Nye tal viser, at antallet af lægesekretærer på hospitalerne siden 2001 er steget med 17,5 procent. Alligevel klager læger over, at de skal klare mere og mere administrativt arbejde. Lægesekretærernes arbejde er nu i fokus som spareobjekt – men de vil gerne overtage nogle af lægernes kontoropgaver.
Fra 2001 til 2014 ansatte hospitalerne flere og flere lægesekretærer – i alt steg lægesekretærbemandingen med 1.300 fuldtidsansatte.
Det var en periode præget af vækst på hospitalerne. Der var således en årlig vækst på 2,4 procent gennemsnitlig. Tilsvarende blev der ansat flere læger – det var dog procentvis langt flere, nemlig 42 procent, viser en opgørelse fra Kommunernes Landsforenings tidsskrift, Momentum. Antallet af sygeplejersker steg i samme periode med 16 procent.
Alligevel forekommer stigningen i antallet af lægesekretærer overraskende, fordi mange læger oplever, at de bruger mere og mere tid på tastearbejde – dokumentation, registrering, journalskrivning mv.
Formand for Yngre Læger, Camilla Rathcke, siger:
”Tallene svarer ikke til, hvad mange læger oplever. Jeg ville have troet, at der var nogenlunde det samme antal lægesekretærer, fordi der er blevet lagt flere administrative opgaver over på lægerne. Hvor det for eksempel tidligere var typisk, at det var lægesekretæren, der skrev ind i journalen efter et båndet diktat fra lægen, sidder mange læger i dag selv og skriver i journalen”.
Men det kan gå fra skidt til værre. For udviklingen er vendt. Nu falder antallet af lægesekretærer.
Alle regioner svinger sparekniven i disse år, og det går bl.a. ud over lægesekretærstillingerne. Danske Lægesekretærer-HK oplyser, at der siden slutningen af 2014 og første halvdel af 2015 er blevet 200 færre lægesekretærer på landsplan.
Det hænger også sammen med, at mere og mere journalskrivning bliver digitaliseret i takt med, at regionerne indfører nye sundheds-it-systemer. For eksempel påregner Region Hovedstaden og Region Sjælland at skære 25 procent af lægesekretærstillingerne bort, når deres nye sundheds-it-system – Sundhedsplatformen – indføres i løbet af i år. Det skyldes, at den arbejdsgang, hvor lægen dikterer, og lægesekretæren skriver ind i journalen, bliver afskaffet.
Det forklarede Anne Gram, der er vicedirektør på Herlev/Gentofte Hospital, for nylig i en artikel her i bladet sådan:
”Noget af det nye er, at lægerne selv skal dokumentere, og at dokumentationen skal ske sammen med patienten. Selvfølgelig vil det tage noget tid, før lægerne bliver eksperter i at bruge systemet, men på længere sigt forventer vi ikke merarbejde for lægerne som følge af den ændrede journalføring".
Lægesekretærernes formand, Soile Friis, mener, at det er en skæv udvikling, at lægerne skal stå for mere og mere af det klinisk-administrative arbejde. Noget, som lægerne ikke er uddannet til, men som netop lægesekretærerne er uddannet til:
”Det, jeg hører fra mine medlemmer, er, at der er en trend, der går ud på at skære ned på lægesekretærerne, og det bekræfter de seneste tal også. Men det er ikke en fornuftig tankegang, for der kommer flere klinisk-administrative opgaver til – med pakkeforløb, garantier, komprimerede patientforløb mv. Dertil kommer kravene til registrering og dokumentation, og her tænker mange hospitaler, at det kan læger og sygeplejersker lige gøre. Men er det smart tænkt? Skal vi ikke diskutere, om det er det, de skal bruge deres tid på?”, siger hun.
Camilla Rathcke genkender billedet:
”Som det ser ud i dag, har læger fået mange kontoropgaver ved computeren. Det er opgaver, som vi også havde for ti år siden, men da var det typisk lægen, der ordinerede, og lægesekretæren eller en anden faggruppe effektuerede. Det kan f.eks. være medicinansøgninger til Lægemiddelstyrelsen. Tidligere dikterede jeg, hvad der skulle ansøges om, på hvilken indikation og med hvilke kriterier, og så udfyldte lægesekretærerne skemaerne og stod for korrespondancen. I dag er det en elektronisk ansøgning, hvor man som sundhedsperson søger direkte selv med sit NemID som lægefaglig person. Det er til dels nemt, men som så mange andre ting tager det også tid. Tilsvarende kan man nævne bestilling af billeddiagnostiske undersøgelser, blodprøver, tilsyn fra kollegaer på andre afdelinger, opskrivning til operation – nødvendige elementer i patientbehandlingen, men i dag ofte opgaver, der føres til ende af lægerne selv frem for af lægesekretærer”.
