Filmanmeldelse: Chronic

Titel: Chronic

Instruktør: Michel Franco

Udgivet 2015, modtog i 2015 prisen for bedste manuskript ved filmfestivalen i Cannes

Som læger ved vi, at døden sjældent er så velorkestreret som Hollywood ofte beskriver den. Forfriskende nok er dette ikke en feel good-film om livets afslutning, men istedet en stille, usentimental beretning om den usminkede dødsproces og det at være tæt på den.

Instruktøren Michel Franco præsenterer os for David (Tim Roth), der arbejder som dedikeret hjemmesygeplejer. David er fagligt kompetent, overmåde samvittighedsfuld og empatisk, men allerede i de første scener er der noget mistænkeligt ved David.

I åbningsscenen iagttager vi en ung kvinde, der sætter sig ind i en bil, og vi ser, fra Davids perspektiv, hvordan han følger efter hende. Kort efter i en lang sekvens bader David en yngre kvinde, der er udmagret og tydeligt mærket af sygdom. Han omfavner hende og holder hende tæt til sig, da han hjælper hende på benene – måske lidt for tæt.

Man får indtryk af, at David behøver patienterne lige så meget, som de behøver ham. David er empatisk i en grad, så han næsten assimileres i patientens eksistens, og i sin stræben for at forstå patienten griber han til løgne for at få kendskab til deres liv. Gennem filmen lades det uvist, om motiverne for denne nærhed er af altruistisk eller mere selvisk karakter.

Fælles for de pårørende i filmen er deres berøringsangst over for dødens kødelige ubehageligheder, hvorfor de gladeligt overlader patientens sidste timer til fremmede – i dette tilfælde David.

Han går uforfærdet ind og møder det nøgne, sårbare og afkræftede menneske i det rum, som ellers er forbeholdt de nærmeste, og kommer måske uforvarende til at lukke dem ude. De distancerede pårørende ekskluderes, og forvirrede anklager de David for overgreb.

David går gennem filmen fra den ene døende patient til den næste. Efterhånden begynder han at opsøge sit eget liv og genvinder kontakten med sin datter og ekskone, mens hans traumatiske fortid og eventuelle bevæggrunde for at have viet sit liv til de døende antydes.

Døden er filmens omdrejningspunkt, og på den ene side beskrives den så jordnært, at man næsten kan lugte forfaldet og gravens sorte muld, på den anden side leveres der ingen klare pointer, og dette efterlader filmen lettere distanceret. Hertil kommer, at billedet mudres en anelse af, at karakteren David til tider er lidt for mystisk, hvilket ikke afhjælpes af den abrupte slutning.

Kan filmen anbefales? Ja, absolut – også selv om man som læge ikke ønsker sig sammenlignet med den konfliktsky og lettere meningsfattige læge i filmen. De spørgsmål, som Franco rejser om døden, er relevante for os alle som læger, pårørende og ikke mindst dødelige. God tur i biffen!