Skip to main content

Fem spørgsmål til Peter Laurberg Professor, overlæge, Århus Universitetshospital, Aalborg Sygehus.

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

22. okt. 2010
2 min.


Er centralisering ikke godt for patientbehandling?

Der skal være balance med forskellige centre i Danmark, som supplerer, stimulerer og udvikler hinanden. Bevidstløs centralisering og monopolisering skader de faglige miljøer; ligesom da kongens embedsmænd udstedte bureaukratiserende købstadsprivilegier, der hæmmede udviklingen.

Handler protesten ikke mere om din arbejdsplads end behandlingskvalitet?

Hvis man udokumenteret fastholder, at kvalitet kun kan forefindes tre steder, så nedlæg behandlingen i København. På en række områder er vi lige så kvalificerede.

Sundhedsstyrelsen har jo givet jer særstatus, så I må ting grundet jeres geografi. Hvad er problemet?

I specialeplanen står side efter side, at det er en »national interesse« at afvikle Aalborg. Jeg synes ikke, det er en national interesse, at alt centraliseres i København.

Men igen, hvor ser du problemet?

Vi har eksempelvis et velfungerende neuroendokrinologisk center, hvor Sundhedsstyrelsen nu siger, at den ene af de anvendte operationstekniker ikke længere må bruges. På sigt forsvinder neurokirurgi fra centret, og kvaliteten falder. Man bliver en smule vred, når sådanne beslutninger skulle være en »national interesse«. Ifølge Sundhedsstyrelsen har vi ikke specialiseret endokrinologi, hvilket er vås, da jeg eksempelvis er specialist inden for området. Konklusionerne bærer argumenterne, ikke omvendt.

Hvad skal der komme ud af henvendelsen til de nordjyske politikere?

De bør diskutere med Sundhedsstyrelsen, om det er en national interesse at nedlægge Aalborg Sygehus som universitetshospital med højtspecialiserede funktioner, der uddanner fremtidens læger. Det synes jeg ikke.