Europa på pension

Verden ældes. Ikke alle steder med ynde, men overalt i en meget høj hastighed. Aldringen af samfundet er ikke kun et fænomen, som finder sted hos os i den rige del af verden, hvor pensioner, efterløn og ventelister til hospitalerne står øverst på den politiske dagsorden. I hver en afkrog af kloden bliver der flere og flere mennesker over 65 år. Og der bliver ikke blot flere ældre i antal. I alle lande kommer de ældre medborgere også til at udgøre en konstant stigende andel af den samlede befolkning.

Figuren på side 3904 viser, hvordan andelen af ældre over 65 år i Asien, Latinamerika, Nordafrika og Mellemøsten vil tredobles frem mod år 2050. Fra i dag at udgøre knap fem procent af befolkningen, vil de ældres andel i de kommende årtier stige til mellem 15 og 20 procent af disse områders befolkninger [1].

På det kolossale afrikanske kontinent er der i dag relativt langt færre ældre end i resten af verden, hvilket også vil være tilfældet om 50 år. Årsagen hertil er, at afrikanske kvinder, både i dag og forventeligt også i fremtiden, føder langt flere børn end kvinder andre steder på Jorden. Som det ses af Tabel 1 ligger det gennemsnitlige antal børnefødsler pr. afrikansk kvinde i dag på 4,91, mens fødselsraten for menneskeheden under ét ligger på 2,69 [2]. Alligevel vil andelen af ældre fordobles i Afrika. Jf. Figuren på side 3904.

I den rige del af verden ser udviklingen anderledes ud. Det skyldes, at i Europa og Nordamerika udgør de ældre allerede i dag en relativ stor andel af befolkningen. Alligevel vil andelen af pensionister også her fordobles. Tabel 1 .

Som det ses i Figuren, står Europa i en helt speciel situation. Uden overdrivelse er der her tale om et aldrende kontinent. Hvis ikke indvandringen bliver langt højere end i dag, vil Europa kunne se frem til, at andelen af pensionister mistænkeligt vil nærme sig en tredjedel af befolkningen. Figur 1 .

Set i et historisk perspektiv udgør de tidligere europæiske stormagter en stadig svindende minoritet. Lige inden Europa i 1940'erne selv gjorde et alvorligt indhug i folketallet, levede omkring hver femte menneske på Jorden i Europa. I dag er det under ni procent, og ved udgangen af dette århundrede forventes Europa kun at huse fem procent af Jordens befolkning [3].

Europa fører an

EU's statistikere - Eurostat - slog alarm allerede i 1996. Koldt og kynisk fremlagde de tal for, hvor Europa var på vej hen. Men problemerne ville først begynde at vise sig efter år 2005. På det tidspunkt ville de meget store årgange, der var født lige efter Anden Verdens-krig - babyboomerne eller 68'erne - begynde at gå på pension [4].

Tallene viste, at skal indvandring udefra kompensere for denne pludselige og massive afgang fra arbejdsmarkedet, måtte indvandringen ottedobles. Et svært vanskeligt budskab for Europas politikere at sælge til deres vælgere. Og det bliver værre, skrev statistikerne. Frem mod år 2024 ville det blive nødvendigt at 14-doble indvandringen, hvis Europas lande vælger at erstatte dem, der forlader arbejdsmarkedet, med indvandrere udefra.

Eurostat fremlagde også et andet alarmerende budskab. I 1995 nåede antallet af børnefødsler i de 15 gamle EU-lande ned under fire millioner. Ikke siden verdensdelen lå i ruiner i begyndelsen og midten af 1940'erne havde europæerne født så få børn. En kedelig oplysning for dem, der tænkte 20 til 25 år frem, hvor det bliver disse beskedne generationers tur til at bære byrderne.

Statistikerne havde talt. På daværende tidspunkt kunne de politiske beslutningstagere dog gemme sig bag den regel, som Englands tidligere premierminister Winston Churchill har lagt navn til: At man kun skal tro på de statistikker, man selv har manipuleret. Og tidshorisonten var trods alt næsten ti år.

