Skip to main content

“Folk sad og græd - tilliden til ledelsen har lidt et knæk”

Færre overlæger end forventet er varslet fyret i Region Sjælland. Men det ændrer ikke på, at stemningen er modløs. Ligesom der savnes svar på, hvordan et i forvejen trængt væsen skal kunne opretholde samme kvalitet og få enderne til at hænge sammen fremover.

Dorte R. Jungersen, dorte@jungersenjournslistik.dk

7. nov. 2018
4 min.

Så blev det dagen, hvor 198 medarbejdere i Region Sjælland via e-boks fik besked om, at de står til fyring.

Regionen har valgt at indstille seks overlæger til fyring, og ikke de 13, som der oprindelig var lagt op til.

Ved redaktionens slutning er det eksakte antal yngre læger ikke kendt. Der var lagt op til at ni skulle fyres.

Derudover stod i alt 29 lægelige stillinger til at blive nedlagt.

Ifølge Ugeskriftets oplysninger er fem overlæger indstillet til afskedigelse i Roskilde, og én i Holbæk, mens sygehuset i Køge går fri, hvad når afskedigelser.

Fyringerne er begrundet i, at Region Sjælland skal spare 184 millioner kroner i 2019.

Det oprindelige udspil var, at op til at 317 fuldtidsmedarbejdere skulle fyres. Men efter en “grundig proces”, blev de 317 afskedigelser nedbragt til 198.

I alt har 100 af de i alt 198 ansatte i regionen fået tilbud om at blive genansat på andre vilkår.

Modløshed

Anne Poulsen, overlæge på anæstesiafdelingen på Roskilde Sygehus og talsmand for overlægernes tillidsrepræsentanter i Region Sjælland beskriver en dag, der har været præget af “modløshed og opgivenhed”.

“I dag brød folk sammen rundt omkring. Hidtil har rigtig mange kolleger lagt kræfter i at få ting op at stå og i at træde til, når vagtplanerne ellers var i fare for ikke at kunne hænge sammen”, siger Anne Poulsen, der er bekymret for kvaliteten af patientbehandlingen fremover.

“På sygehuset her i Roskilde varetager vi regionsfunktionerne for adskillige specialområder og har dermed ansvaret for mange højtspecialiserede funktioner og skal alligevel sige farvel til fem overlæger, hvoraf én er fra min egen afdeling.

Hvordan kan hospitalsledelsen melde ud, at fyringerne ikke får konsekvenser for hverken kvalitet eller produktivitet, samtidig med at der skæres så dybt ind til benet – jeg har svært ved at se, hvordan det hænger sammen. Og der er ingen tvivl om, at ledelsens troværdighed har lidt et knæk”, siger Anne Poulsen.

Paradoks

Hos Yngre Læger sætter formand Camilla Rathcke spørgsmålstegn ved, om regionen vil kunne opretholde samme niveau og kvalitet som hidtil.

“Regionen fyrer læger, som man ellers gør sig store anstrengelser for at rekruttere med næb og klør. Udover at en fyring påvirker den enkelte, vil de tilbageblevne kolleger opleve at blive mere trængt. De vil få mindre tid til den enkelte patient, og risikoen for at begå fejl bliver større - hvilket ingen jo har glæde af.

Dertil kommer, om regionen med færre læger vil kunne opretholde ikke bare den samme kvalitet, men også samme produktion. Herunder leve op til udrednings- og behandlingsgarantien”, siger Camilla Rathcke

Formand for Region Sjælland, Heino Knudsen (S), har til flere medier begrundet fyringerne med de stigende udgifter til dyr hospitalsmedicin og sjællandske borgeres større behov for dyrere behandlinger, end forventet.

Hertil siger Camilla Rathcke: “Ja, det er faktorer, der spiller ind. Men det er mere nuanceret end som så.

F.eks. er der ingen tvivl om, at de økonomiske rammer, regionerne er underlagt, ikke følger med den demografiske udvikling”.

Overlægeforeningen: “Grotesk”

Lisbeth Lintz, formand for Overlægeforeningen oplyser, at hun fortsat mangler at få svar på, hvilke opgaver der ikke længere skal løftes på regionens sygehuse.

“Hvad er det, vi ikke længere skal udføre i en markant presset hverdag, og i et system, der mange steder kører på pumperne.

Vi har vakante stillinger og arbejder med at rekruttere og fastholde læger, så derfor bliver hver eneste fyrede læge et tab”, siger Lisbeth Lintz og fortsætter:

“Jeg siger ikke, at man aldrig må afskedige en læge, men det virker grotesk i den mangelsituation, vi er i”.

Også Lisbeth Lintz mener, at der er flere forklaringer på, hvorfor region Sjælland er kommet i suppedasen.

“Jeg er enig i flere af de årsager, regionsrådsformanden peger på, men han glemmer, at regionen desuden valgte en IT-løsning, der ikke alene var meget dyr, men også har krævet mange mandetimer.

Jeg synes, det er ærgerligt, at regionen har undervurderet omkostningerne til Sundhedsplatformen, og at det i sidste ende betyder, at det vi fremover vil kunne tilbyde patienterne, bliver ringere”, siger Libeth Lintz.

Ledende overlæge på Medicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus og formand for det regionale overlægeråd, Anne Jung har tidligere udtalt til Ugeskriftet, at fyringerne ikke kan undgå at gå ud over behandlingen af de indlagte patienter. Og at det “bliver endnu mere brandslukning end vi i forvejen har”.

I dag kan hun fortælle, at det hun hører rundt omkring er, “at stemningen er trykket”. Dog er hendes egen afdeling er sluppet billigt, idet kun én lægesekretær står til fyring

Magnus Heunicke, kommunal- og velfærdsordfører for Socialdemokratiet har indkaldt sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) til samråd om fyringerne.