvervsevnetab, såfremt der indtrådte en væsentlig helbredsmæssig forværring, det vil sige forhøjelse af mén.

Erhvervsevnetabet efter Erstatningsansvarsloven tager udgangspunkt i, at skadelidte har r et til erstatning, hvis en personskade, efter at helbredstilstanden er blevet stationær, har medført en varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig en indtægt. Det handler således om evnen til at tjene penge, og i den forbindelse skal det understreges, at der er tale om et økonomisk kriterium.

Ved fastlæggelsen af erhvervsevnetabet skal der tages hensyn til, hvad skadelidte kunne have tjent, hvis skaden ikke var sket.

Udgangspunktet er derfor, at der skal foretages en sammenligning med, hvorledes skadelidtes karrieremæssige forløb ville have været i økonomisk sammenhæng uden den skete skade. Vurderingen skal være individuel og bygge på skadelidtes forhold.

Ved en skadelidt i en »slutposition« vil det være relativt nemt at opgøre livsforløbet. Derimod er der vanskeligheder forbundet med opgørelsen, hvis der er tale om relativt nyuddannede personer. Vil den nyuddannede jurist nødvendigvis blive kontorchef, og vil bank-eleven absolut ende som bankbestyrer.

Udgangspunktet er, at loven som udgangspunkt dækker alle skadelidte. Hvis skaden tillige er omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, dækker denne som udgangspunkt. Der foretages efterfølgende beregning af, hvilken af de 2 love, der giver den »største« erstatning. Herefter når man frem til et »differencekrav«, som skadevolderen efter erstatningsansvarsloven skal betale ud over den erstatning, som skadelidte får efter arbejdsskadeforsikringsloven. Der kan efter erstatningsansvarsloven indhentes en vejledende udtalelse i Arbejdsskadestyrelsen om erhvervsevnetabet. Denne afgørelse kan ikke ankes til Den Sociale Ankestyrelse, og evt. uenighed parterne imellem henhører under domstolene.

Ved den vurdering, der skal foretages, skal der tages hensyn til skadelidtes erhvervs- og indtægtsmuligheder, dels som de var og dels, hvorledes de fremtidige muligheder skønnes under forudsætning af, at skaden ikke var sket.

I modsætning til arbejdsskadeforsikringsloven skal der kun tages hensyn til revalidering og omskoling, hvis denne lykkes, eller der er overvejende sandsynlighed herfor. Baggrunden herfor skal søges i, at der ikke er den samme mulighed for genoptagelse efter Erstatningsansvarsloven som efter arbejdsskadeforsikringsloven.

Lov om Social Pension

Seneste ændring af lov om social pension er sket ved lovbekendtgørelse nr. 22 af 14/1 1998. I forbindelse med den seneste ændring blev de væsentlige forhold, at man indførte et nyt § 15, stk. 2, hvor det forudsattes, at tilkendelse af førtidspension forudsætter, at alle aktiverings- , revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger, der kan forbedre erhvervsevnen, skal være afprøvet, og at erhvervsevnen hermed ikke varigt kan forbedres.

Endvidere blev der indført en meget omdiskuteret bestemmelse, nemlig § 20 a, hvor det fastslås, at behandling af en sag om førtidspension først kan påbegyndes på det tidspunkt, hvor det konstateres, at alle revalideringsmæssige og andre foranstaltninger skal være afprøvet efter den netop vedtagne § 15, stk. 2.

Endvidere skal ansøgning om førtidspension vurderes i forhold til muligheder for at yde hjælp efter den øvrige social lovgivning. Det vil sige ordninger, hvor der i al væsentlighed bliver ydet omfattende tilskud til tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Dette er blevet opfattet - med rette - som en betydelig skærpelse, idet man - næsten for enhver pris - ønskede at syge/skadelidte skulle bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, før man kunne få tildelt førtids-pension.

I Lov om Social Pension § 14 er angivet, hvilke kriterier der skal være opfyldt, for at man kan få helbredsmæssig førtidspension. Man kan opnå højeste pension, hvis man i ethvert erhverv må anses for kun at have en ubetydelig erhvervsevne i behold.

