Forskning i almen praksis

Mange kliniske beslutninger må fortsat tages på et grundlag, som ikke kan kaldes forskningsbaseret. Med menneskers individualitet og de mellemmenneskelige relationers mangfoldighed er det utopisk at forestille sig, at forskningen vil kunne gøre udfaldet af al behandling forudsigeligt. Forskningsredskaberne i form af eksperimentet, epidemiologien og den minutiøse udredning af biologien er slet ikke tilstrækkelige. Men det skal jo ikke forhindre os i at hugge os ind på problemet - også ved almen medicinsk forskning.

I almen praksis erindres man dagligt om, at man skal behandle syge mennesker , som ofte ikke lader sig etikettere med en diagnose, eller hvor denne kun dækker en del af problemet. Den forskelligartede behandling må ydes på en baggrund, der er stykket sammen af viden fra flere videnskaber og af forskningsresultater, som er præsteret i andre situationer og skal overføres og tilnærmes.

At forske i almen praksis er en omfattende opgave. Emnerne er mange og gerne komplekse. Metoderne kræver fantasi og åbenhed. I dette nummer af Ugeskriftet publiceres en artikel (1), som illustrerer dette. Emnet, hyppige brugere af sundhedsvæsenet, kender vi alle til og har en mening om. Ikke mindst kasuistisk. Skadestuerne belastes af gengangere som plageånder. De optræder som medicinmisbrugere, hypokondere og besværlige patienter, med Münchhausens syndrom som det ultimative. De udgør selvfølgelig en stor del af patienterne i almen praksis og er en forpligtende udfordring.

En sådan udfordring har en gruppe læger i Århus Amt taget op. Artiklens udgangspunkt er rent statistisk i form af de i 10% mest forbrugende blandt voksne patienter. Man kan blive hyppig bruger af mange årsager. I artiklen beskrives, hvordan alment praktiserende læger karakteriserer forskellige typer af hyppige brugere, og hvilke forslag lægerne har til at håndtere disse.

Almen medicinsk forskning dækker et bredt spektrum. Den bidrager selvfølgelig med viden til opsporing, udredning og behandling af almindelige sygdomme, såsom asthma hos børn, årsager til lungebetændelse, udredning af demens, høreproblemer hos midaldrende, depressioner, funktionelle lidelser, somatiserende patienter, mellemørebetændelse hos børn og senere høreproblemer, epidemiologi og naturhistorie for type 2-diabetes, chlamydiainfektioner samt årsager til ordination af antidepressiva.

Ved flere projekter er problemstillingen søgt belyst fra patientens perspektiv, fx hvordan håndterer 60-årige risiko og livsstil i forbindelse med mulighed for senere symptomgivende osteoporose.

Men almen medicinsk forskning er også andet. Prioritering af sundhedsvæsenets ressourcer afhænger blandt andet af, hvem der vælger at definere et problem som et helbredsproblem og at henvende sig med det. Hvad får mennesker til at søge læge, og hvem definerer grænser for sygdom? Hvem bestemmer, hvad der må være på dagsordenen i kontakten, lægen eller patienten? Hvilken indflydelse har de mange interessegrupper af læger, patienter, pårørende og evt. arbejdsgivere på prioriteringen, når de søger at flytte grænserne mellem at være ked af det og at have en depression, mellem levevis og truende diabetes, mellem normalt blodtryk og et behandlingskrævende forhøjet blodtryk, mellem menstruationer og blødningsforstyrrelser.

Kommunikationen mellem læge og patient spiller selvfølgelig en central rolle og udforskes bl.a. i forbindelse med livstruende sygdom, ved sundhedsfremme og i form af kommunikationssvigt som delårsag til klagesager.

I sundhedstjenesten ses der på emner som vagtlægeordninger, indvandreres brug af sundhedsvæsenet, ikkemedicinske årsager til lægehenvendelser og forsinkelse af diagnose af alvorlig sygdom. Og på forskellige forhold ved lægen, såsom sammenhænge mellem lægers uddannelse og ydelsesmønster, på ordinationsprofiler, og på lægen som patient.

Det meste af denne forskning udføres på eller i tæt samarbejde med de seks, ret små, alment medicinske institutioner, fordelt med en afdeling på hvert af de tre sundhedsvidenskabelige fakulteter samt tre forskningsenheder med samme lokalisation, basisfinansieret af en fælles fond mellem P.L.O. og Sygesikringens Forhandlingsudvalg, hvortil Sundhedsministeriet senere har sluttet sig.

Almen medicinsk forskning foregår åbent. I de seneste ti år har jeg redigeret en publikation, hvor de fleste alment medicinske projekter løbende beskrives af forskerne selv fra idéstadie til publikation, med mulighed for opdatering af omtalen halvårligt. Den skal medvirke til netværksdannelse mellem forskerne og til formidling af ideer. Det seneste år har oversigten også været lagt i database på Dansk selskab for almen medicins hjemmeside.

Forskning i almen praksis er en stor opgave med relativt få forskere til at løfte den endnu, men udviklingen er positiv. Især har et pænt antal gennemført et ph.d.-studie i de seneste år.