Forskning i tidlig barnealder

Barnets tidligste år har altid været af stor interesse i børne-ungdoms-psykiatri. Dér lå allerede risici for tidlige psykiske og fysiske skader af betydning for den senere mentale tilstand.

Sigmund Freud fremhævede betydningen af traumer i barnealderen for problemer i voksenalderen. Hans hypoteser var baserede på voksnes erindringer om barndommen.

Siden har en række forskere ved direkte iagttagelse af barnet sikret, at vi i dag besidder en bred viden om barnets tidlige udvikling.

Her skal to ikke så kendte nyere forskningsområder omtales: Hukommelsesforskning og tilknytningsteori.

Man finder to forskellige hukommelsessystemer i hjernen, det eksplicitte og det implicitte. Det eksplicitte kan mobiliseres bevidst. Det implicitte er ubevidst. Neurofysiologisk og empirisk psykologisk forskning har bekræftet det ubevidstes eksistens. Den implicitte hukommelse fungerer meget tidligt, altså allerede i barnets første leveår. Dette kan være forklaringen på, at man senere kan finde amnesi for barndomserindringer.

Implicit hukommelse er grundlaget for den ubevidste indlæring af motoriske færdigheder. Kognitiv og kompleks indlæring er baseret på implicit hukommelse. Videre har det vist sig, at erfaringer med affekt opbevares eller behandles af det implicitte hukommelsessystem. Det vil sige, at tidlig følelsesmæssig belastning af barnet kan bevares i det implicitte system. Det vides, at affektiv belastning kan have en selvforstærkende virkning på senere erfaringer. Man taler om kindling. Ved en eventuel senere psykoterapi vil det være de implicitte emotionelle faktorer, man ønsker at ændre.

Når fremtrædende psykoterapeuter nu beskriver deres arbejde på den måde, er det et udtryk for, at den psykodynamiske psykoterapi søger at integrere de neurovidenskabelige fund i deres forståelse af patienten.

Tilknytningsteorien er udviklet på grundlag af Bowlbys iagttagelser af forholdet mellem mor og barn. Ainsworth har udmøntet en standardiseret undersøgelse, strange situation test. Herunder optages mor og barn i samvær på video i forskellige strukturerede situationer. Dette er udført hos almindelige mødre og hos mødre med psykiske problemer og giver en direkte iagttagelsesmulighed af barnets tilknytningstype.

Tilknytningsteorien siger, at barnets tilknytning til moderen opbygges fra fødslen og udvikler sig under de givne betingelser: Moderens evne til at tune sig ind på barnet og barnets evne til at modulere den gensidige kommunikation. Det vides, at tilknytningstypen kan skades meget tidligt fx i tilfælde af manglende kontaktevne hos moderen. Man inddeler tilknytningstyperne i B) sikker, A) utryg, undvigende, C) utryg ambivalent, D) disorganiseret. Man vil således fx kunne vise, om tilknytningen er forstyrret mellem en skizofren moder og hendes spædbarn. Man kan også påvise, hvor meget spædbarnet eventuelt måtte have tabt i udvikling af den grund. Derved ville en handlingsplan for den skizofrene moder og barnet få et mere fast grundlag. Disse tilknytningstyper beholder individet hele livet. Den tilknytning, som en ung eller voksen har til sine forældre, kan undersøges med et særligt interview, adult attachment interview (AAI), for hvilket der også er fastlagte regler for rating.

Ifølge foreløbige undersøgelser får barnet samme tilknytningsmønster som moderen.

AAI er i anvendelse i en lang række forskningsprojekter og bruges også nu enkelte steder direkte i klinikken. Det vides, at de ikke trygge former for tilknytningsforstyrrelser forefindes hyppigt ved personlighedsforstyrrelser, som således grundlægges tidligt. Derved bidrager tilknytningsteori til en udforskning af personlighedsforstyrrelserne. AAI kan også bruges som grundlag for planlægning af samtalebehandling. Nogle psykoterapeuter formulerer, at det, de arbejder med, er en ændring af en (uhensigtsmæssig) tilknytningstype.

Det er overraskende vist, at et enkelt aspekt af moderens relation til barnet kan forebygge fysiologiske ændringer, som ellers kunne opstå ved fortvivlelse hos barnet. Psykiske faktorer kan udvirke fysiologiske ændringer. Der er i disse år en tendens til polarisering mellem opfattelse af psykisk lidelse som biologisk betinget og opfattelsen af den som psykologisk betinget. Denne polarisering forstærkes utvivlsomt af de mange fine neurovidenskabelige fund, der gøres i disse år. Alligevel er det ejendommeligt, at polariseringen skærpes netop nu, hvor forskningen viser, at de to forskellige måder at opfatte tingene på i virkeligheden mødes. Det må nu kræves, at man sætter sig ind i nyere forskningsresultater på både det biologiske og det psykologiske område. Disse nye forskningsresultater må bevirke en ændring i opfattelsen af de væsentligste neurofysiologiske og psykologiske teorier, der ligger til grund for udvikling af de mentale forstyrrelser.

Man kan konkludere, at de neurofysiologiske fund og undersøgelser af tilknytningstype overensstemmende peger på betydningen af forløbet af den tidlige barndom for den senere udvikling.

Fundene peger fremover på vigtige forskningsområder af basal art. Det ses også, at der er behov for undervisning i disse forskningsfund, der ændrer synsmåden på udviklingen af psykiske forstyrrelser.

Reprints: Tove Aarkrog, ungdomspsykiatrisk afdeling F, ambulatorium U, H:S Bispebjerg Hospital, DK-2400 København NV.

Litteraturliste kan fås ved henvendelse til forfatteren.