Mellemste førtidspension kan tilkendes, hvis erhvervsevnen er nedsat med omkring 2/3, og forhøjet almindelig førtidspension eller almindelig førtidspension kan tilkendes, hvis erhvervsevnen er nedsat på grund af helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen.

I lovens § 15 anføres det videre, at tilkendelse af pension efter § 14 er betinget af, at erhvervsevnen er varigt nedsat på grund af fysisk eller psykisk invaliditet.

Endvidere anføres det, at der ved bedømmelsen af, i hvilket omfang erhvervsevnen er nedsat, skal foretages en sammenligning mellem den indtægt, som den pågældende skønnes at kunne opnå ved et arbejde, der svarer til den pågældendes kræfter og færdighed, og som under hensyntagen til uddannelse og tidligere virksomhed kan forlanges af den pågældende, og den indtægt, som personer med lignende uddannelse normalt opnår i samme egn.

Der skal endvidere tages hensyn til alder, ligestilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder og til sådanne omstændigheder, der i det enkelte tilfælde findes at burde tillægges vægt.

Den nugældende lov om social pension bygger på den tidligere Invalideforsikringslov (lov nr. 253 af 6. maj 1921), hvor der blandt andet stod:

»En sådan nedsættelse af erhvervsevnen (til 1/3) foreligger, når den pågældende ikke længere er i stand til, alt efter dennes kræfter og færdigheder svarende beskæftigelse, der under et billigt hensyn til hans uddannelse og tidligere virksomhed kan forlanges af ham, at erhverve 1/3 af det, som legemligt og åndeligt sunde personer af lignende uddannelse og i samme egn plejer at fortjene ved arbejde«.

Endvidere anføres det af Steincke i beretning for invalideforsikringsretten fra 1. år 1923 følgende:

»Kort udtrykt er det da lægens opgave som sådan at fastslå de psykologiske følger af et foreliggende ulykkestilfælde, eller af de lidelser, der begrunde invaliditeten, mens lægen bør være mere forsigtig med at drage videregående slutninger vedrørende ansøgerens invaliditet i lovens forstand. Thi dette begreb er som nævnt ikke et medicinsk. Lægen skal angive, hvad den forsikrede fejler, i hvilken udstrækning han som følge af sine skrøbeligheder er hindret i at udnytte sine legemlige eller åndelige kræfter eller evner, mens de videregående spørgsmål, om hvilken arbejdsfortjeneste patienten kan antages at regne med, ikke er et medicinsk spørgsmål, men fordrer en bedømmelse af en ansøgers dygtighed, uddannelse, viljekraft, energi mv.«.

Allerede ved invalideforsikringsretten blev der fastslået en adskillelse af rollefordelingen mellem det lægelige skøn og vurderingen af ansøgerens individuelle erhvervsmuligheder.

Det nuværende erhvervsevnetabsbegreb, som det er fastslået i § 14 og § 15, stammer fra 1965, hvor varighedskriteriet også blev indført.

Senere er der alene sket en justering efter arbejdsmarkedsforhold og efter en anvendelse af loven.

Man kan i princippet udtrykke erhvervsevnetabet i den gældende lov om social pension således, at man skal have en lidelse (1), der varigt (2) nedsætter erhvervsevnen med mindst halvdelen (3), ligesom der ikke må være udsigt til at erhvervsevnen kan bedres (4).

Det må således fastslås, at man skal have en lidelse (en diagnose), som efter almindelig lægelig anerkendelse anses for lidelse.

Herudover skal lidelsen være varig, hvilket betyder, at der ikke må være nogen udsigt til, at lidelsen bedres spontant eller ved behandling.

Herudover må der ikke være udsigt til, at der ved revalidering, omskoling eller lignende kan ske nogen bedring af erhvervsevnen.

Ved bedømmelsen af erhvervsevnen skal der tages skyldigt hensyn til de momenter, som er nævnt i § 15, omkring hvad den pågældende skønnes at kunne tjene ud fra den pågældendes kræfter og færdigheder, og på den anden side den arbejdsindtægt, som personer med lignende uddannelse og færdigheder normalt tjener.

