Skip to main content

Færre sengepladser giver overbelægning i Nord

På ti år er antallet af sengepladser i Region Nordjylland skåret ned med en tredjedel. De praktiserende læger opfordres til at holde igen med at indlægge.

(Foto: colourbox.com)

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

26. jan. 2017
4 min.

Der var engang, hvor hospitalerne i Region Nordjylland disponerede over 1.950 sengepladser. Det var i 2006.Ti år senere er der kun 1.282 pladser, viser en optælling over disponible senge, som Lægeforeningen har foretaget.

Det svarer til en reduktion på lige over 34 pct., altså en tredjedel.

Den stærkt reducerede sengekapacitet har givet massive problemer - alene Aalborg Universitetshospital har fået lidt over 100 færre disponible sengepladser alene de seneste to år.

Sammenstødet mellem behov og kapacitet fik i sidste måned Region Nordjylland til aktivt at opfodre de praktiserende læger til at holde igen med at indlægge patienterne på Aalborg Universitetshospital.

"De sidste uger har der været en ganske betydelig overbelægning - hvilket giver uhensigtsmæssige patientforløb og mange gener for patienterne. Med respekt overfor den frie indlæggelesret vil vi derfor anmode praktiserende læger og vagtlæger om at overveje alternative muligheder til en akut indlæggelse", skrev hospitalsledelsen i en henvendelse til de praktiserende læger.

Faktaboks

Fakta

I stedet ville det være vældigt godt, om de praktiserende læger i højere grad ville bruge de kommunale tilbud som f.eks. akut- eller aflastningspladser. Ligesom de subakutte udredningspladser blev nævnt.

"Et veltilrettelagt subakut eller ambulant forløb giver ofte bedre forløb med færre ulemper for patienten", mente hospitalsledelsen.

Opfordringen udløser en form for "hvad sagde vi?" reaktion i nordjyske lægekredse.

Lægeforeningen advarede

Allerede i 2015 advarede Lægeforeningen Nordjylland mod at nedlægge flere sengepladser - især, hvis nedlæggelsen ikke blev kompenseret i form af en øget ambulant kapacitet, og hvis kommunernes sundhedsberedskab ikke kunne følge med.

”Tallene kommer desværre ikke som en overraskelse for os, idet vi jo gennem flere år efterhånden har vænnet os til en ganske massiv overbelægning, ikke mindst på de medicinske afdelinger", siger formand for Lægeforeningen Nordjylland, Søren Lunde.

"I takt med at de mindre sygehusmatrikler i regionen er blevet lukket, er sengene blevet overført til Aalborg Universitetshospital. Dog har vi gang på gang måttet konstatere, at man på vejen til Aalborg har ’tabt’ flere senge, idet der aldrig tilføres samme antal senge, som man havde på de mindre matrikler", siger han.

Lægeforeningen Nordjylland advarede i sit høringssvar til Region Nordjyllands 2020 plan netop om den varslede nedskæring på 90 senge alene i Aalborg over perioden 2015-2020, idet den ambulante kapacitet og det kommunale tilbud ikke øgedes i samme periode.

"Vores høringssvar blev af daværende sundhedsdirektør Jens Winter Jensen kritiseret for at være for sortsynet, men allerede nu i 2017 er der forsvundet 108 senge i Aalborg! Overbelægningen kræver meget ofte brandvagter og en meget uhensigtsmæssig sammenstuvning af f.eks. immunokompromiterede hæmatologiske patienter og patienter med infektiøse sygdomme som f.eks. pneumoni – en meget uheldig cocktail, som i sidste ende går ud over patientsikkerheden. For ikke at nævne kvaliteten i den enkelte patients behandling, når samme læge skal gå stuegang på alt, alt for mange patienter", siger Søren Lunde.

Han ser udviklingen som udtryk for "et magtvakuum".

"Alle de lavthængende frugter er for længst plukket i nedlægningen af sengepladser – de sidste 3-4 år har det udelukkende været forringelse efter forringelse af de medicinske patienters tarv og vores kollegers arbejdsvilkår. Når vi adresserer problematikken overfor de ansvarlige regionspolitikere, hører vi alt for ofte den samme tale om, at regionerne er presset på økonomien og at kommunerne ikke lever op til deres ansvar ved at sikre et sufficient tilbud til deres nyudskrevne borgere. Magtvakuumet mellem Folketinget, Regionerne og Kommunerne er særdeles tydeligt og et til tider frustrerende arbejdsfelt at navigere i", siger han.

"Når ledelsen på Aalborg Universitetshospital føler behov for at opfordre vores dygtige kolleger i almen praksis til at holde igen med indlæggelserne, er det jo et vink med en vognstang om, at grænsen for reduktion i sengepladser for længst er passeret”.