Forskers fund hjalp strokepatienter ud af depression

Som nyuddannet læge i 1980’erne oplevede Grethe Andersen som så mange andre, at lægestillingerne ikke hang på træerne. Hun var på flere afdelinger i korte ansættelser og var tilfældigvis også forbi en geriatrisk afdeling.

Her oplevede hun patienter, der var indlagt i månedsvis til genoptræning efter stroke. De sad i deres senge eller kørestole og var triste, nogle udtrykte manglende lyst til at leve. Opfattelsen blandt sundhedsprofessionelle var, at det var helt forståeligt: Patienterne fandt deres situation uoverkommelig, når de blev handikappede. Man talte også om, at patienterne ikke var motiverede for genoptræning.

Men Grethe Andersen undrede sig og besluttede sig for at lave et forskningsprojekt, der i 1993 skulle vise sig at forme hendes videre karriere. I en ny serie sætter Ugeskrift for Læger fokus på forskeres største fund, og hvordan det ændrede deres karriere.

Grethe Andersen er i dag professor og overlæge på neurologisk afdeling, Aarhus Universitetshospital.

»Jeg ville undersøge livet efter stroke og fik muligheden for at lave et større studie, hvor jeg fulgte alle patienter, som blev indlagt på Aalborg sygehus med stroke. På det tidspunkt blev de bare lagt i den seng, der var ledig, yngste læge gik stuegang, og ingen blev tilbudt skanning. Det var sygeplejerskerne, der ordnede det meste. Jeg tilbød at tage mig af dem og fulgte 300 strokepatienter i et helt år. Jeg sørgede for, at de fik deres skanninger, at de fik svar på deres undersøgelser, og at samarbejdet med de praktiserende læger fungerede.”

I studiet tilbød hun patienterne at gå ind i et behandlingsforløb med antidepressiv medicin, hvis der opstod depression. Det var et lodtrækningsstudie, og hun fulgte patienterne i 16 uger og lærte dem godt at kende. Forsøget viste, at antidepressiv medicin virkede. Grethe Andersen observerede også det usædvanlige, at ukontrollable grådanfald pludselig stoppede fra den ene dag til den anden. Den effekt af medicinen blev ­dokumenteret i endnu et lodtrækningsforsøg blandt patienter med grådlabilitet.

»Jeg var den første, der på­viste, at man kan behandle depression og patologisk gråd, altså grådlabilitet, som mange strokepatienter har«.

Det var skelsættende studier på det tidspunkt, og Grethe Andersen mødte opbakning og havde rollemodeller i overlægerne omkring sig.

Målet med studierne var også at vise, at det var skaden i hjernen, der gjorde, at mange var deprimerede eller grådlabile, mere end psykosociale forhold.

Grethe Andersen forklarer, at alle er født med en grådrefleks, og vi lærer at beherske refleksen omkring seksårsalderen. Når et menneske får stroke, mindskes evnen til at beherske grådrefleksen, og den kan optimeres igen ved at give medicin.

Nogle patienter havde grådanfald op mod 100 gange om dagen, og det var meget ydmygende og kunne forstyrre genoptræningen.

»En plejehjemsbeboer, der var med i forsøget, holdt pludselig op med at græde. Han havde ellers haft helt ustyrlig gråd, bare man kiggede på ham. Konen til en anden patient lagde mærke til forandringen og ville også have sin mand med i mit forsøg. Jeg blev vældig populær«, husker Grethe Andersen.

I dag er det en anbefaling, at patienter skal tilbydes anti­depressiv medicin, hvis de bliver deprimerede eller er grådlabile efter stroke.

»Det er vigtigt, at vi ikke bare lader, som om det nok skal gå, men bringer behandlingsmuligheden i tale. Jeg bliver selv stadig overrasket over, hvor vigtigt det er for patienterne at formulere deres tanker og følelser og at forstå de emotionelle symptomer«.

Vigtig tidlig behandling

I studiet fik hun både kendskab til klinisk forskning og basal forskning, og hendes første artikel blev publiceret i The Lancet. Opdagelsen satte skub i en masse nye forskningsprojekter. Grethe Andersen samlede også information om træthed og smerter, og det blev senere til et nyt lodtrækningsforsøg om behandling af centrale smerter.

Hvordan har fundene ændret din karriere?

»Jeg blev klar over, hvor vigtig forskning er. Forskning handler om at være systematisk i sin indsamling af data, analysere dem og finde ud af, hvordan sammenhængene er. Det er vigtigt for alle læger, at vi har en metodisk tilgang til vores fag. Det har jeg båret med mig hele min karriere. Når jeg har mødt et problem, har jeg straks sat et projekt i gang for at blive klogere. Vi kan forandre ved at vide. Det er ikke noget, vi lærer på studiet. Men vi har redskaberne«.

I 2012 fik Grethe Andersen Lægeforeningens Ærespris, fordi hun i årevis kæmpede for den akutte trombolysebehandling og det nødvendige samarbejde mellem præhospital og hospitalerne for at minimere skaderne ved stroke. Den akutte behandling var allerede godkendt i 18 EU-lande i 2002, men der var stor modstand blandt danske fagfæller og Sundhedsstyrelsen.

»Vi mistede tålmodigheden i Aarhus og lavede et forsøg, hvor folk kunne få behandlingen. Det var det første sted i Danmark, at man gjorde det på den måde. Det blev først indført i 2008 i hele landet. Samme kamp havde vi med trombektomi, som endelig blev indført i 2015. Det er svimlende, hvad vi har opnået i Danmark med de her effektive behandlinger«.

I dag bruger hun som professor halvdelen af sin arbejdstid på forskning, halvdelen i klinik. Aktuelt arbejder teamet på at udvikle en test, så man allerede i ambulancen kan se, om det er en blodprop eller hjerneblødning, der giver stroke. På den måde kan man starte behandlingen mere end en time tidligere end i dag, og sparet tid er afgørende for behandlingsresultatet.

»Det at få stroke er ikke så slemt mere. Mange kommer sig rigtig godt. Den moderne behandling er effektiv, og de ­fleste føler sig godt behandlet hele vejen igennem systemet. Vi er kommet langt«, slutter Grethe Andersen.