Forhandling med blind makker

Hvem skal FAYL egentlig forhandle overenskomst med, og vil aftalerne holde, når amterne som vi kender dem formentlig vil forsvinde i løbet af den næste aftaleperiode?

»Det kan da blive et problem«, erkender FAYL's direktør, Søren Geckler. »Især, fordi FAYL denne gang har tænkt sig at ,vende forhandlingerne på hovedet`, dvs., at vi i endnu højere grad skal gå til biddet med Amtsrådsforeningen om vore specifikke krav ved vores eget, særlige forhandlingsbord«.

Sædvanligvis har det været forhandlingsfællesskabet KTO, der har forhandlet generelle krav for de tilsluttede organisationer.

Men denne gang har alle organisationer i Akademikernes Centralorganisation ønsket mindre vægt på de fælles KTO-forhandlinger, som både vil komme senere end ellers, dels vil blive mindre omfattende, da der vil være færre fælles, overordnede krav.

Frygt for handlingslammelse

At man ikke skal møde den samme modpart igen næste gang, der skal forhandles, kan få betydning på måden, der forhandles på, og den ånd, det foregår i.

Og så er der spørgsmålet, om den Amtsrådsforening, man forhandler med, overhovedet kan forpligte dem, der kommer til at stå for sygehusdriften, når amterne forsvinder eller sammenlægges.

Kan man fx - rent teoretisk - forestille sig, at Amtsrådsforeningen vil være lidt mere gavmild, når det ikke bliver den, der skal finde pengene på budgettet?

»Det er nu svært at forestille sig Amtsrådsforeningen i gavehumør«, siger Søren Geckler.

»Det interessante bliver, om det overhovedet bliver muligt at komme i gang med forhandlinger til efteråret. Man må jo vide, på hvis vegne, man forhandler. Når vi når frem til efteråret, er vi afhængige af, at Amtsrådsforeningen ved noget mere om, hvad der kommer til at ske i fremtiden«.

Hvad Amtsrådsforeningen så når frem til, er svært at forudsige: Vil man møde en handlingslammet modpart, som ikke har gjort op med sig selv, hvem der skal tage stilling, og på hvis vegne?

Vil amterne reagere ligesom den lille kommune, der skal nedlægges, og derfor skynder sig at sætte det dyre svømmehalsprojekt i gang?

»Det er et kendt problem, at når en sådan usikker fase varer for længe, vil alle de, der skal nedlægges og derfor ikke skal betale regningen selv, blive meget initiativrige og igangsættende«, siger Søren Geckler. »Så vil den lille kommune, som skal forsvinde, få sikret sig en svømmehal, som fællesskabet kommer til at betale«.

Så vidt tror han dog ikke, det vil gå med Amtsrådsforeningen - der bliver næppe tale om en gavebod:

»Dels er det ikke særlig sandsynligt, at de, der sidder med sygehusdriften i dag, ikke også skulle få noget at gøre med den i fremtiden. Og dels ville glæden over gaveboden være som at tisse i bukserne.

For der kommer jo alt i alt ikke flere ressourcer i sygehusvæsenet af den grund. Hvis forhandlingerne ender med noget juks, viser al erfaring, at der kommer en skrækkelig efterfase, hvor det hele skal laves om«.

Ingen at konflikte mod?

»Det største problem er, hvis der kommer til at mangle handlekraft, fordi det politiske billede er uafklaret, så ingen rigtig tør foretage sig noget. Det er, hvad jeg kan frygte mest«.

Søren Gecklers mareridts-scenario er, at man ikke kan komme i gang med at forhandle om specifikke krav. FAYL har jo ligesom de andre AC-organisationer bestemt, at de generelle forhandlinger først kan indledes, når de specifikke er afklaret.