I denne vurdering indgår efter bestemmelsen en lang række forhold, men umiddelbart influerer den generelle beskæftigelsessituation ikke på vurderingen.

Det m å derfor først fastslås, om der foreligger en fysisk eller en psykisk invaliditet, hvorefter det undersøges, i hvilket omfang sygdommen medfører en reduktion i erhvervsevnen. Når man har vurderet omfanget af erhvervsevnenedsættelsen, bl.a. med sammenligning efter § 15, stk. 2, bestemmes erhvervsevnetabets størrelse, og dermed hvilken pension (almindelig forhøjet, mellemste og højeste) man er berettiget til.

I de seneste mange år har der været en praksis, hvor erhvervsevnetabet er blevet gjort mere »lægeligt«, idet man fokuserede på lidelsens sværhedsgrad mere end på funktionsniveauet. Det har betydet, at antallet af nytildelinger af førtidspension er faldet med 1/3, uanset at kriterierne for tildelingen var de samme. Dette er der ændret lidt på ved en Højesteretsdom fra 12. december 1999.

Privattegnede erhvervsudygtighedsforsikringer

Udtrykket privattegnede erhvervsudygtighedsforsikringer kan man kalde for en slags fællesbegreb for en lang række forsikringer, som benævnes lønsikring, invaliderente mv.

Som udgangspunkt er disse forsikringer omfattet af forsikringsaftaleloven. Forsikringsaftaleloven regulerer derimod ikke indholdet af de konkrete forsikringstyper, og slet ikke erhvervsevnetabsbegrebet.

Man må således konstatere, at der ikke i loven er nogen definition, men man må dog tage udgangspunkt i, at der hovedsageligt er tale om et økonomisk kriterium, men hvor betingelsen er, at erhvervsudygtigheden skal være forårsaget af ulykke/sygdom.

I relation til den private forsikringsret skal der derudover sondres mellem den generelle erhvervsevne over for den konkrete/specielle erhvervsevne.

Der er en lang række forsikringer knyttet til eks. revisorer, advokater, læger, tandlæger og kiropraktorer, hvor man som udgangspunkt sikrer den konkrete/specielle erhvervsevne, hvor det som udgangspunkt er den hidtidige virksomhed, der er forsikret.

I en nyere Østre Landsretsdom, som vedrørte en kiropraktor, blev det fastslået, at det var »håndværket« i form af manipulation på en klinik, der var forsikret, og ikke en mere bred forståelse, at man kunne kræve, at man også udførte konsulentarbejde og undervisningsarbejde.

For så vidt angår den generelle erhvervsevne må der tages udgangspunkt i ethvert erhverv med udgangspunkt i den nuværende tilstand i den pågældendes uddannelse og tidligere virksomhed, samt hvad der er almindeligt i samme egn.

En typisk bestemmelse i forsikringsselskabernes erhvervsudygtighed er følgende definition af invaliditet:

»Ret til præmiefritagelse og invaliderente har den forsikrede, der på grund af sygdom eller ulykkestilfælde mister sin erhvervsevne uden at dette skyldes forsæt, således at erhvervsevnen er nedsat til 1/3 eller derunder af den erhvervsevne.

Nedsættelse af erhvervsevnen, der berettiger til præmiefritagelse og udbetaling af invaliderente, foreligger, når den forsikrede ikke længere skønnes at være i stand til - bestemt under hensyntagen til hans nuværende tilstand, hans uddannelse og tidligere virksomhed - at tjene mere end 1/3 af, hvad der i samme egn er sædvanlig for fuld erhvervsdygtige personer med lignende uddannelse, alder og køn«.

Ofte vælger forsikringsselskaberne at læne sig op af den offentlige førtidspension og gør det til en betingelse, at man får tildelt mellemste førtidspension, for at forsikringen kan blive udbetalt. I visse policer er det direkte en betingelse for at kunne få udbetalt ydelser.