I januar 1999 gik tidsskriftet Foreign Affairs mere pædagogisk til værks. Floridization kaldte tidsskriftet Europas udvikling, når landene inden længe kommer til at ligne den amerikanske stat Florida, hvor millioner af aldrende amerikanere hvert år rejser ned for at nyde deres otium og det gode klima [5]. I Florida er 19 procent af befolkningen over 65 år.

Italien har allerede i dag samme befolkningssammensætning som Florida, og med uændret indvandring vil det samme ske i Tyskland i år 2006. Mens England og Frankrig først vil ligne Florida omkring år 2016, samme år som Danmark. I øvrigt opstår denne situation i Japan i år 2005.

Der er tre årsager til, at alle Europas lande kan se frem til en stadig stærkere gennemsnitlig aldring. For det første stiger befolkningens gennemsnitlige levealder hvert eneste år. Omkring år 1900 kunne gennemsnitseuropæeren se frem til at blive 50 år gammel. I 1950 var levealderen steget til cirka 65 år, og i dag nærmer den gennemsnitlige forventede levealder sig 80 år [6].

For det andet føder europæerne meget, meget få børn. Som det ses af Tabel 1 ligger den gennemsnitlige fødselsrate i hele Europa nede på 1,38 børn pr. kvinde. Mere end 20 procent under niveauet i Kina, hvor myndighederne gennemtrumfer en brutal étbarnspolitik.

Specielt i Øst- og Sydeuropa er landene meget tæt på at være samfund, der i gennemsnit føder enebørn, med de kolossale og ukendte konsekvenser det vil have for indretningen af fremtidens samfund. Retter europæerne blikket mod øst, er der ikke megen hjælp at hente. Den gennemsnitlige fødselsrate i Rusland er nede på 1,14 børn pr. kvinde. Der synes at være mere håb at hente i Tyrkiet, hvor det tilsvarende antal fødte børn er på 2,43 [7].

Det er først og fremmest disse, historisk set, ekstremt lave fødselstal, der bevirker, at en stadig stigende andel af befolkningerne vil bestå af ældre mennesker. For det tredje forstærkes denne tendens ved, som nævnt, at efterkrigstidens babyboomere i de kommende år træder ind i pensionisternes rækker.

Set i et længere perspektiv er der i sandhed tale om et aldrende kontinent. Omkring forrige århundredeskifte var hver tyvende person over 65 år. 100 år senere - i år 2000 - var det cirka hver syvende, og 20 år senere igen vil hver femte europæer være over 65 år [8].

Negativ momentum

Den demografiske udvikling sammenlignes ofte med en supertanker. Når den sætter en ny kurs, og roret drejes kraftigt, sejler skibet, på grund af størrelsen og enertien, flere sømil, før den retter op og finder den nye kurs. Europa er nu begyndt at dreje.

De demografiske omvæltninger er ikke længere noget, der vil ske i fremtiden. Supertankeren er begyndt at dreje.

Fra år 2000 og frem begyndte de 15 gamle EU-landes befolkninger at generere det, demografer betegner som negativ momentum - en negativ fremdrift i folketallet kunne man også sige. Et skrækscenarie, der giver dybe rynker i panden på enhver demograf, og som er et resultat af mere end tre årtiers meget lave fødselstal kombineret med en gennemsnitlig stadig højere alder hos mød-rene, når de sætter en europæer i verden.

Omkring år 2000 frembragte det en aldersfordeling, hvor de underliggende tendenser går mod en stadig faldende befolkning. EU-landene vil dog ikke umiddelbart opleve en direkte nedgang i folketallet før om cirka 15 år, hvor de store efterkrigsgenerationer falder ud

af statistikkerne. Hvortil kommer, at både indvandring og en højere gennemsnitlig levealder udsætter nedgangen.

