Filmen giver med til tider rå scener indblik i de konsekvenser, som hjerneskaden har for hovedpersonerne, deres forhold til hinanden og ikke mindst sønnen, desværre uden at vi egentligt når at lære dem at kende dybere.
En familie kører på en solbeskinnet stejl bjergvej på Mallorca – hurtigere og hurtigere. Uforsvarlig er han, hovedpersonen Frederik, han skræmmer sin kone og store søn – men stopper så endelig efter en punktering på en udsigtsplads. Han står og ser ud over havet og pludselig falder han … ud over kanten.
Skolelederen Frederik (Nikolaj Lie Kaas) har en hjernetumor. Diagnosen stilles på et spansk hospital af en empatisk om end lettere luvslidt læge. Tilbage i Danmark opereres Frederik for sin hjernetumor – et frontalt meningeom. Men han falder fortsat ... i susende fart mod bunden med konen Mia (Trine Dyrholm) og sønnen Niklas (Sofus Rønnov) hvirvlende omkring sig i malstrømmen. Mens tumoren voksede i hans hjerne, har han begået underslæb i millionklassen. Frederik anklages, men var han sindssyg i gerningsøjeblikket og dermed straffri? Hvad er tumor, og hvad er menneske?
Således starter det danske drama ”Du forsvinder", en film af Peter Schønau Fog efter romanen af samme navn af Christian Jungersen.
Hustruen Mia forsøger desperat at finde molekylære og biologiske forklaringer på sine og Frederiks problemer og finder lidelsesfæller i en støttegruppe for pårørende, der gladelig giver hende biologisk syndsforladelse. For hvis man blot er biologisk forudbestemte drifter og handlemønstre, kan man så pådrages skyld? Kan man blot tage denne forklaring på sig som en belejlig usynlighedskappe, når man ikke ønsker at tage konsekvensen af sine handlinger? Undervejs drages også Mias argumenter og oplevelser i tvivl, og pludselig er alt i spil.
Sideløbende følger vi forsvarsadvokaten (Michael Nyqvist) og hans hjerneskadede kone, som han ifølge fortællerstemmen er vedvarende tro på baggrund af en overproduktion af ”troskabshormonet” oxytocin efter en bilulykke. Er advokatens kærlighed så blot kemi?
Filmen giver med til tider rå scener indblik i de konsekvenser, som hjerneskaden har for hovedpersonerne, deres forhold til hinanden og ikke mindst sønnen, desværre uden at vi egentligt når at lære dem at kende dybere. Filmen stiller absolut interessante filosofiske spørgsmål, men mindst lige så interessant er det menneskelige drama, der udspiller sig mellem karaktererne. Mias stemme flyder som fortæller hen over scenerne i en skønsom blanding af psykologi, neurofysiologi og filosofi. Skuespillet er upåklageligt, troværdigt og medrivende, ikke mindst fra Trine Dyrholms og Sofus Rønnovs side, og derfor er det ærgerligt, at man som tilskuer hele tiden skubbes ud i distancen af fortællestemmens manuduktion.
Men kan vi så overhovedet stole på den – hjernen? Instruktøren forærer os ikke nogen vej ud af sit dystopiske univers, men overlader det til os at finde svarene i hver vores svigefulde bevidsthed. God tur i biffen!
