Skip to main content

FADL: Stavnsbinding kan være ulovlig

De lægestuderende er glade for 50 nye studiepladser men en ”stavnsbinding” vil stride mod konventioner, som Danmark har skrevet under på, mener FADL.

FADLs formand, Mads Helsted - Glad for flere studiepladser, men  bekymret for regeringens planer for at "stavnsbinde" de studerende til samme studieby. Foto: FADL
FADLs formand, Mads Helsted - Glad for flere studiepladser, men bekymret for regeringens planer for at "stavnsbinde" de studerende til samme studieby. Foto: FADL

Klaus Larsen kll@dadl.dk

19. jan. 2017
3 min.

Da regeringen onsdag fremlagde Lægedækningsudvalgets anbefalinger, fremgik det blandt andet, at antallet af studiepladser på medicinstudiet i Aalborg nu øges med halvtreds procent, fra 100 til 150. Håbet er, at flere af de færdiguddannede læger vil blive i det nordjyske, hvor lægemanglen forværres år for år.

De lægestuderendes fagforening FADL er tilfredse med de 50 nye studiepladser i Aalborg.

”Det kan blive en god måde at løse en del af problemet på – at lægerne ikke skal flytte langt væk, men kan blive der, hvor de har læst”, siger Mads Helsted, formand for FADL’s hovedbestyrelse og selv 8. semesterstuderende i København.

Ministerens uldne formulering

Derimod er FADL-formanden bekymret for, at regeringen samtidig overvejer at ”stavnsbinde” de studerende til at gennemføre hele uddannelsen på det universitet, hvor studiet påbegyndes.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) bemærkede, at en del medicinstuderende fra Aalborg og Odense skifter til Københavns Universitet i løbet af uddannelsen. En udvikling, ministeren vil forsøge at vende.

Regeringen vil derfor ”arbejde for, at flere medicinstuderende færdiggør studiet samme sted, som de bliver optaget”, som det formuleredes på ministeriets hjemmeside.

Her er ministeren – muligvis bevidst – ulden i mælet. Det fremgår nemlig ikke, om de studerende faktisk, som FADL frygter, skal ”stavnsbindes” til at gennemføre både bachelor- og kandidatdelen af en påbegyndt uddannelse ved det samme universitet. Eller om fastholdelsen snarere skal ske ved hjælp af blødere incitamenter.

Det kunne ifølge FADL ske ved f.eks. at gøre uddannelsesmiljøerne attraktive, både på og ved siden af studiet, men også efter studiet ved f.eks. kombinerede hoveduddannelsesforløb.

”Tvang virker ikke. Det har femårsfristen vist”, siger Mads Helsted.

Særregel "vil stride mod erklæring”

Hvis ministerens tanker i værste fald fører til en særregel for medicinstuderende om, at de ikke må skifte universitet efter bacheloruddannelsen, vil det ifølge Mads Helsted kollidere med den såkaldte Bologna-proces og erklæringen af samme navn, som Danmark har underskrevet.

Bologna-processen har til formål at fjerne mobilitetshindringer for lærere og studerende i de europæiske underskriverlande: Når man afslutter en selvstændig uddannelse – som bachelor-uddannelsen er – skal man have mulighed for at flytte sig til et andet universitet.

FADL-formanden tolker erklæringen således, at det også må gælde mellem universiteter i det samme land.

”Problemet opstår, fordi man betragter lægeuddannelsen som én lang uddannelse, men bachelor- og kandidatdelen er jo to separate uddannelser. Det ser ud til, at det ikke er tænkt med”, siger Mads Helsted.

Flere studiepladser – men pas på kvaliteten

Mads Helsted ser udvidelsen i antallet af studiepladser i et overvejende positivt lys: Hellere flere studerende – hvoraf flere formentlig vil slå sig ned nær uddannelsesstedet – end mere tvangsprægede foranstaltninger til løsning af den nordjyske lægemangel.

Han ser dog en risiko for, at der kan opstå pladsproblemer, dels på universitetet, hvor optaget på medicin i forvejen blev fordoblet for et par år siden – og dels i klinikken. Det kan føre til en forringelse af den nordjyske lægeuddannelses kvalitet, mener Mads Helsted.

Desuden peger han på, at antallet af KBU-stillinger, og på længere sigt også af hoveduddannelsesstillinger, bør justeres opad i takt med, at studieoptaget øges:

”Sundhedsstyrelsen har tilkendegivet, at man ikke har tænkt sig at øge antallet af HU-stillinger fra de nuværende 900. Det håber vi, ændrer sig”, siger Mads Helsted og påpeger, at antallet af studerende på landsplan på få år er øget fra omkring 1.000 nye studerende om året til næsten 1.500.