Skip to main content

Færre ringer til Lægevagten

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

12. jun. 2012
1 min.

Tal fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) viser, at belastningen på Lægevagten uden for Region Hovedstaden falder. Sammenligner man februar/marts i år med samme periode sidste år, er antallet af vagtlægeopkald stort set det samme i Region Hovedstaden, mens det er faldet i de øvrige regioner – mest i Region Sjælland.

Denne tidsramme er valgt, fordi Region Hovedstaden ved starten af februar i år indførte den rådgivende 1813-akutlinje. Et af argumenterne for at indføre linjen var et ønske om at reducere presset på vagtlægerne.

»Det tyder på, at 1813-telefonen ikke har reduceret presset på Lægevagten«, siger formanden for Lægeforeningens akutudvalg, Peter Magnussen, om tallene.

Region Sjælland har også en akuttelefonlinje – nr. 70 15 07 08 – men af en anden art. Den er en obligatorisk visitationsordning, som borgerne skal bruge, når de kommer til skade. Her ses det største fald – på 10 pct.

Også Region Midtjylland og Region Nordjylland har visitationsordninger, mens Region Syddanmark har åben adgang til skadestuerne.

Peter Magnussen hælder til den forklaring, at netop visitationsordningerne har betydning.

»Det eneste sted, hvor der i perioden har fundet en reel ændring sted, er i Region Sjælland, hvor man har indført visiterede skadestuer. Det har medført et fald i henvendelserne også til Lægevagten«, siger han.