Skip to main content

Fem læger fyret på KU

Fem læger blandt de 72 fyrede på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Alexander Tange, ata@dadl.dk

11. feb. 2016
1 min.

Fem læger må finde et andet job, efter 72 bliver fyret fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns universitet. De fem berørte er medlemmer af Universitetslægerne, som efter fyringerne vil have omkring 90 medlemmer ansat på KU.

”Hvad vil man egentligt? Er det kun pengene man ser på, eller skal man også se på kvaliteten af den undervisning, som man giver? I øjeblikket ser det ud til, at det kun er pengene, der tæller, ” siger Peter Holm-Nielsen, formand for Universitetslægerne.

Han er bekymret for, at fyringer af læger på fakultetet kan føre til en mere teoretisk uddannelse af de kommende læger.

”Når de teoretiske undervisere bliver mødt med spørgsmålet om, hvordan det, de studerende lærer, nu skal bruges i patientbehandlingen, jamen så kommer de jo til kort, fordi de ikke har den samme viden som en færdiguddannet læge, ” siger formanden, som mener den praktiske tilgang er vigtigt for de studerende at få med i bagagen fra bachelordelen af medicinuddannelsen til kandidatdelen.

Torsdag er sidste dag sparekniven svinges over de ansatte på KU i denne runde.

"Utopisk at tro besparelser ikke går ud over undervisning og forskning. Dybt bekymrende," skrev Thomas Svare Ehlers, formand for Foreningen af Danske Lægestuderende på Twitter.