Fedtspilleri om økonomien

For et år siden var den tanke, at speciallæger kunne fyres, tæt på utænkelig. I store dele af landet var de en efterspurgt mangelvare. I andre dele handlede det om at få produktionen op i gear. Men under den seneste tids fyringsrunder har omkring 40 overlæger og afdelingslæger fået at vide, at der ikke længere er job til dem, og de er ikke de sidste, der får den triste besked.

Læger er ikke de eneste, der er ramt. Plejepersonalet har i høj grad måttet holde for. Der er ingen tvivl om, at fyringerne trækker dybe spor både hos dem, det konkret går ud over, og hos de tilbageblevne på afdelingerne. Det er udtryk for en sløset omgang med både menneskelige og økonomiske resurser.

Sygehusenes ulykkelige situation bunder bl.a. i, at regeringen satser på to heste, som trækker i hver sin retning. På den ene side er der loft over, hvor mange penge sygehusene må bruge. På den anden side skal de kunne leve op til den såkaldte ventetidsgaranti, som betyder, at patienter skal behandles efter maksimalt en måneds ventetid, uanset hvad de fejler. Det må gå galt.

Det betyder ikke, at regionerne er ansvarsfri. Der er også forskel på, hvor gode de har vist sig at være til deres job. Uden at gå i detaljer er det bemærkelsesværdigt, at langt de fleste læger er fyret i Region Hovedstaden, og at Hillerød Hospitals håndtering af fyringsrunden for nylig skiller sig ud - på den grimme måde.

Desværre er der ikke noget, som tyder på, at situationen letter i den kommende tid. Blot et eksempel: For få dage siden meddelte Region Midtjylland, at den skal spare 500 mio. kr. over de næste to år. Samtidig - og det er selvfølgelig glædeligt - vil der også i de kommende år ske en udvikling af ny medicin og bedre behandlingsmetoder. Med flere ældre borgere, som vil have det bedste, er det klart, at presset på sundhedsvæsenet kun vil vokse.

Det udstiller også problemet ved, at regeringen - via skattefradrag - giver en bestemt gruppe mennesker positiv særbehandling. Ikke fordi de er de mest syge, men fordi de har en sundhedsforsikring. Fra bl.a. forsikringsselskaberne og sundhedsministeren har det lydt, at forsikringerne sparer samfundet 800 mio. kr. om året i sygedagpenge. Det regnestykke er netop blevet gennemhullet af eksperter, hvis mest pessimistiske vurdering er, at staten ligefrem taber penge. At der ingen faglig begrundelse er for ordningen, og at den har social slagside, er argumenter, som hidtil har vist sig at være uden effekt.

Det er på høje tid, at politikerne tager et ansvar for en grundig gennemgang af styringen i sundhedsvæsenet. Lad os nu få den uvildige analyse af styrings- og finansieringsmekanismerne, som YL, FAS og de øvrige faglige organisationer for de ansatte på sygehusene længe har efterlyst. Både politikere og medarbejdere i sundhedsvæsenet kommer til at stå over for meget svære valg de næste år. Hvorfor ikke foretage dem med åbne øjne?