Den skærpelse, der har været med nytildelingerne af offentlig førtidspension, har således smittet af på de privattegnede erhvervsudygtighedsforsikringer og har givet anledning til en lang række retssager.

Pensionskasser/kollektive ordninger

Tidligere var det kun begrænsede grupper på arbejdsmarkedet, der var omfattet af en pensionsordning.

I de senere år er det blevet mere almindeligt, at også faggrupper, der tidligere ikke var omfattet af pensionsordninger, nu har fået oprettet forskellige ordninger.

Ordningerne fungerer på den måde, at der er pensionskasser, som fungerer som administrationskontorer for de enkelte fagforeningers pensionskasse.

Området er ikke lovreguleret og hviler derfor alene på hvad, der er vedtaget i de enkelte pensionskasser.

En lang række pensionskasser har en bestemmelse om, at erhvervsevnen skal være nedsat med 2/3, for at man få fuld udbetaling fra pensionskassen.

Enkelte pensionskasser har en ordning, hvorefter der kan ske udbetaling af halv pensionsydelse, hvis erhvervsevnen alene er nedsat med halvdelen.

De fleste pensionskasser har ikke nogen præcis definition af erhvervsevnetabet i deres vedtægter, hvilket ofte giver anledning til diskussioner mellem medlemmerne og pensionskasserne. Derudover har pensionskasserne ofte tilknyttet et éngangsbeløb, der ligeledes kommer til udbetaling, ligesom der er mulighed for præmiefritagelse.

Udgangspunktet er egentlig, at pensionskasserne skal vurdere frit i forhold til pensionsbestemmelserne, om der skal ske udbetalinger.

En række pensionskasser har klart tilkendegivet, at man følger den praksis og det invaliditetsbegreb, der ligger i Lov om social pension.

Dette har betydet, at en lang række personer, der har fået sygdomme, som for eksempel fibromyalgi eller whip-lash, er havnet i den situation, at man ikke længere er i stand til at arbejde, og de offentlige myndigheder har ment, at man enten ikke er berettiget til offentlig førtidspension, og hvis man var berettiget til offentlig førtidspension, fik man alene almindelig forhøjet førtidspension.

Dette havde så den refleksvirkning i forhold til pensionskassen, at man heller ikke fik udbetalt ydelser herfra, idet det forudsættes, at erhvervsevnen var nedsat med 2/3.

Dette har medført, at en lang række borgere så at sige er landet i et forsørgelsesmæssigt sort hul, hvor man har følt, at man hverken fik hjælp fra det offentlige eller fra den pensionskasse, man måske har betalt til i en menneskealder.

Dette har også givet anledning til en lang række konflikter mellem de syge/skadelidte over for pensionskasserne.

Afslutning

Som det ses af ovennævnte, er erhvervsevnetabet et relativt begreb, som kan give anledning til mange konflikter, og som reglerne er i øjeblikket, er der ikke noget samlende begreb for det, man kan kalde erhvervsevnetabet, men dette hviler på forskellige love og fortolk-ninger.

Det skal for god ordens skyld oplyses, at der med virkning fra 1. januar 2003 er indført en pensionsreform, hvor man ændrer erhvervsevnekriteriet til arbejdsevnekriteriet, men rent definitorisk har man ikke ændret voldsomt på begrebet, idet man blot ønsker at fokusere på det, folk kan, frem for at fokusere på det, folk ikke kan.

Som bekendt verserer der i øjeblikket diskussion om, hvorvidt ulykkesbegrebet skal ændres i Arbejdsskadeforsikringsloven, og man må måske påregne, at der kommer ændringer herfor inden for et års tid. Men selve erhvervsevnetabsbegrebet i Arbejdsskadeforsikringsloven er der ikke ændret på.

Med virkning fra 1.7.2002 er der sket en justering af Erstatningsansvarsloven, som ikke har berørt erhvervsevnetabet, men hvor man bl.a. har ophævet begrebet stationærtidspunktet, hvilket må forventes at give anledning til en lang række konflikter fremover, ligesom det vil blive lettere at få genoptaget sagerne.