Skip to main content

Flere og flere børn og unge får piller mod angst

Større efterspørgsel og krav om korte ventetider presser læger til at ordinere medicin til børn og unge med angst, selv om terapi virker lige så godt.

22. jan. 2015
1 min.

I løbet af 10 år er antallet af børn og unge, der får medicin mod angst, tredoblet, skriver mx.dk.

»Jeg har ikke det gyldne svar på hvorfor, men som jeg kender praksis, er tærsklen for at give børn og unge medicin generelt blevet lavere«, siger speciallæge i psykiatri, ph.d. Lisbeth Kortegaard til avisen.

Hun peger på, at det muligvis kan skyldes, at flere og flere børn og unge henvises, samt at der er krav om, at der ikke må være ventetid.

»Man forventer at se en effekt hurtigt, og terapi tager alt i alt længere tid«, siger hun.

Men netop terapi er altid at foretrække frem for medicin, når børn skal behandles for angst, siger flere eksperter.

» Medicin bør aldrig være førstevalg. Vi ved fra undersøgelser, at psykoterapi virker lige så godt på de fleste børn og unge og har bedre langtidsvirkninger«, siger professor i klinisk børnepsykologi og leder af Angstklinikken i Aarhus Mikael Thastum, til mx.dk.