Det var tre demografiske sværvægtere under ledelse af østrigeren Dr. Wolfgang Lutz, der i det videnskabelige tidsskrift Science i marts 2003 gjorde opmærksom på, at Europa nu befinder sig i denne overordentlig vanskelige og kedelige situation [9].

Forudsættes det - måske ikke helt urealistisk - at europæerne ikke begynder at føde flere børn end i dag, men fortsætter med kun at føde 1,5 barn pr. kvinde resten af dette århundrede, og at der samtidig - helt urealistisk - ikke vil finde nogen nettoindvandring sted. Da vil dette negative momentum ved udgangen af dette århundrede betyde 144 millioner færre europæere end de 375 millioner, der i dag bebor de 15 gamle EU-lande. En nedgang i folketallet på næsten 40 procent.

Sådanne beregninger er ikke foretaget for det danske folk. Alligevel gør samme tendenser sig gældende i Danmark, dog ikke med samme styrke, da fødselsraterne i Danmark ligger en smule over EU-gennemsnittet, jf. Tabel 2. Tabel 2 .

I Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning fra sommeren 2003 opgøres dog udviklingen i gruppen »Personer med dansk oprindelse«. Her ses, at der i år 2004 for første gang i Danmarks-historien vil dø flere »personer med dansk oprindelse«, end der blev født. Og denne nedgang i antallet af danskere vil fortsætte foreløbig frem til år 2050, hvor fremskrivningerne stopper [10].

The Perfect Storm

I midten af august 2003 mødtes verdens førende demografer på International Statistical Institute i Berlin. Fra mødet skrev den internationale avis International Herald Tribune, at den demografiske udvikling vil betyde »et politisk slag, en ny form for klassekamp om knappe ressourcer. Sejr for de ældre vil fremskynde Vestens fald. Og at den politiske kamp kan ende som en kamp mellem generationer skyldes: ,At den aldrende generation er blevet lovet mere, end der kan ydes uden dramatisk at ødelægge mulighederne for de fremtidige generationer` [11].«

Avisen skrev fra mødet i Berlin, at de vestlige lande havde kursen direkte mod the perfect storm. Udtrykket er hentet fra Sebastian Jungers bog af samme navn, der beskriver, hvordan en række naturkræfter pludselig slog til på samme tid og derfor i 1991 førte til en storm af hidtil uset styrke nord for Boston i USA. Meteorologerne navngav denne århundredes storm the perfect storm.

Budskabet fra Berlin var, at landene inden for en kort tidshorisont vil støde ind i fire forskellige problemer. Problemer der vil opstå mere eller mindre samtidig, og som hver for sig vil forværre situationen på de andre områder. For det første er fødselsraterne overalt i Europa meget lave. Som det ses i Tabel 2 i mange lande ekstremt lave, og alle steder - bortset fra Albanien - under de 2,1 barn i gennemsnit, der skal til for at opretholde folketallet på langt sigt.

For det andet vil den stigende levealder i alle landene betyde øgede pensionsudgifter og stigende sundhedsudgifter. For det tredje er der i mange lande utilstrækkelige midler i de private pensionsfonde, og for det fjerde slås mange lande allerede i dag med meget store underskud på statens budgetter. Underskud der automatisk vil vokse, når antallet af pensionister bliver større.

Denne cocktail af problemer, der har det til fælles, at de langsomt og næsten uvirkeligt bygges op over en længere periode, giver sig forskelligt udslag i de enkelte lande. For eksempel vil Storbritannien, Tyskland og Frankrig løbe ind i utilstrækkelige midler i de private pensionsfonde. Tyskland, Frankrig og Italien har store underskud på deres offentlige budgetter. To typer problemer, Danmark for eksempel ikke har. Vi kom tidligt i gang med opbygningen af private pensionsfonde, og landet har overskud på de offentlige budgetter. Når det gælder stigningen i levealderen, finder den sted overalt i verden. Her står Danmark til gengæld »stærkt«. Blandt de 15 gamle EU-lande er det kun irerne, der lever kortere end danskerne [12].

