Et fast holdepunkt i en usikker tid

Sundhedsvæsenet står i disse år over for grundlæggende forandringer. En af de vigtigste forandringer er, at den specialiserede sygehusbehandling bliver samlet på færre enheder. Både på grund af dette, og på grund af generelt stigende aktivitet i sundhedsvæsnet, bliver stadigt flere opgaver lagt ud fra sygehusene til de praktiserende læger. Derudover ændrer sygdomsmønstrene sig, så der kommer flere med kroniske lidelser.

Den praktiserende læge kommer derfor i højere grad til at varetage rollen som en tovholder, der kan guide patienterne rundt i et tiltagende specialiseret system.

Selv om sundhedsvæsenet er under forandring, så består den allerstørste del af arbejdet i almen praksis stadigvæk af den tætte patientkontakt, hvor de praktiserende læger fungerer i rollen som trøster, rådgiver, behandler og gatekeeper; det man kan sammenfatte i begrebet familielæge. Undersøgelser viser, at netop den kerneopgave bliver løst til patienternes store tilfredshed.

Det bliver heldigvis også anerkendt af de fleste politiske beslutningstagere. Almen praksis bliver jævnligt omtalt som hovedhjørnestenen i sundhedsvæsnet.

Til gengæld sker det også tit, at der bliver sat kortvarigt negativt fokus på særlige enkeltelementer i vores arbejde. I de situationer kan der med forskellige hensigter skabes et billede af en bagstræberisk almen praksis, som ikke vil »løfte opgaven« eller være »proaktive« nok til at tilfredsstille kritiske røster.

Derfor er det værd at minde om, at den danske model for almen praksis gennem årene har vist sig som en robust, produktiv og pålidelig struktur, som har kunnet påtage sig mange nye opgaver med kernefunktionen intakt. Almen praksis væsentligste funktion er stadig at være den åbne dør til sundhedsvæsenet, og selvstændigt at tage sig af langt de fleste af de symptomer og helbredsbekymringer, patienterne oplever. Det anerkender patienterne, både i den daglige praksis og i gentagne patienttilfredshedsundersøgelser.

Et væsentligt element i at opretholde almen praksis stabile funktion og driftsikkerhed er, at PLO og RLTN/regionerne udfører en samarbejdsledelse. Vi har et aftalesystem, hvor overenskomster omfatter lige så meget sundhedspolitik som økonomi. Vi har både centrale og regionale samarbejdsudvalg, som er paritetisk sammensat. Det sikrer stabilitet, da man opnår en balance mellem politisk vilje og fagkundskab. Systemet har så at sige både fjedre og støddæmpere. Samarbejdssystemet kan selvfølgelig også være frustrerende, når man skal nå forhandlingsløsninger i stedet for bare at få det som man ønsker det lige nu.

Alligevel er det svært at forstå, at Danske Regioner ikke vil anerkende de gode resultater, samarbejdsledelsen har ført til. Vi er for øjeblikket stillet overfor krav om, at regionerne alene skal have planlægningskompetencen, så de alene skal kunne placere eller flytte lægepraksis, og vi er stillet overfor krav om, at lægevagten skal underlægges regional ledelse. Der er ingen faglig begrundelse for disse krav. Der er ingen erfaringsdokumentation, som nødvendiggør, at kravene opfyldes.

Vi leder også forgæves efter områder, hvor regionernes entydige ledelse har medført en mere hensigtsmæssig struktur, større stabilitet eller produktivitet, end den, vi leverer.

Alt hvad vi står overfor af udfordringer, vil formentlig løses bedst ved et fortsat samarbejde i et system, som sikrer, at lægerne med deres faglige viden forbliver medbestemmende. Vi står derfor fast på at fastholde en samarbejdskultur, som har fungeret rigtig godt i mange år for ikke at risikere, at hovedhjørnestenen i sundhedsvæsenet begynder at smuldre.