Hun tilføjer, at det også er en udvikling, der er kommet med digitaliseringen:
”I og med, at alle systemer er koblet op på os selv som fagpersoner, er der mange opgaver, som er blevet lægernes egne. Og man kan sige meget om nemhed, når man anvender elektroniske systemer, men det taget alt andet lige mere tid at taste ind, end det gør at skrive to linjer på et stykke papir. Ikke at vi skal tilbage til det, men vi skal erkende, at tastearbejdet ikke er ubetydeligt”.
Så du er enig med Soile Friis i, at man bør omfordele nogle opgaver?
”Der er nogle fordele ved, at man kan se, hvilken fagperson der har f.eks. bestilt en billeddiagnostisk undersøgelse. Men det kan man også se i journalen. På den anden side er det ikke hensigtsmæssigt, at der er blevet lagt så mange opgaver over på lægerne, som i virkeligheden burde varetages af lægesekretærer. De er hurtigere til det, og vi bruger uforholdsmæssigt meget mere tid på det i dag, end vi gjorde for 10-15 år siden. Der er en række administrative opgaver, registreringer og dokumentation, som det er hurtigere og billigere, at lægesekretærer udfører”.
Men trenden går modsat – eksemplificeret med Sundhedsplatformen, som kan gå hen og blive model for hele landet?
”Ja, der har man en forventning om, at det er lægerne selv, der gør det hele – sætter krydser og flueben. Og det er ikke den rigtige vej til at anvende lægeressourcerne optimalt. Jeg kan godt være bekymret”.
Det ser ud til, at der er nogenlunde enighed om det her blandt læger og lægesekretærer; hvordan er det så kommet dertil?
”Jeg tror, vi har været meget forhippede på systemerne – hvordan de skulle integreres med hinanden, og hvordan man kan samle materialet i få programmer. Det er også vigtigt. Men det har givet os en udfordring, for vi har glemt at forholde os til, om vi sætter den rigtige mand på opgaven. Man tænkte, at når nu lægen alligevel sidder bag skærmen, så kan vi også lige få lægen til at registrere yderligere nogle ting. Men spurgte ikke, om det nu også var så smart. Jeg håber, der snart kommer en evaluering af det”, siger Camilla Rathcke.
Man kan godt få en fornemmelse af, at Soile Friis kæmper for en faggruppe, der er ved at blive overflødiggjort af den teknologiske udvikling. Spørgsmålet er så, om der overhovedet er arbejde til alle lægesekretærerne?
”Ja. Ser vi på stigningen i antallet af lægesekretærer, er den jo sket samtidig med, at der behandles flere patienter. Med hensyn til læger og sygeplejerskers dokumentation så skal vi som regel ind og hente det, de har registreret alligevel – vi er i modsætning til lægerne uddannet i at administrere, vi er f.eks. oplært i at registrere korrekt, hvilket er helt afgørende for, at det kan bruges. Derfor skal vi mange steder ind og kvalitetssikre lægernes og sygeplejerskernes registreringer og dokumentationer. Og ja, selvom det ofte er lægen, der skriver notatet, skal vi alligevel ind og hente det og ekspedere det videre”, siger Soile Friis.
Det er de kendsgerninger, som Soile Friis bygger sin opfordring på om at overlade det klinisk-administrative arbejde til lægesekretærerne.
”Det er det eneste rigtige ud fra et kvalitetsperspektiv – at hver faggruppe gør det, den er bedst til. Lægerne og sygeplejerskerne skal ikke bruge så meget tid på administration; det er ikke det, de er uddannede til – det er patientbehandling – vi er til gengæld uddannede til det”, siger hun.
Hvad skal der til ?
”Jeg tror, at hver enkelt sygeplejerske og læge skal spørge sig, om de arbejder smart – om de gør det, de er bedst til. Svaret vil i mange tilfælde være nej, og det synes jeg, at afdelingsledelserne må forholde sig til”.
At lægesekretærer må forholde sig til deres eksistensberettigelse, er ikke nyt, siger Soile Friis:
”Vi har altid været truet. Da f.eks. HS [det hedengange Hovedstadens Sygehusfællesskab] indførte epj, var det vores arbejde, der skulle overflødiggøres. På same måde som nu i forbindelse med Sundhedsplatformen. Men vi ved af erfaring, at et nyt system genererer andre og flere opgaver. Så vi skal være der fortsat. Jeg hører allerede nu lægerne være bekymrede for, at de igen skal til at bruge mere tid foran pc´en og ikke hos patienten. Her er lægesekretærens rolle at være på banen og i samarbejde med lægerne sikre, at klinisk administration varetages af lægesekretæren. Så ja, vi er truet, men det er uvidenhed hos beslutningstagerne, der blandt andet er årsag til det".
