Fra speciallæge til praktikant

Nadia kommer fra den irakiske overklasse. Hendes far med en økonomisk uddannelse fra Tyskland i bagagen. Hendes moster og onkel er læger. Hendes tre søskende har alle en videregående uddannelse, og selv afviger den 43-årige kvinde bag det lille stramme tørklæde heller ikke fra familietraditionerne. Hun er speciallæge i anæstesi og gift med en læge.

Indtil midten af 1990'erne tegnede alting også fint. Men da Saddam Husseins regime slog hendes svoger ihjel af politiske årsager, voksede presset, der endte med mandens flugt til Danmark i 2000.

Nadia fulgte efter med parrets to børn i 2002.

Og dermed var truslerne fra et voldeligt regime skiftet ud med parcelhus i den midtsjællandske stationsby Osted.

Rejsen skulle imidlertid også vise sig at være en bevægelse fra den medicinske top til den medicinske bund.

For selv om lægemangelen er stor i Danmark, har Nadia på ingen måde følt sig eftertragtet. Snarere tværtimod.

Efter 2-3 års sprogundervisning var hun i praktik på Roskilde Amts Sygehus i Roskilde og derefter i Køge. Men ingen af stederne blev hun tilbudt den nødvendige prøveansættelse for at komme videre i jagten på en varig autorisation.

»Det var deprimerende for mig. Til sidst sagde jeg, at jeg ikke ville i praktik mere. Det er svært at vise sig ... at sælge sig selv. Især for mig med tørklæde.«

Og så ser hun et af sine snit til at lovprise den ledende overlæge i Næstved, Jette Ingerslev, som ansatte både Nadia og hendes mand. Gav dem tillid.

Nadia hænger lidt inde over bordet i personalerummet, mens hun rastløst piller ved en kuglepen. Det er sidst på eftermiddagen, og hun har aftenvagt i modtagelsen. Når bipperen hyler, forsvinder hun nogle minutter for at komme tilbage og fortælle videre.

»Jeg kæmper,« siger hun, og hendes ansigt smiler en af utallige gange.

»Selvfølgelig har jeg mange vanskeligheder, først og fremmest med sproget. Vi kommer til et helt nyt land med en anden kultur, nogle andre normer og et helt andet vejr. Jeg har lært at bruge computer. Jeg havde aldrig brugt computer i mit hjemland. Jeg har lært at cykle.« Hun fniser og forklarer, at det var nødvendigt for at komme til stationen i Osted.

»Jeg har læst meget i Irak. Men problemet er, at vi ikke bruger, hvad vi lærer. I Irak har vi en CT-skanner. Her er der masser af CT-skannere og røntgenudstyr på alle sygehuse.«

Hvordan synes du selv, det går med at være læge i Danmark?

»Jamen det er hårdt, først og fremmest på grund af sproget.«

Nadia forstår alle spørgsmålene, og hun ser heller ikke ud til at mangle ord på dansk, selv om en del ord ankommer lidt lemlæstede, for eksempel bliver ø konsekvent til o.

»Patienterne i Danmark er anderledes; de spørger så meget og vil gerne vide alle ting. Vi er nødt til at tale meget.«

Hvad er dit mål?

»Jamen, jeg vil gerne være anæstesilæge igen.«

Så skal du igennem hele hoveduddannelsen?

»Ja,« siger hun og løfter skuldrene.

Hvordan kan de danske læger hjælpe læger med udenlandsk baggrund?

»Have mere tålmodighed. Danskerne er venlige og flinke for det meste, men når man har sprogproblemer, så vil de gerne have, at man forstår det hele med det samme. For eksempel når man har akutte patienter, er det ikke nemt, når man spørger. Så føler jeg mig flov. Så ,be patient with us` - og så vil vi gerne have mere undervisning.«