De lave fødselstal er et generelt fænomen i den vestlige verden. Men forskellene er meget store, ligesom de lave fødselsrater også er indtrådt på forskellige tidspunkter. Tyskland og Italien hører til blandt de lande, der i disse år oplever de største demografiske skævheder over mod en gennemsnitlig ældre befolkning. I Tyskland skyldes det, at landet lige siden 1945 har haft meget lave fødselsrater. Det har landet kompenseret for ved i alle årene at have taget imod langt den største andel af indvandrere til Europa. I Italien indtrådte de lave fødselstal senere. Til gengæld var der tale om en langt mere dramatisk nedgang i fødselsraten. I den forbindelse er det interessant, at den amerikanske befolkning med en fødselsrate på 2,11 reproducerer sig selv.

Europas lande er således på vej ind i en næsten uigennemtrængelig jungle af problemer. Overalt præsenteres problemet som, at vi bliver for mange ældre i samfundet. Det er på en måde også rigtigt, fordi den gennemsnitlige levealder hele tiden stiger, og de store generationer snart træder ind i pensionisternes rækker. Men denne aldring er jo først og fremmest et problem, fordi de efterfølgende generationer er så små, at det bliver arbejdsstyrken, der ikke er tilstrækkelig stor til at understøtte de mange flere på pension, der udgør det primære problem. For eksempel vil de mange flere ældre ikke give sig udslag på samme måde i USA som i Europa, da både det amerikanske folketal og den amerikanske arbejdsstyrke fortsat vil vokse gennem de højere fødselstal og en større indvandring.

Med andre ord synes løsningen at kunne findes tre steder. Enten gennem en betydelig højere indvandring. Eller gennem ændringer i de offentlige finanser, hvor stigende skatter kunne finan-siere den voksende sundhedssektor og øvrige udgifter til de mange ældre. En stenet vej i lande hvor skattetrykket i forvejen er højt. Eller man kunne sænke pensionerne, hvilket nok er en lige så ufremkommelig vej, da mange vil føle det som et angreb på velerhvervede rettigheder. Tænk blot på danskernes diskussion om efterlønnen.

Endelig kan landene forsøge at udvide arbejdsstyrken, så både produktion og skatteindtægter forøges. Det giver dog lige så store problemer, uanset om det sker gennem højere pensionsalder, længere arbejdstider, kortere ferier, kortere barsel eller andet, der også af mange vil føles som et angreb på deres rettigheder.

Overalt i Europa søges der gennemført reformer, der kombinerer alle disse tiltag. Mange steder har det udløst strejker og politisk uro. Men den demografiske udvikling tvinger politikerne til at handle. Også i Danmark, hvilket vil blive behandlet i en senere artikel.

1. www.unfpa.org - State of World Population.
2. www.unfpa.org - State of World Population.
3. www.unfpa.org og Hans Kornø Rasmussen, Flygtninge og indvandrere i Europa, Handelshøjskolens Forlag 1996, kapitel 5.
4. Eurostat, Statistics in Focus - Population and Social Conditions, Pu blication, No. 6. Luxembourg: European Communities, 1996.
5. Peter G. Peterson, »Gray Dawn: The Global Aging Crisis«, Foreign Affairs, January/February 1999.
6. Commission of the European Communities, Older People in Europe: Social and Economic Policies - The 1993 Report of the European Observatory, Luxembourg 1993.
7. www.unfpa.org
8. Som note 6.
9. Wolfgang Lutz mfl., »Europe's Population at a Turning Point«, Science, vol. 299, March 2003, s. 1991.
10. Danmarks Statistik, Befolkning og valg 2003:12, 26. juni 2003. I en kort periode i begyndelsen af 1980'erne sås samme tendens, og Folketinget indførte ved den lejlighed børnechecken. Her var dog tale om, at store grupper udsatte fødslerne.
11. International Herald Tribune, The Looming clash of the generations, August 22, 2003.
12. Hans Kornø Rasmussen, Det danske dilemma - om Danmark, EU og indvandring, Tiderne Skifter 2004, s. 81.