Skip to main content

Formand for Rigets overlæger: Sundhedsplatformen giver fortsat massive problemer

Efter næsten fire måneder med sundhedsplatformen på Rigshospitalet er der stadig store problemer, ikke mindst med FMK. Der skal ske radikale ændringer nu, siger formanden for Overlægerådet.

Fin Biering-Sørensen er formand for Overlægerådet på Rigshospitalet. Foto: Rigshospitalet/Ty Stange
Fin Biering-Sørensen er formand for Overlægerådet på Rigshospitalet. Foto: Rigshospitalet/Ty Stange

Anders Heissel, ah@dadl.dk

22. feb. 2017
3 min.

Inden sundhedsplatformen blev rullet ud på Rigshospitalet i november sidste år var Fin Biering-Sørensen, formand for Overlægerådet på Rigshospitalet, indstillet på at række hånden ud og se mulighederne i systemet.

Nu er der gået næsten fire måneder med sundhedsplatformen, men der er fortsat store problemer, der betyder, at der ”går tid fra patienter til computer” samtidig med, at de fleste ambulatorier slet ikke kan komme op på deres tidligere produktion, siger Fin Biering-Sørensen.

”Jeg sagde, vi skulle give systemet en chance. Nu er der gået snart fire måneder, og mange overlæger finder ikke, at der er sket de nødvendige ændringer og forbedringer. Ikke mindst koblingen mellem FMK og sundhedsplatformen er fortsat et kæmpe problem, og nu begynder lægerne for alvor at undre sig. Det virker som om, at de ansvarlige for sundhedsplatformen reelt ikke forstår alvoren og anerkender problemerne,” siger Fin Biering-Sørensen.

Fakta

Fakta

Har ikke virket fra dag et

Problemet med integrationen mellem FMK og sundhedsplatformen betyder ifølge formanden for Overlægerådet bl.a. fejlmeldinger, så systemet skal startes forfra, og ofte betyder det, at det, der tidligere var enkle procedurer med ajourføring af FMK, nu tager halve og hele timer, når læger skal indskrive og udskrive patienter samt i overgangene mellem afdelinger.

”Det er nogle gange et mareridt at udskrive patienter, fordi det tager så lang tid. Det er ikke fordi, at vi som overlæger ønsker os tilbage til de gamle systemer, og FMK er isoleret set et genialt system. Det virker blot ikke sammen med sundhedsplatformen og har ikke gjort siden dag et. Derfor undrer vi os over, at der ikke bliver kastet mange flere ressourcer ind for at løse problemet, når det i praksis synes at være stort set uændret i de ni måneder, sundhedsplatformen har fungeret,” siger Fin Biering-Sørensen og hentyder til, at Herlev og Gentofte Hospital i maj 2016 var det første hospital til at tage systemet i brug.

FMK er isoleret set et genialt system. Det virker blot ikke sammen med sundhedsplatformen og har ikke gjort siden dag et. Fin Biering-Sørensen, formand for Overlægerådet på Rigshospitalet

Sletter medicin

Fra flere overlæger ved han desuden, at der har været tilfælde af autoseponering af medicin, der betyder, at systemet simpelthen sletter ordineret medicin.

”Det betyder, at der er risiko for, at patienter ikke får den medicin, de skal have. Og det må ikke ske. Det bekymrer naturligvis lægerne, for hvis det ikke opdages, er der risiko for patientsikkerheden. Og så får lægerne af vide, at det er fordi, de bruger systemet forkert. Jamen, det kan godt være, men faktum er, at i et system, der indføres for at øge sikkerheden bør dette overhovedet ikke kunne ske,” siger formanden for Overlægerådet.

Generelt melder han om mange overlæger, der er dybt frustrerede over sundhedsplatformen.

”De fleste overlæger har i forvejen arbejdet meget, og det er også okay. Men nu lægger sundhedsplatformen beslag på ekstra timer, og det går ud over bl.a. den forskning, de fleste laver ved siden af. De fleste forbinder det at være overlæge med at være med til at fremme udviklingen af deres fag, hvilket er langt sværere nu, og så bliver mange naturligt frustrerede, og det har negativ indflydelse på arbejdsglæden og engagementet,” siger Fin Biering-Sørensen.