Skip to main content

Forsker vil finde ny behandling af diabetes

Redaktionen

2. nov. 2005
2 min.

Novo Nordisk Fonden giver Hallas-Møller-stipendiet for 2002 på 5 mio. kr. til den danske forsker Jørgen Wojtaszewski , der forsker i helt nye måder at behandle diabetes på.

Når man taler om diabetes, dukker hormonet insulin nærmest per refleks op i bevidstheden. Selvfølgelig mest i forbindelse med den insulinkrævende type 1-diabetes, men også når det gælder den langt hyppigere type 2-diabetes, der som en epidemi breder sig verden over, og som stadig oftere bliver behandlet med insulin, når kostplan, motion og tabletter ikke slår til.

Men snart skal vi måske også til at tænke på »AMP-aktiveret protein-kinase«, ifølge et spændende projekt, som den danske forskningslektor, ph.d. Jørgen Wojtaszewski er dybt involveret i. Forskning i dette enzym, forkortet AMPK, kan nemlig føre til helt nye måder at behandle diabetes på.

Perspektiverne er så store, at Novo Nordisk Fonden nu har udnævnt den 38-årige forsker til Hallas-Møller-stipendiat for år 2002. Hermed sikres han over 5 mio. kr. til at fortsætte med sin perspektivrige forskning i de næste fem år.

»Motion er godt for diabetikere, fordi det gør musklerne mere følsomme for insulin, og i den proces kan AMPK-enzymet spille en nøglerolle. AMPK skaffer ny energi til musklerne, bl.a. ved at få mere sukker ind i muskelfibrene og ved at forstærke virkningen af insulin«, fortæller Jørgen Wojtaszewski fra Center for Muskelforskning ved Institut for Idræt på Københavns Universitet. Han leder efter måder, som kan gøre AMPK endnu mere aktivt hos diabetikere.

»Måske har type 2-diabetikeren en defekt i AMPK, der har ændret stofskiftet og ført til diabetes. Eller måske fungerer AMPK stadigvæk fint, og så kan vi bruge det til at rette op på diabetikerens stofskifteforstyrrelser ved hjælp af nye lægemidler. Det vil vi grundigt udforske i de kommende år. Perspektivet er, at vi kan bruge AMPK som indgangsport til at behandle diabetes på en helt ny måde«.

Sammen med danske kolleger og udenlandske samarbejdspartnere er Jørgen Wojtaszewski blandt verdens førende eksperter i AMPK og dets rolle i musklerne. For at lære mere om enzymet arbejder de med at »tænde« og »slukke« for dets funktion. Hertil bruger de bl.a. stoffer, der enten hæmmer eller fremmer virkningen af AMPK. De forsker også med såkaldte knockout-mus, der helt mangler AMPK.

Foreløbig anbefaler Jørgen Wojtaszewski , at både diabetikere og raske mennesker får masser af motion, fordi for lidt fysisk aktivitet ellers sløver AMPK-enzymet. Omvendt gør motion AMPK mere aktivt, og så virker kroppens insulin bedre.

Redaktionen ønsker tillykke med det fornemme stipendium.