»Det betyder, at vi for det første må trække os tilbage, hvis der er andre, som er parate til at gå i gang med forhandlingerne. Og for det andet vil det være svært at gå tilbage til vore medlemmer og forklare, at vi heller ikke denne gang kan få løst nogle højt prioriterede problemer som vagter og arbejdstilrettelæggelse, fordi modparten ikke er i stand til at tage stilling«.

Kan man ikke bare sige, at så vil vi ganske enkelt have fordoblet vagthonoraret?

»Det kan man da godt sige. Men det betyder jo ikke, at man får det. Og det uheldige ved situationen er, at man heller ikke rigtig kan konflikte sig ud af situationen - der er jo ingen modpart at føre konflikt imod. Hele det traditionelle system kortslutter, når man ikke har en forhandlingsduelig modpart. Det er noget af det værste, man kan komme ud for«.

At der i øvrigt ikke, som ellers aftalt, er sket nogen forbedring af vagtforholdene i perioden, mener Søren Geckler kan skyldes den paralyse, som Strukturkommissionens arbejde har udbredt, mens alle ventede på dens udspil.

Amter beroliger

Selv om lægerne ved fremtidige forhandlinger ikke vil møde Amtsrådsforeningen, men en anden myndighed, vil de formentlig stadig møde en mand, som hedder Thorkild Rotenborg.

Han har siddet på den anden side af bordet ved mange tidligere forhandlinger, og kontorchefen i Amtsrådsforeningen anser det for sandsynligt, at han kommer til at sidde der igen.

»Hvis vi ser på tidligere sammenlægninger, fx af de bornholmske kommuner og dannelsen af H:S, er forhandlingsmandater og tekniske spørgsmål noget af det, som indgår i beslutningsgrundlaget«, siger han.

Og uanset, hvordan den nye amts- og kommunestruktur ender med at se ud, vil der skulle laves overenskomster for læger og sygeplejersker.

»Hvem arbejdsgiveren bliver på sundhedsområdet, ved vi ikke endnu. Men der bliver fundet en løsning: Der skal være nogle politikere, der giver mandatet, og nogle som mig, der rent teknisk forbereder og gennemfører forhandlingerne«, siger Thorkild Rotenborg.

Hensigtsaftaler i stil med, at der »i den kommende periode« skal gøres noget ved vagtforholdene, mener han også, der vil blive mulighed for at indgå, selv om fremtidens struktur måtte ligge bag horisonten, når aftalerne skal indgås:

»Vores grundlag er at repræsentere det, der er fælles for amterne. Og de interesser vil være de samme, selv om der bliver tale om regioner. Det er bare en ydre struktur for organiseringen af sundhedsvæsenet. Dvs., at der stadig vil være et ønske om, at arbejdstidsregler, vagtregler, løn osv. vil være optimalt set ud fra en arbejdsgiversynsvinkel. Så jeg kan ikke med min bedste vilje se, hvordan der skulle opstå et problem. Ingen har interesse i, at noget falder på gulvet. Tværtimod: Når man laver nye strukturer, bliver det endnu vigtigere, at man fra toppen i systemet sender nogle signaler ud i systemet, som sørger for ro og tryghed«.

I lighed med flere andre AC-fagforeninger har bl.a. FAYL besluttet, at forhandlingerne denne gang skal 'vendes på hovedet', så man starter med at forhandle sine egne, specielle krav, og først derefter forhandler ved det fælles bord om de generelle krav. Vil strukturændringerne gøre det problematisk?

187;Ikke så vidt jeg kan se. Det handler om at få den rette balance mellem det, man skal forhandle med den enkelte organisation, og det, man derefter skal forhandle tværgående for alle«.

»Jeg tror, arbejdsgiversiden har en vis forståelse for, at vi nu, i de sidste 10-15 år har gennemført nogle store ændringer på det generelle plan: fælles ferieaftaler, fælles barselsaftaler osv. Så der vil være en vis forståelse for, at man nu lægger mere af vægten over på de enkelte organisationsområder«, siger Thorkild Rotenborg.