Forstå dog, hvad jeg mener

»Vidste du, at journalister æder læger og forskere til morgenmad? Ja, selvfølgelig vidste du det! Det ved alle da – undtagen måske lige journalisterne selv. Spøg til side; forholdet mellem journalister på den ene side og læger eller forskere på den anden side er ikke altid ligefrem præget af tillid.«

Sådan begynder et af bogens afsnit. Netop denne fordom, som mange i lægefaget lider af, imødegås i denne lille, letlæste bog.

Formidling af lægefaglig viden til et bredere publikum fortjener mere opmærksomhed. Der er meget nyttig lægefaglig viden, som fortjener et større publikum end blot kollegerne. Nogle læger kan det fra naturens hånd, men de fleste føler sig usikre – ja ligefrem utilpasse ved tanken om at »være på«. Denne bogs sigte er at klæde læger bedre på til at begå sig i medierne – både de talte og de skrevne.

Forfatteren, der selv er både læge- og journalistuddannet, fører med sikker pen læseren igennem pensum.

Bogen er inddelt i to dele, hvor man i første del får indblik i, hvordan journalisten tænker og arbejder, og desuden fif til hvad man bør være opmærksom på i sin formidling, afhængigt af målgruppen og konteksten. I anden del får læseren helt konkrete anvisninger på, hvordan man bygger sin historie op journalistisk, hvilke overvejelser man bør gøre sig i forhold til medievalg og ikke mindst, hvordan man »sælger« sin historie til et medie.

Bogen lever på bedste vis op til sin egne budskaber om tydelighed i kommunikationen, overskuelighed og ikke mindst klare budskaber, når man ønsker sin viden formidlet.

Hvis man som læge, forsker eller fagforeningspolitiker skal i clinch med pressen, så kan det stærkt anbefales at læse denne bog.

»Husk, at den viden, der ikke bliver delt, forbliver hemmelig og dermed er så godt som spildt.«